Af - 02/11-16 15:06; Opdateret: 02/11-16 18:26

Wesley var 13 år, da han endte på gaden i DanmarkWesley var 13 år, da han endte på gaden i Danmark

Stoffer, alkohol og dage uden mad var ting, der pludselig blev en del af Wesleys barndom i Fredericia. Han blev smidt ud hjemmefra og levede i et års tid uden et fast sted at sove.

storybild

31-årige Wesley Alves Damacena bor i dag i København. Her har han levet det sidste halve år som hjemløs og Hus Forbi-sælger, men nu har han netop fået et værelse. For Wesley startede livet på gaden allerede, da han var 13 år gammel. (Billede: Tine Torp Thorlin)

Antallet af unge hjemløse er steget kraftigt de seneste år, men faktisk starter livet på gaden for flere allerede inden deres 18-års-fødselsdag. Det oplyser flere hjemløseorganisationer, som Metroxpress har talt med. Derfor har vi talt med 31-årige Wesley, der fortæller om, hvordan han endte på gaden, da han var et barn.

Her kan læse mere om de helt unge mennesker, der ender på gaden i Danmark.

Wesley Alves Damacena var bare 13 år, da han endte på gaden første gang. I dag er han 31 år, har levet det sidste halve år som hjemløs i København, men har netop fået et værelse, så han kan komme på fode igen.

Wesley kom med sin mor fra Brasilien til Danmark, da han var 10 år gammel. Stedfaren var gammel sømand. Den unge dreng blev i en tidlig alder en del af, hvad han selv kalder ’den forkerte omgangskreds’, og han begyndte at ryge hash.

Da han røg på gaden første gang, er det ifølge ham misbruget, der gør, at forældrene får nok og smider ham ud. På det tidspunkt boede han i Fredericia med sin mor, stedfar og to halvsøstre. Det efterfølgende års tid havde han ikke noget sted at kalde hjem. Han sov hos venner og bekendte – ellers var trappeopgange, kældre og stranden blandt stederne, hvor han fandt ly for natten.

- Jeg fandt for eksempel en varm opgang, og så lagde jeg mig under trappen. Fra fjernsynet havde jeg lært, at man skulle lægge papkasser på gulvet, så man ikke frøs. Jeg blev opdaget et par gange, men der skete ikke noget. De sagde bare, at jeg ikke skulle ligge der en anden gang, fortæller Wesley, der altså dengang var 13 år.

Med livet på gaden fulgte hurtigt andre problemer, og Wesley lærte også at drikke alkohol. Én nat står særlig tydelig i hans hukommelse.

- Jeg havde drukket så meget, at jeg var faldet i søvn i et busskur. Det var sådan et af dem med glas hele vejen rundt. Jeg kan huske, det sneede udenfor. Om morgenen blev jeg vækket af en skolekammerat. Hvis han ikke havde fundet mig, tror jeg ikke, jeg ville være vågnet igen. Det er sådan nogle ting, der sidder lidt fast. Men det er noget, jeg har lært at slutte fred med – for accept for det, får jeg nok aldrig.


Hør Wesley fortælle om en af hans værste oplevelser fra gaden.

Kammeraten tog ham hen i ungdomsklubben Remisen, der i samme periode var et trygt sted for Wesley at komme. Klubben var primært for unge af anden etnisk herkomst end dansk. Her sad han et par timer og fik varmen, før han kunne tale igen.

- De var flinke de pædagoger. En af lederen købte engang en jakke til mig, så jeg ikke gik rundt og frøs. Det er sådan noget, man ikke glemmer.

Det var også pædagogerne i ungdomsklubben, der hjalp Wesley med at få en sagsbehandler og kontakte kommunen. Så kom politiet og kørte ham hjem, med det resultat, at han blev smidt ud eller stak af hjemmefra igen. Hjemmet var præget af vold og utryghed, og der havde han ikke lyst til at være. Wesley husker at forældrene skændtes meget, og stedfaren slog både moren og ham. Da han blev stor nok, begyndte han selv at slå igen.

Jeg har haft en barndom, men jeg har også haft en barndom i frygt. Der var hele tiden en uvidenhed om hvad der kunne ske.

Wesley overlevede ved at få penge fra bekendte, hans mor – eller via små tricks som at skaffe mønter fra en telefonboks. Han fandt ud af, at hvis man bukkede et stykke pap og satte det ind i telefonboksen med en bukket gaffel, så kunne folk stadig ringe, men de fik ikke deres penge retur.

- Så kunne jeg sidde på banegården en fredag eftermiddag et par timer og nemt lige tjene 500 kroner. Så kunne man leve en uge. Jeg var en lille bandit, så jeg lurede jo nogle tricks af, siger han.

Han blev også taget for butikstyveri, fordi han stjal noget at spise. Men af og til gik der dage uden han fik mad.

Jeg lærte at rationere. Hvis jeg for eksempel havde en sandwich, spiste jeg kun halvdelen, så jeg havde til senere. Man bliver rimelig hurtig voksen på den måde – eller voksen med opgaven, for voksen bliver man jo ikke automatisk.

Han husker også en dag, hvor han var oppe på kommunen og besvimede, fordi han ikke havde spist i flere dage. Wesley har siden hen søgt aktindsigt i sin journal hos kommunen, og her kunne han læse, at sagsbehandleren havde skrevet, at han var meget skæv og væltede rundt. Det var også den besked, hans forældre fik.

- Når jeg tænker tilbage, har folk nok set mig som et narkovrag – det er det, jeg har læst mig frem til. Jeg var heller ikke helt nem - jeg var en lille rebel. Men når jeg læser min journal føler jeg mig meget misforstået. I stedet for at hjælpe mig, fik jeg to ostemadder og et spark i røven.

Men livet på gaden var også følelsen af at høre til et sted. Wesley blev hurtigt en del af en gruppe med to andre drenge.

- Vi var bare bedste venner os tre. Det var en følelse af, at man var en del af noget og tilhørte noget. Vi var en lille klike, der lavede musik, festede, crashede fester og begyndte at slås. Vi lavede alle de klassiske drengestreger, men bare uden at have en fast bopæl.

Efter et års tid uden rigtig at høre til nogle steder kom Wesley på børnehjemmet Erritsøhus. Herefter fulgte nogle år på forskellige institutioner – blandt andet skoleskibet Fulton, der var et tilbud for udsatte unge. På et tidspunkt kom han også på en skole, der fungerede som afrusningssted for unge.

- Det var nok det værste sted, de kunne have sendt mig hen. Det var bare en masse rødder og en masse hash.

Generelt oplevede Wesley at det at blive placeret i miljøer med folk, der havde de samme problemer som ham, blot gjorde det hele værre. I de tidlige teenageår begyndte han også at eksperimentere med at hårde stoffer som ecstasy, amfetamin og kokain.

Vi lavede en masse lort dengang for at få penge – også kriminelle ting. Vi var jo gangsters – det var os, der styrede det hele. Vi gik i hiphop-tøj og hørte Tupac og det var bare fuck det hele.

Som 16-årig kom der endelig lidt ro på Wesleys tilværelse. Her fik han nemlig sin første lejlighed.

- Det var fedt og dejligt – det er jo det, man har ønsket, siden man endte på gaden, for så havde jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne låse af, der var mit eget. Det havde jeg ikke haft i flere år.

Siden da flyttede han rundt i Fredericia og siden hen rykkede han til Aalborg. Wesley har været i misbrugsbehandling et par gange, men ville ønske, kommunen havde hjulpet ham med at blive clean tidligere. Han fortæller, at han som 17-årig henvendte sig til et misbrugscenter, men fik at vide, at han kun komme i dagsbehandling.

- Så det jo lige meget. Så ville jeg bare ryge hash om aftenen, siger han.

Wesley fik færdiggjort sin folkeskoleuddannelse som 21-22-årig på Teknisk Skole. Siden da han været omkring flere uddannelser som kokkeskole, smedelinjen og lastbilchauffør. I dag kredser drømmene om sociologi, antropologi eller fotografi. Nu skal han finde en lejlighed, og så vil han gerne skabe kontakt igen til sine to døtre på seks og ni år som hans ekskæreste har forældremyndigheden over.

Enten skal jeg ud og arbejde eller også skal jeg have en uddannelse. Det er ved at være endestationen, hvis jeg skal have en. Og så vil jeg gerne have genskabt kontakten med mine børn, inden jeg rykker videre i en lejlighed. Det kunne også være rigtig dejligt at holde jul med mine børn i år. Men nu må vi lige tage et lille skridt af gangen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?