Af - 22/06-16 04:00; Opdateret: 22/06-16 13:54

Fanget i Jordan på grund af DNA-test: Savner du os ikke, far?Fanget i Jordan på grund af DNA-test: Savner du os ikke, far?

Historien herunder handler om en familie, der ikke har set hinanden i snart to år. En familie, der er flygtet fra bomberne i Syrien og nu bor med mere end 3.200 kilometers adskillelse. De forsøger desperat at blive genforenet i Danmark, hvor faren opholder sig. De danske myndigheder stiller dog et krav, som for familien er fysisk umuligt at imødekomme. Et krav, som ifølge flere førende eksperter på området bringer Danmark på kant med konventionerne.

Maisaa forklarer, hvordan det er at være alenemor og flygtning i Jordan. Se video i større format i vores videosektion Videoportal

- Savner du os ikke, far?

Den lyse børnestemme runger i det tomme rum. Otteårige Sondous sidder på gulvet og vifter med mobiltelefonen. Hendes to mindre søskende, Seif på fem og Hala på tre, leger omkring hende.

Lyden skratter for meget til, at man kan tyde, hvad der bliver sagt i den anden ende, hvor 41-årige Ahmad Ali Bouidani på en Skype-forbindelse til Jordan sidder i Netværkshuset i Gentofte i Nordsjælland.

Henkastet spørger den otteårige pige, som hun har gjort et utal af gange de sidste to år, hvor hun, hendes to søskende og deres mor har været isoleret fra Ahmad.

- Ses vi ikke snart?

Efter endnu et skrattet svar giver hun telefonen videre til sin mor, som prøver at få den yngste datter til at løsrive sig fra at bide i en pose chips. Men datteren, som var et år gammel, da Ahmad forlod familien i en jordansk flygtningelejr og i desperation søgte mod nord, ænser ikke ordene, der kommer fra manden på telefonens display.

- Kan du ikke sige hej til far? Skal far købe en is til dig?, prøver moren i forsøget på at få datteren til at reagere.

Ahmad har ikke set sine børn i snart to år.

Tavsheden gør ondt på Ahmad. Han sidder mere end 3.200 kilometer væk og forsøger gennem en smartphone at følge med i sine børns opvækst som flygtninge i Jordans hovedstad, Amman.

Landet, begrebet, paradiset ‘Danmark’ går ud over børnenes fantasi og forståelse. De kan ikke sætte sig ind i, hvor deres far reelt befinder sig og spørger hele tiden, hvornår han kommer forbi.

Spørgsmålet bliver aldrig nemmere for Ahmad, for han kan ikke svare på det, og hver gang bliver smerten i hjertet og følelsen af sorg, der for alvor er begyndt at tynge hans sind, en lille smule dybere.

Der er i dag gået mere end 600 dage, siden han sidst så sin kone og deres tre børn, og han har ingen anelse om, hvornår han igen får dem at se. Familiens sag hos de danske myndigheder, hvor de søger om familiesammenføring, er nemlig fuldstændig gået i hårknude.

Før Udlændingestyrelsen vil viderebehandle familiens sag - og måske i sidste ende lade dem genforene på dansk jord - kræver de, at både Ahmad og børnene gennemgår en dna-test, som beviser deres slægtskab.

De papirer, som ville gøre situationen lettere og nemt kunne bevise Ahmads faderskab til børnene, mistede familien, da de i al hast var nødt til at forlade deres hjem i den syriske by Homs, da borgerkrigens bomber pludselig haglede ned over dem. Det var den 7. juli 2012.

Ahmad har fået foretaget sin dna-prøve på Retsgenetisk Afdeling på Østerbro i København. Problemet er nu, at børnenes dna-test kun kan tages på en dansk ambassade. En sådan findes ikke i Jordan, og derfor kræver Udlændingestyrelsen, at børnene får taget testen på en af Danmarks ambassader i de omkringliggende lande som Libanon, Saudi Arabien, Israel, Tyrkiet eller Grækenland.

Børnene har ikke nogen pas eller andre gyldige rejsedokumenter og kan derfor ikke forlade Jordan. Familien spørger derfor om tilladelse til at få foretaget dna-testen på det danske generalkonsulat i Amman, men her oplyser styrelsen, at generalkonsulen ikke foretager denne type opgaver.

Udlændingestyrelsen henviser i stedet til den norske ambassade i Amman, som tidligere har hjulpet de danske myndigheder med foretagelse af dna-prøver, men her får moren - sammen med de tre børn - at vide, at nordmændene ikke længere varetager den opgave, hvilket også fremgår af et brev fra Udlændingestyrelsen sendt den 6. Juli 2015.

Familien påpeger herefter endnu en gang over for de danske myndigheder, at det ikke er muligt for dem at aflægge en dna-prøve, da de ikke besidder de fornødne rejsedokumenter til at rejse ud af Jordan.

Udlændingestyrelsen fastholder kravet og afviser dermed at give familien tilladelse til at rejse til Danmark - et såkaldt 'laissez-passer' - for at tage dna-testen på dansk grund.

Ahmad kan samtidig ikke rejse tilbage til Jordan for at gense sin familie, på grund af at de jordanske myndigheder har givet ham et indrejseforbud, fordi han tilbage i 2014 forlod landet i håb om, at han ville få asyl og familiesammenføring i et land i Europa.

Det er udmattende. Nærmest kvælende. Jeg tænker tit på, hvordan det var før, og hvor vi er i dag.
Maisaa, 27 år, mor til børnene.

På kant med konventioner

Ahmads sag får en række eksperter til at kritisere Udlændingestyrelsen og Danmark for at være på kant med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som omhandler retten til familieliv.

Især vækker det undren hos juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet, at Udlændingestyrelsen beder familien i Jordan om at rejse til et andet land, når styrelsen er vidende om, at de ikke har nogen rejsedokumenter på sig.

- At kræve at en syrisk flygtning skal rejse til et andet land er jo nærmest naturstridigt, når de ikke har dokumenter. De beder dem jo begive sig til et andet land undercover. Det må under alle omstændigheder kræve en konkret begrundelse, hvorfor man ikke kunne gøre noget andet for at få aflagt dna-testen, siger han og peger på, at det lovhjemlede krav om en dna-test ikke uden videre kan indbefatte, at ansøgerne skal begive sig på ud på en farlig rejse.

- Man må ikke opstille umulige hindringer. Der må være en grænse for, hvad familien skal gøre for at stille sig til rådighed, siger han og undrer sig over, at man ikke blot kan bruge det danske konsulat i Amman.

Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty International i Danmark, kritiserer også Udlændingestyrelsens praksis.

- Der er en hovedregel, der siger, at man skal have gyldig rejselegitimation. Men vi er i en helt anden situation her. Vi taler om en mand, der har fået lov til at blive i Danmark og som er flygtet fra en borgerkrig, og at hans familie hutler sig igennem i Jordan, hvor de har mistet deres papirer, siger han.

27-årige Maisaa. Mor til Sondous, Seif og Hala. Foto: Nanna Emilie Damsgaard

Claus Juul rejser i den forbindelse et generelt spørgsmål om, hvordan man kan behandle en familie på flugt.

- Mener vi faktisk, at fraværet af rejsedokumenter skal have den konsekvens, at han skal sidde her, og de skal sidde der? Som det er nu, siger man jo til dem: De skal ikke herop. Punktum.

Claus Juul mener, at man i den konkrete sag i høj grad burde give moren og de tre børn tilladelse til at komme til Danmark for at lade sig dna-teste. Af den simple årsag, at der er rigtig gode grunde til, at de ikke har deres papirer i orden, fordi der er borgerkrig i deres hjemland, og fordi de er på flugt.

- Hvis det viser sig, at de lyver, vil de jo blive sendt tilbage, når borgerkrigen er slut, siger Claus Juul.

Metroxpress har rettet kontakt til det danske generalkonsulat samt den norske ambassade i Jordan, men ingen af dem er vendt tilbage.

Psykolog: Danmark er ikke lig med sikkerhed

Selvom der er mere end 3.000 kilometer fra Syrien til Gentofte, hvor Ahmad har sit eget værelse i en gammel murermestervilla på en fredsommelig villavej sammen med en række andre flygtninge, er han langt fra i sikkerhed.

Godt nok er han ikke længere truet på sit liv og behøver ikke på daglig basis tage sig i agt for Islamisk Stats soldater eller Assad-regimets bomber. Men sikkerhed handler om meget mere end 'blot' at slippe væk med livet i behold.

Det mener Marianne Køhler Skov, psykolog hos Rådgivningen Janus, der har 30 års erfaring med individuel psykoterapi med flygtninge.

- Det er meget svært at komme frem til følelsen af at være i sikkerhed. Selvfølgelig er der en fysisk lettelse over at være kommet frem og blive registreret i det land, man skal være i. Men der er stort set ingen forældre, som kan føle sig i sikkerhed, før deres børn er det, siger Marianne Køhler Skov og fortæller, hvordan vi på biologisk vis slet og ret er ligeglade med vores egen sikkerhed, så længe vores egne børn fortsat er i fare.

- Det kan sagtens være, at ens krop rent fysisk er i sikkerhed, men ens psyke er det i hvert fald ikke. Den forholder sig stadigvæk, som var den i fare eller i krig, lyder det fra Marianne Køhler Skov.

Ahmad runder snart toårsdagen for ikke at have set, rørt, kysset eller krammet sine tre børn. Plastiklommen, som ligger på køkkenbordet foran ham, indeholder en stor stak papirer, der alle sammen bærer det samme nedslående budskab: Din kone og børn kommer ikke til Danmark, før du med en dna-test kan bevise, at du er far til børnene.

Med tårer i øjenkrogen og krum ryg peger Ahmed skiftevis på de små pasfotos, han har spredt ud på køkkenbordet. De viser hans tre børn, som de så ud, dengang han sidst var sammen med dem.

Seif på gulvet i huset i Jordan. Foto: Nanna Emilie Damsgaard

Han peger på drengen. Femårige Seif.

- Han er den, der blevet påvirket mest. Han kan ikke tale. Han mumler bare, når han prøver at sige noget, siger Ahmad og fortæller, hvordan drengen siden flugten har været i en form for granatshok, og hvordan hans kognitive udvikling, siden den nat bomberne faldt om ørerne på dem tilbage i Homs, på eller anden måde er stagneret.

Her fortæller Maisaa, hvordan situationen påvirker sønnen:

Sønnens hårdt prøvede - måske endda spolerede - barndom gør ondt på Ahmad. Men selv om smerterne over tabt tid med hans børn og kone ikke kan gradbøjes, er det den ældste datter, Sondous’, reaktion, der påvirker Ahmad mest.

Fordi der snart er gået to år, hvor Ahmad flere gange om ugen har lovet, at de snart kommer til at være sammen igen, er datteren blevet mistænksom. Hun tror ikke længere på farens ord, og hun er overbevist om, at faren har efterladt dem tilbage i Jordan med vilje:

- Sondous elsker ham rigtig højt, men hun stoler ikke på ham længere. Hver uge lover han familiesammenføring, men ugen efter er der ikke sket noget, siger Maisaa.

Ahmad bekræfter fra villaen i Gentofte datterens reaktion:

- Hun gider som oftest ikke tale med mig. Hun siger: Du har forladt os, far. Du har efterladt os, og der sker intet. Hun føler, at jeg som far og beskytter af familien har svigtet, siger Ahmad og forklarer, hvor hårdt det som far er at opleve, at hans børn ikke har det godt, mens han sidder handlingslammet i ‘tryghed’ i Danmark.

Over halvdelen af Syriens befolkning er drevet på flugt som følge af borgerkrigen i landet. Her ses smadrede bygninger i byen Homs.

Ifølge Marianne Køhler Skov kan adskillelsens længde være afgørende for, hvor stor skade psyken pådrager sig. Både for Ahmad og for børnene. I deres tilfælde, hvor der nu er tale om år, vil det være en voldsom eller kronisk overbelastning af nervesystemet.

- Der vil være en forøget risiko for, at man kan udvikle livstilssygdomme, fordi man er lige så udsat, som hvis man befinder sig i en kronisk stresstilstand eller i en langvarig depression, siger hun og understreger, at reaktioner og symptomer altid er individuelle og naturligvis handler om, hvor robust man er som person.

- Men adskillelse er aldrig godt. Og især ikke for børnene. Vi ved, at de her meget lange adskillelser forandrer dynamikken i familien og i rollefordelingen mellem børn og forældre. Og det lader sig ikke bare lige reparere igen, siger Marianne Køhler Skov.

Noget tyder på, at situationen har sat sine tydelige, dybe spor i Ahmads psyke. To dage efter metroxpress besøgte ham i villaen i Gentofte, blev han indlagt på Herlev Hospital med svære hovedsmerter. Lægerne kunne ikke sige, hvad smerterne kom af, men beholdt ham i flere dage og foretog forskellige tests og CT-skanninger.

Ahmad lå flere dage her på Herlev Hospital.

Ahmad er nu udskrevet og 'hjemme' igen. Han har stadig ikke mistet håbet om at få sin kone og børn herop, men Udlændingestyrelsens notoriske afslag og - i hans optik - manglende vilje på at samarbejde, gør det ikke nemt at være håbefuld.

Som en sidste desperat udvej har familien overvejet at rejse tilbage til det krigshærgede Syrien for at blive genforenet.

- Men det er håbløst. Det kan vi jo ikke. Enten tager de syriske myndigheder os, eller også tager oprørsstyrkerne os og bruger mig som soldat. Der er ikke nogen udvej. Og vi vil blive set på som vantro, fordi vi flygtede.

I en skriftligt kommentar på kritikken fra eksperterne forklarer Udlændingestyrelsen til metroxpress, at det ikke er styrelsens opgave at hjælpe de familier, der ikke har mulighed for at aflægge en dna-prøve i håbet om familiesammenføring.

Dna-undersøgelserne skal ses som en mulighed for ansøgerne - ikke en hindring.

- Det er et grundlæggende krav for at få familiesammenføring, at ansøgeren kan dokumentere det slægtskab, som påberåbes. En dna-undersøgelse er ikke en hindring, men en mulighed for, at ansøgeren kan dokumentere dette slægtskab i situationer, hvor slægtskabet ikke kan godtgøres på anden vis, hedder det.

Ifølge Udlændingestyrelsen skal ansøgerne kunne identificere sig over for de danske myndigheder. Så hvis man mangler sine papirer, er der ikke noget at gøre:

- Når de helt grundlæggende forudsætninger for at opnå opholdstilladelse ikke er opfyldt, kan der ikke gives opholdstilladelse, og der er heller ikke mulighed for at give tilladelse til at indrejse i Danmark, skriver styrelsen, som også afviser at hjælpe dem til en dansk ambassade i et naboland:

- Udlændingestyrelsen har ikke mulighed for at foranledige, at en ansøger kan rejse til den nærmeste repræsentation for at aflægge dna-prøve.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?