Af - 03/03-16 08:17; Opdateret: 03/03-16 11:12

Sådan blev Nikolaj Lie Kaas Danmarks bedste skuespillerSådan blev Nikolaj Lie Kaas Danmarks bedste skuespiller

De fleste danskere kender Nikolaj Lie Kaas’ navn og ansigt, men hvordan kom han egentlig dertil? Det undersøger metroxpress i et interview med skuespilleren.

storybild

(Billede: Sarah Buthmann)

I ordbogen lyder definitionen af ‘bedst’ således:

‘Godt i højeste grad; så godt som det er muligt.’

Nikolaj Lie Kaas bliver i medierne og blandt den gængse dansker ofte beskrevet som en af Danmarks bedste skuespillere.

- Når jeg hører sådan noget der, så tænker jeg også, at det slutter en dag. Jeg tænker ikke ‘yeah’ og læner mig tilbage. Det er lige den modsatte følelse, siger Nikolaj Lie Kaas til metroxpress.

- Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er blevet etableret. Det bliver man over en længere periode, når man er heldig at have noget at lave. Det forstår jeg godt. Men det er også svært at opfinde den dybe tallerken igen.

Definitionen af ‘etableret’ lyder sådan:

‘Som har eksisteret eller været i brug gennem længere tid og derfor er almindeligt anerkendt og accepteret.’

Det er formentlig en definition, Nikolaj Lie Kaas bedre kan nikke ja til om sig selv og sin karriere.

Tvivl om talentet

Siden karrierens begyndelsen i 1991 i filmen ‘Drengene fra Skt. Petri’ har han sammenlagt været med i over 40 film og tv-serier. Han vandt både en Robert- og en Bodilpris for sin allerførste rolle, selvom han ikke anede, hvad han havde gang i foran et kamera, fortæller han.

Han følte sig på ingen måder tryg i dit arbejde.

- Det var en ret stor øjenåbner for mig at være med i ‘Drengene fra Skt. Petri’, for det var første gang, at jeg forstod, at der var noget, jeg havde talent for. Men jeg kunne ikke mere end det, man så i filmen.

Da han et par år senere var med i Erik Clausens film ‘Min fynske barndom’, begyndte han dog at tvivle på sit talent.

- Jeg blev irriteret, da jeg så filmen, for jeg kunne se, at jeg ikke havde særlig meget at spille på.

Derfor ville Lie Kaas gøre sig bedre. Han ville pleje og udvikle det talent, som lå under overfladen et sted. Det gjorde han på Teaterskolen.

Her så Nikolaj Lie Kaas op til den ti år ældre Ulrich Thomsen.

- Selv om Ulrich ikke kan huske det, så var han den første, som sagde til mig, at jeg havde et eller andet. Han havde set mig i en teaterforestilling på skolen, og han roste mig senere i en brandert. Det var en fed ting.

Under en forestilling i praktik fik Nikolaj Lie Kaas også ros af en skuespiller, som dengang var kendt i hele Danmark som politibetjent på Samsø.

Lars Bom roste mig også engang på skolen. Er du sindssyg, det betød meget, når det er etablerede skuespillere. Lars lavede ‘Strisser på Samsø’, som var the shit dengang
.

Mere far, chef og udenrigsminister

Resten af Nikolaj Lie Kaas’ karriere er nu bare dansk filmhistorie. For de fleste ved, at det kun er gået frem og op for den nu 42-årige skuespiller i film som ‘Blinkende lygter’, ‘De grønne slagtere’ og senest som Carl Mørck i ‘Kvinden i buret’, ‘Fasandræberne’ og fra i morgen ‘Flaskepost fra P’.

Med alderen har rollerne ændret sig for skuespilleren. Han spiller langt flere roller som far, chef og udenrigsminister, end han gjorde i begyndelsen af sin karriere.

- Det er også først med alderen, at man er i stand til at bære de roller, siger Nikolaj Lie Kaas.

Rollen som den følelsesmæssigt indelukkede kriminalbetjent Carl Mørck er også en, der kræver flere år på bagen og store roller på cv’et.

Erfaring gør, at man ikke tager kvælertag på sit arbejde. Det skal gerne komme helt naturligt. Du spiller jo et menneske, som tilfældigvis bare bliver filmet.

Det vigtigste som skuespiller er, at overraske sit publikum og sig selv, mener Nikolaj Lie Kaas.

Kan du stadig overraske publikum, når du har sagt ja til at spille den samme karakter igennem en hel filmserie?

- Der går noget ‘Olsen Banden’ i den, hvor man siger, at dét så bliver opgaven. Jeg kan godt lide, at Carl ikke udvikler sig vanvittig meget. Det, synes jeg, er en del af charmen både ved tv-serier og filmserier, hvor det er rigtige mennesker, som ikke kommer til en stor åbenbaring i slutningen af filmen, siger Nikolaj Lie Kaas.

- Carl er et menneske, som har sin klare overbevisning, der lyder: ‘Jeg hader andre mennesker.’ Der er masser af mennesker, som lever et helt liv, hvor de siger sådan noget. Hvis de måtte erkende, at det ikke passer, så ville de falde døde om. Det er hele deres rygrad. Derfor kan jeg godt lide, at han er så meget det samme menneske.

'Godaaaaaaaften'

Én ting er, at Nikolaj Lie Kaas har talent. Noget andet er, at han arbejder i en branche, hvor talent ikke nødvendigvis er lig med succes.

Som skuespiller kræves det nærmest, at du skal stille op på den røde løber, lave sjove ansigter foran kameraerne til et photoshoot og svare på journalisternes spørgsmål i interviews.

Alle sammen ting, som Nikolaj Lie Kaas også mestrer ret godt.

- Det er meget forskelligt, hvordan folk har det med det. Jeg har været igennem meget, for min mor og far var også på den røde løber. Mit forhold til det er, at det er en del af jobbet. Jeg er ikke så draget af det mere, som jeg var, da jeg var yngre.

- Det, jeg som skuespiller kan lide at lave, er skuespilleriet, som er meget intimt. Jeg tror ikke, at skuespillere nødvendigvis er specielt flamboyante alle sammen. Det er ikke alle, der kan lide at slå stort ud med armene og stå på en scene og sige ‘Godaaaaaften’. Det er meget fokuseret og en form for studie i mennesker, og det har meget lidt med det glamourøse at gøre.

Spørgsmålet er nu, hvordan fremtiden ser ud for en af Danmarks største skuespillere, der har prøvet det meste i sin karriere.

Jeg synes, det er sjovt at lave ting i udlandet. Det er et fedt sted at udvikle sig, fordi jeg har prøvet meget herhjemme. Jeg laver en del castings, og så har jeg en agent i USA.

Så måske ser vi snart Nikolaj Lie Kaas blive hyldet i udlandet som sine danske kolleger Mads Mikkelsen, Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?