Af - 20/10-16 18:40; Opdateret: 20/10-16 19:06

Natascha Kampusch - 10 år efter livet i kælderen: Gerningsmanden, gruen og gravbesøgetNatascha Kampusch - 10 år efter livet i kælderen: Gerningsmanden, gruen og gravbesøget

Det er ti år siden, Natascha Kampusch flygtede fra sin bortfører og voldtægtsmand, som igennem otte år holdt hende indespærret i en trang kælder. I et interview med metroxpress fortæller hun om 'efterlivet', følelserne for sin bortfører og om dengang, hun besøgte hans grav. Et besøg, hun angiveligt aldrig tidligere har fortalt pressen om.

storybild

(Billede: Peter Trykar)

3.096 dage. 74.304 timer. 267.494.400 sekunder.

Så mange dage, timer eller sekunder var Natascha Kampusch indespærret i en trang og fugtig kælder under et anonymt parcelhus i den østrigske by Strasshof.

En periode, der fra start til slut var præget af ydmygelse, seksuelle overgreb, udsultning samt fysisk såvel som psykisk terror.

Den hemmelige indgang til kælderen, som Wolfgang Priklopil havde bygget under huset. Foto: Scanpix.

(...) han havde ikke nogen problemer med at slå og sparke mig af al kraft, også så det begyndte at bløde. En gang faldt jeg ned ad trappen til fangekælderen og slog hovedet mod trinnene, så jeg mistede bevidstheden i et øjeblik. (...) De næste dage lå jeg i sengen uden at kunne røre mig. Hvis jeg løftede hovedet, sortnede det for øjnene. Gerningsmanden var ligeglad. Tværtimod straffede han mig for at have "opført mig tåbeligt", fordi jeg havde tabt en skål og grisset trinnene til med blod. Om ikke før gik det i hvert fald den dag op for mig, at han, hellere end at hente hjælp, ville lade mig dø, hvis jeg skulle komme ud for en alvorlig ulykke.

Sådan beskriver Natascha Kampusch nøgternt en scene fra hendes otte og et halvt år lange liv i fangenskab i sin seneste bog, "Ti års frihed", der udkom i sidste uge.

Omslaget på bogen "Ti års frihed". Foto: MX

Bogen omhandler, som titlen også afslører, hendes liv efter livet i kælderen. Hendes første ti år i frihed, efter hun som blot 10-årig blev kidnappet på vej til skole og frarøvet sine forældre, sine venner samt muligheden for at vokse op som hvilken som helst anden teenager.


Frihed betød ikke fri

Læser man "Ti års frihed", skal man ikke vende mange sider af de i alt 197 af slagsen, før det står klart, at livet som fri langt fra var lige så frit, som hun under lange, ensomme nætter i kælderen sikkert havde drømt om!?


Nu var jeg ikke længere en brik i gerningsmandens syge indre liv, ikke længere fanget i hans fantasi, men omgivet af mennesker, der egentlig burde ville mig det godt. Det gjorde de fleste sikkert også, men i hvert fald for et par stykkers vedkommende følte jeg mig på en helt anderledes måde forvandlet til en ting, de kunne bruge til gavn for dem selv, skriver hun i bogen.

Foto: MX

Metroxpress møder den i dag 28-årige unge kvinde i København hos Gyldendal, som udgiver hendes bog på dansk.

Hun er venlig, smilende og svarer sikkert på emner, som hun siden sin flugt angiveligt har svaret på tusindvis af gange før.

Bevæger man sig uden for stien med de gængse spørgsmål - altså spørgsmål, som for Natascha ikke er lige så nemme at snakke om - er det dog som om, at kvinden foran én ændrer karakter.

Der er pludselig en uafklaret nervøsitet og usikkerhed omkring hende, og hendes til tider selvsikre blik på sig selv og omverden begynder at flakke. Bogstavelig talt. De milde ticks omkring øjnene, som hun ruller opad og rundt, bliver hyppigere. Hendes mine stivner, og svarene - som aldrig er rigtig lange - forvandler sig med ét til korte enstavelsessvar.


Kommer stadig i huset

Det er tydeligt, at emner som huset i Strasshof, Wolfgang Priklopil og hendes følelser for ham er svære snakke om. Også selvom der i dag er gået ti år, siden hun - rent fysisk - lagde den del af virkeligheden bag sig og startede på en frisk.

Og alligevel ikke. For selvom det (måske) lyder grotesk, så ejer Natascha Kampusch i dag det gule murstenshus, som i mere end 3.000 dage fungerede som hendes rædselskabinet.

Wolfgang Priklopils hus i Strasshof 25 kilometer øst for Wien. Foto: Wikimedia Commons.

Huset fik hun som en slags erstatning tilkendt, efter Wolfgang Priklopil - kort efter hendes flugt - tog livet af sig selv.

Selve kælderen, hvor hun blev holdt indespærret, er siden hen blevet fyldt op med cement. Men huset står endnu, og hun kommer der stadig. Også selvom det er svært.


Fortsat sympati?
I "Ti års frihed" beskriver Natascha Kampusch ofte Priklopil med gru og væmmelse. Men det er ikke en gennemgående følelse, og i visse passager er det svært at detektere, om hun stadig nærer en vis sympati for ham.

Wolfgang Priklopil begik kort efter Nataschas flugt selvmord ved at hoppe ud foran et tog. Foto: Scanpix.


For mig var de ydre fængselsmure på plads helt fra begyndelsen, og de indre var blevet rejst i årenes løb. Priklopil var god til at beskrive verden udenfor som et grusomt sted. Han var min beskytter, han og ingen anden. Han var min frelser, den eneste, jeg havde nogen værdi for, han og ingen anden. Han var den eneste, der havde tanke for mig, alle andre havde for længst vendt sig bort. Selv politiet, der nu kun ledte efter mit lig.

I interviewet med metroxpress understreger Natascha, at alle følelser og snært sympati for ham er væk. At han i dag blot er forvandlet til et dårligt minde.

Dog er det tydeligt, når man kigger hende i øjnene, imens hun berører emnet, at bearbejdelsesprocessen omkring ham har været lang og vanskelig. Noget læger og psykologer, som har udtalt sig om hendes situation, også har lagt vægt på, da der angiveligt har været tale om, at Natascha Kampusch var ramt af det såkaldte 'Stockholmsyndrom'.


Besøg på graven

Efter Wolfgang Priklopils død, fik Natascha mulighed for at tage afsked med ham på et nærliggende kapel. Siden den dag har hun - hvilket hun angiveligt aldrig tidligere har fortalt pressen - besøgt hans grav en enkelt gang. En grav, som hun fortæller er komplet anonym og hverken fortæller navn eller historie på den, der ligger der.


Opgøret med 'pigen fra kælderen'

"Ti års frihed" er for Natascha Kampusch et forsøg på at komme videre. Videre fra det evige stempel som 'pigen fra kælderen'. Hun føler selv, at hun har rykket sig, men erkender, at vejen i mål fortsat er lang.

Hvad målet er - udover at hjælpe andre som hun eksempelvis allerede gør det i Sri Lanka, hvor hun har opført Natascha Kampusch-børnehospitalet - ved hun ikke?

På det personlige plan er hun i vildrede. Børn, mand og familie? Det er for svært at svare på endsige at snakke om. Spørger man ind til det, bliver hun forlegen. Nærmest fjantet. Måske lidt som den teenager, hun aldrig selv fik muligheden for at være?


Natascha Kampusch-sagen kort:

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?