Af - 02/09-16 16:42; Opdateret: 07/09-16 14:36

Ghettoen svarer igen på forfatters kritik: - Vi havde fest for klassen uden Karina sidste år. Alle havde arbejde og uddannelseGhettoen svarer igen på forfatters kritik: - Vi havde fest for klassen uden Karina sidste år. Alle havde arbejde og uddannelse

Forfatteren til bogen 'Helt ude i hampen', Karina Pedersen, er blevet udråbt til stemmen fra underklassen. Hun udstiller sin belastede fortid i et belastet område i Fredericia. Men passer det? Metroxpress har opsøgt hendes familie, venner, naboer og klasse. De har en noget anden udlægning.

storybild

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det fejlagtigt, at Karina Pedersen skulle have påstået, at alle i hendes tidligere folkeskoleklasse er på overførselsindkomst. Karina Pedersen har dog kun udtalt ‘mine klassekammerater’ og ikke 'alle', hvilket også fremgår senere i metroxpress’ artiklen, hvor det korrekte citat er gengivet. Metroxpress beklager fejlen. (7. september 2016)


Velkommen til ghettoen.

To kilometer fra Fredericias centrum ligger Korskærparken - et socialt boligbyggeri af grå betonklodser adskilt af boldbaner med knap 2.000 indbyggere, der i sidste uge opnåede Danmarks berømmelse i bestsellerbogen 'Helt ude i hampen', hvor forfatteren Karina Pedersen beskriver sin opvækst i 1980’erne og 1990’erne.

Hun beskriver det som et white trash miljø, hvor det kun gik ud på at være arbejdsløs, og hvor der “cirkulerede håndbøger rundt i kvarteret med råd om, hvordan man snød socialrådgiveren til at få flere penge, en hjemmehjælper eller ekstraudstyr.”

Det sidste siger hun dog allerede i et interview i Politiken i 2009. Hun har været nemlig været igang længe.

Karina Pedersens bøger og utallige interview i landsdækkende aviser er et opgør med parken fra hendes liberale baggrund. Hun er blevet kaldt 'stemmen fra underklassen' og 'den hvide Yahya Hassan'. Hun beskriver, at hendes familie mistrives under opvæksten, moderen drikker, brødrene er kriminelle, at klassekammerater og mange i området hverken har job eller uddannelse. Hendes hovedpointe er, at man skal droppe støtten til underklassen, da den fungerer som en sovepude.

Men passer det hun beskriver? Og passer det da, hun satte trumf på til Politiken:

“Mine søskende og mine klassekammerater på førtidspension, sygedagpenge eller kontanthjælp er de ægte resultater af velfærdsstaten.”

Metroxpress har talt med 11 ud af 14 fra Karina Pedersens tidligere folkeskoleklasse på Alléskolen, venner, kærester, omgivelser fra Korskærparken. Og vi har karriereoplysninger om to andre. De har fine job, gode uddannelser og kan mildt sagt ikke genkende det billede hun tegner. Vi har talt med over 25, der kendte Karina Pedersen dengang. Alle fortæller samme historie.


To af dem var hendes gode veninder i folkeskoleklassen og kvarteret, der ofte var hjemme hos hende for at høre Phil Collins.

Den ene veninde var Toni Michaela Bach, der i dag er socialpædagog:

“Jeg kan ikke genkende noget som helst af det centrale i bogen. Karina var den eneste i klassen, hvis mor var arbejdsløs. Vi har alle job i dag - gode job. Jeg har endda to jobs.”

Den anden veninde fra kvarteret er Maja Jæger, uddannet socialrådgiver, tidligere chef i kommunen og i dag leder i et revisionsfirma:

“Der er intet af det, hun præsenterer, som jeg kan genkende. Hele den her historie har været en tur ned ad memory lane. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen fra Karinas årgang og netværk, der ikke er i job. Alle har job i dag gode job og uddannelser.”

Bogen er Karina Pedersens anden - hun udgav også en i 2012, hvor hun dog ikke satte navn på Fredericia og Korskærsparken, dengang forklarede hun Berlingske i et interview:

“I forbindelse med sin bog lavede hun for sjov et tjek på de jævnaldrende fra sit gamle kvarter. Flertallet var på overførselsindkomst, mange fordrukne eller på stoffer.”

Og det selv om der står i bogen om Korskærsparken, der i flere år har røget af og på regeringens ghetto-liste: “Mange af børnene har end ikke længere bedsteforældre, som arbejder, for der kommer flere og flere familier, hvor selv en erfaren slægtsforsker ville have svært ved at finde et selvforsørgende familiemedlem. Det betyder, at børnene overhovedet ikke har nogen forståelse for, at arbejde er - eller burde være - en helt normal del af livet, for de kender ikke nogen med et job.”

Leif Midjord Jensen boede i boligen ved siden af Karina Pedersen og hendes familie, der flyttede ind i starten af 1980’erne. Moderen var enlig med tre sønner og en datter.

“Mig og Karina var endda barndomskærester, hvor vi holdt i hånd og kyssede,” siger Leif Midjord Jensen.

Siden kom de i folkeskole sammen, hvor Karina Pedersen som den eneste pludseligt forsvandt inden eksamenen.

Leif Midjord Jensen forklarer:

“Det var et ræverødt kvarter, hvor folk arbejdede. Mange var SID'ere. Jeg var nabo til Karina i ti år fra hun var fem. Når jeg læser, hvad hun siger i interview, så er det i mine øjne løgn fra ende til anden, hvis man ser bort fra, at moderen drak. Jeg legede og har også arbejdet med hendes storebror, sådan var han slet ikke - han var måske en rod, men ikke kriminel og voldelig,” siger Leif Midjord Jensen, der i dag er eventkoordinator.

Han henviser til, at brødrene i bogen og i interviewet bliver præsenteret som voldelige kriminelle småsvindelere, der ikke engang har problemer med at stjæle fra deres mor.

Tidligere arbejdede han med storebroderen på det lokale Coca Cola-tapperi.

Karina Pedersens mor bliver i bogen beskrevet som en dranker, der tæver de mistrivede børn med en grydeske. Brødrene bliver kriminelle, voldelige og ender på sociale ydelser. I bogen beskriver hun eksempelvis et skænderi og slagsmål mellem hendes to brødre hjemme hos moderen:

“Under skænderiet var ordene “hvis du ikke har nogen penge, så må du fandeme ud og sælge dit røvhul” faldet, og det er - er jeg ret sikker på - den en eneste opfordring til at søge arbejde, som nogen i min familie nogensinde har ytret.”

En forklaring på hvorfor hun føler behov for igen og igen at bashe på sin mor, står dog i bogen, hvor hun beskriver en samtale med sin mor, og skriver:

”Jeg hader simpelthen den kvinde, og den dag hun dør, holder jeg en stor fest. Jeg er ligeglad med, hvad folk siger; jeg har tænkt mig at feste :-)”

Karina Pedersen dukkede op i offentligheden i 2009 på den liberale blog 180grader, hvor hun i indlæg efter indlæg bashede underklassen. Dengang beskrev hun sig som universitetsstuderende. Da hun et par år efter i 2012 rykkede bloggen over på Politiken og skrev sin første bog om sin opvækst i underklassen, kaldte hun sig cand. mag overfor Politiken og Jyllands-Posten. Men hun er ikke cand. mag. og det er ifølge universitetsloven ulovligt at bruge universitetstitler, som man ikke har.

I forbindelse med debatten dengang kom hun i kontakt med Lisbeth Zornig, der selv har en spraglet baggrund fra Lolland, og i dag arbejder med underklassen.

I forbindelse med en personlig krise lånte hun ifølge Jyllands-Posten og BT 38.000 kroner af Lisbeth Zornig ifølge lånedokumenter fra Huset Zornig. Ifølge Karina Pedersen skulle hun være konsulent i forhold til underklassen. De ydelser har hun dog ifølge Jyllands-Posten aldrig leveret. Det er ikke lykkedes metroxpress at få svar fra Lisbeth Zorning.

Metroxpress har været i kontakt med Karina Pedersens to andre brødre og ringet til moderen. Alle er hovedroller i Karina Pedersens bøger og utallige interview, hvor de beskrives som kriminelle, småsvindlere og misbrugere af systemet. I bogen skriver hun:

“Min mor ringede for at fortælle, at Bror X har stjålet alle hendes penge. Jeg fatter ikke, at hvorfor hun lukker ham ind. Hun ved, at han stjæler…. Bror X kører rundt i stjålne biler og tilbyder min mor køreture.”

Og om en anden bror skriver hun: “Bror Y har begået underslæb og taget en masse penge fra en konto, som var beregnet til de børn, som han arbejdede med. Pengene har han spillet op på et kasino. Nu er han igen arbejdsløs…. Bror Y var desuden også deprimeret. Han kan ikke finde et arbejde på grund af sin straffeattest, og han har svært ved at få sin kontanthjælp til at slå til..”

Heller ikke det er dokumenteret i bøger og de mange interviews. Den ene bror er i dag tv-fotograf, den anden opsøgende socialpædagog for Fredericia Kommune. Metroxpress har fået fat i dem på deres arbejdspladser.

De skriver i en mail, at hvis Karina Pedersen virkeligt hadede sin opvækst så meget, hvorfor bor hun så i et helt år i 2014-2015 hos sin mor med sine to børn, hvor hun lod moderen betale.

Familien har godkendt følgende afsnit:

“Metroxpress har været i kontakt med mor og søskende til Karina Pedersen - ingen af dem ønsker at stå frem. Alle brødrene har i modsætning til hvad Karina Pedersen skriver og udtaler i medierne faste job. De siger, at mindst 80 procent af det Karina Pedersen skriver i offentligheden ikke passer. Ingen af brødrene er kriminelle eller lever af sociale ydelser. Hvis der er en som har levet af sociale ydelser her, så er det Karina Pedersen. Familien understreger, at de undrer sig over, hvorfor ingen medier har stillet kritiske spørgsmål til Karina Pedersen og bedt hende dokumentere sine påstande.”

Tilføjelse: Metroxpress har ikke set dokumentation for, at de tre brødrene er ustraffede og ikke lever af sociale ydelser. Det har derfor ikke været muligt at faktatjekke dette afsnit, som familien har sendt til metroxpress. Siden har moren oplyst, at den ene bror har begået kriminalitet, mens den anden har fået tilkendt førtidspension. Karina Pedersen påstår desuden, at den tredje bror er dømt for kriminalitet. Denne påstand er udokumenteret og modsiges af moren og den pågældende bror. (7. september 2016)

Lad os vende tilbage til Karina Pedersens folkeskole og veninder fra dengang og gå dem systematisk igennem. Hun kom ind i sjette klasse på Alléskolen, der ligger op ad Korskærsparken. Her bor 75 procent af eleverne.

Richard Munchk er kontoruddannet, men blev afskediget for to år siden i forbindelse med en sparerunde. Han er en af blot to arbejdsløse i klassen. To har ingen færdig uddannelse - Karina Pedersen er den ene. Richard bor som den eneste fra klassen stadig i kvarteret.

“Da hun kom ind i vores klasse tænkte jeg ‘bad girl’. Alt var bare galt. Jeg kan huske et frikvarter, hvor hun var ved at futte min sweater af, fordi hun kastede med tændte tændstikker. Jeg er selv fra en middelklassefamilie. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan sige, vi alle er arbejdsløse og aldrig har fået en uddannelse. Hun kender os jo ikke i dag. Jeg mener bare, at det er noget hun har digtet,” siger han.

Det er han ikke ene om at mene. Det mener også Toni Michaela Bach og Maja Jæger - begge boede i Korskærsparken.

“Jeg mener ikke, at man ligefrem kan kalde mig social taber. Jeg har en uddannelse og en stilling i et revisionsfirma. Jeg har ofte været hjemme hos hende, hvor vi sad og hørte Phil Collins - jeg så aldrig moderen fuld. Det med tøjbunker og meget snavs hun beskriver i bogen, så jeg aldrig. Det var derimod hyggeligt,” siger Maja Jæger.

Toni Michaela Bach holder som en anden blæksprutte sammen på kredsen og klassen fra dengang. De holdt alle elevfest sidste år - kun Karina mødte ikke op.

“Karina pjækkede meget fra skolen, og det er ikke for at gå på biblioteket, som der står i bogen. Hun generaliserer voldsomt og udtaler, at ingen fra hendes barndom er blevet til noget. Og at alle forældre var på overførselsindkomst. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der skete i hendes hjem, men jeg er meget forarget over, at hun trækker alle os andre ind i debatten og præsenterer os som sociale tabere, der udnytter systemet. Det er sjældent, at jeg farer i blækhuset. Det gør jeg her. Hun taler usandt om min baggrund, mine værdier og min opvækst. Det vil jeg ikke finde mig i."

Der er endda flere i klassen, der har klaret sig rigtigt godt og besidder chefstillinger i dag.

Heidi er mellemleder hos Lego i Billund. Hun meddeler skriftligt, at hun ikke ønsker at udtale sig. Jonas er maskinchef hos et rederi og er for tiden ude at sejle.

Og så er der Christian Thrane Jochumsen, der ikke bare har tre færdiggjorte uddannelser, senest bygningskonstruktør - han ejer også i dag tre firmaer med flere ansatte.

“Så jeg synes ikke, man kan kalde mig social taber. Jeg var meget glad for Alléskolen og at bo i området omkring Korskærsparken, det er først senere, at det er blevet et belastet område. Så vidt jeg ved, så har alle også klaret sig godt - vi havde fest for klassen uden Karina sidste år, og der havde alle arbejde og uddannelse,” siger han.

Michael Damgaard Sørensen arbejder med Danmarks største virksomheder - han er key account manager hos TDC Erhvervscenter:

“Jeg husker hende meget svagt, ud over at hun var meget fraværende fra klassen. Jeg er blevet gift, fået bil, børn og bolig i Odense, så jeg synes da, det går fint. Når jeg hører, hvad hun siger, så kan jeg slet ikke genkende det. Det er helt skævt. Det her er ud over at sætte tingene på spidsen - det hun siger passer jo ikke,” siger han.

Kristina Olsen er grafiker hos det lokale trykkeri Elbo.

“Jeg har fået et job, uddannelse og begge mine forældre arbejdede – der ud over kender jeg intet til det her,” siger hun.

Klassen og Korskærsparken rummede også Tina Kovaltsenko, der til metroxpress skriver:

“Begge mine forældre havde arbejde - lige til den dag de gik på efterløn! Jeg er uddannet advokatsekretær og har arbejdet som sådan i mange år, men er altså nu logistik koordinator i en IT-virksomhed med godt 200 ansatte fordelt i Danmark, Norge og Sverige. Så du har helt ret, 'social taber' er en titel jeg gerne vil være fri for,” skriver hun.

Inge Lizette Hansen, der gik i klassen, men boede i et villakvarter i nærheden, forlod aldrig rigtigt skolen.

“Jeg har arbejdet i mange år som rengøringsassistent på Alléskolen, hvor vi jo gik i skole. Det var en meget blandet klasse. Jeg kom selv fra en almindelig familie, hvor forældrene arbejdede. Har indtryk at alle har klaret sig godt og fået arbejde og uddannelse. Jeg kan ikke genkende det, hun siger,” siger hun.

Hun er en af blot to, der for tiden er arbejdsløse fra klassen. Begge har dog arbejdet. I årevis.

Tilbage er der to piger, som det ikke er lykkedes metroxpress at få kontakt med. Den ene er Mette, der har arbejdet som teknisk tegner, og endeligt er der Pernille.

“Hun var den klogeste af alle os i klassen og måske endda på skolen. Hun strøg siden igennem Handelsskolen med topkarakterer. Hun bor så vidt jeg ved i Norge i dag,” siger Leif Midjord Jensen.

Bogen rummer eksempelvis en række påstande, der kan modbevises.

I et kapitel i bogen står eksempelvis, at kvarterets købmand hænger sig på grund af spillegæld. Ordret står: "Hun var for resten kommet til at tænke på kvarterets købmand, som hængte sig, efter at en spillegæld var vokset hende over hovedet (det var hende med de to søde børn)."

Et af de daværende børn er bankmanden Peter, der beder os undlade sit efternavn, da han ikke har fortalt sine børn om episoden.

"Det må være min mor, hun skriver om. Men hun hængte sig ikke og havde ingen spillegæld - det er dog korrekt, at hun tog sit liv for 20 år siden. Når hun taler generelt har hun ret i, at der var nogle med problemer i området. Men 80 procent af dem havde normalt arbejde - man kan roligt sige, at overdrivelsen fremmer forståelsen,” siger han.

Her er eksempelvis et interview med Karina Pedersen foretaget af en redaktør Politiken i 2012.

"Dengang jeg voksede op sådan et sted, var der måske en fem-ti stykker, der havde fået børn i en alder af 15-16 år. Nu er det jo nærmest i hver opgang, du kan finde sådan en mor på den alder. Barnet spiser vingummibamser til morgenmad og en snickers til aftensmad, og moren magter det ikke,” siger hun.

Men en simpel søgning i Danmarks Statistik viser, at der i snit kun bliver født et barn af piger under 17 år om året i Fredericia de sidst otte år og ingen siden 2012. En by på 50.000 indbyggere, hvor Korskærparken kun udgør en brøkdel. Antallet af teenagemødre i Danmark falder i øvrigt voldsomt. Sidste år var der 35 mødre under 17 år i hele Danmark. I 1990 blev der født 87 af piger under 17 år – og det er i hele Danmark.

Her er bare et par af de mange andre jævnaldrende fra området, som vi har talt med.
Lennart Gunnar Hansen er i dag it-ansat hos Bankdata, og bor stadig i området.

“Jeg boede i Korskærsparken, hvor jeg var fem år ældre end Karina. Her var jeg bybud for den lokale købmand. Jeg har boet i området indtil 1989. Det hun fortæller er vild overdrivelse. Der var da drankere, som bybud var jeg jo hos alle i kvarteret, men næsten alle var da folk, der gik på arbejde. Jeg kan faktisk ikke genkende noget som helst af det hun beskriver,” siger han.

Ellen Blicher og Ane Skou gik henholdsvis i klassen under og over. De boede kort fra Karina Pedersen i området. Begge har arbejde. Ellen har endda egen forretning.

“Jeg gik i klassen under og kan ikke genkende noget som helst. Alle forældre, som jeg kender, arbejdede,” siger hun.

Mens Ane Skou siger:

“Jeg kan slet ikke genkende det billede, hun tegner, min mor havde en kiosk. Jeg kan slet ikke forstå, hvad den bog med løgnehistorier skal til for. Jeg forstå ikke hvorfor ingen undersøger så vilde påstande,” siger hun.

Og vi kan blive ved. Selv om metroxpress har talt med over 20 personer, der boede i området og boligblokkene dengang, har vi ikke fundet én, der kan bekræfte Karina Pedersens udlægning.

Metroxpress har forgæves rettet henvendelse til Gyldendal for at få Karina Pedersen til at stille op til et interview, og for at hun kan dokumentere sine mange anklager og påstande. Hendes pressemedarbejder har i stedet sendt et skriftligt citat, hvor hun kun vil forholde sig til bogens indhold og ikke til de mange interviews hun har givet:

»Der er ikke noget, jeg skriver i bogen om min familie, som ikke passer. Bogen er mit blik på, hvordan forholdene har været i Korskærparken, og den handler om de ting, som jeg har oplevet. Det er det eneste, jeg kan – jeg kan ikke gøre rede for, hvordan andre folk har oplevet deres tid på stedet. Og læser man bogen, vil man se, at den for eksempel ikke handler om, hvad mine klassekammerater har gjort eller ikke gjort, så det er en misforståelse«, skriver Karina Pedersen.

Hun vil ikke svare på, hvorfor hun i 2014 flyttede hjem til sin pensionerede mor igen.

I samme mail skriver Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, at man slet ikke skal opfatte Karina Pedersens bog som dokumentarisk altså som sandhed.

»Helt ude i hampen – mails fra underklassen giver sig ikke ud for at være dokumentarisk, men er et stærkt personligt vidnesbyrd, hvor forfatteren fortæller om sine oplevelser og erfaringer fra opvæksten i et belastet miljø. Forfatteren har en stærk stemme i debatten, og hun giver et enestående indblik i nogle miljøer, som litteraturen sædvanligvis ikke har adgang til eller skriver fra. Hun gør det i en ligefrem og påtrængende form, og det er af disse grunde, at Gyldendal har antaget og udgivet bogen«, skriver Gyldendals litterære direktør Johannes Riis.

Et af de medier, hvor Karina Pedersens historie er læst mest er hos Zetland, der kalder historien deres hidtil mest læste historie med over 20.000 delinger og 100.000 læsere. Blandt de begejstrede delere er partiformand Anders Samuelsen fra Liberal Alliance.

Chefredaktør Lea Korsgaard skriver i en mail:

“Karina Pedersens beretning er hendes “egen fremstilling af sin barndom”. Vi har således understreget, at interviewet omhandler Karina Pedersen personlige vidnesbyrd og hendes version af virkeligheden. Det er ikke korrekt, når du skriver, vi har undladt forholdelse: Vi har - som vi også skriver i artiklen - forsøgt at få fat i Karina Pedersens mor for at forholde hende den kritik, som Karina Pedersens beretning rejser af hende. Det har, som vi også skriver, desværre ikke været muligt at forholde moren kritikken.”

Berlingskes chefredaktør Jens Grund skriver:

“Hvis din research er rigtig - hvilket vi ikke har grund til at betvivle - har vi ikke faktatjekket interviewet godt nok tilbage i 2012, da vi brugte Karina Pedersen som case til en nyhed om kontanthjælp. Det er naturligvis dybt beklageligt. I vores anmeldelse af Karina Pedersens nye bog går vi som i andre anmeldelser ud fra, at forlaget har faktatjekket oplysningerne inden udgivelsen. Det er så tilsyneladende ikke sket i dette tilfælde."

Jyllands-Posten har flere gange interviewet Karina Pedersen og erkender, at de ikke har gjort nok for at tale med familien.

"Vi har talt med Karina Pedersen i flere omgange og hver gang forsøgt at få kommentarer fra hendes familie og andre relevante personer, men vi har ikke prøvet hårdt nok, og disse forsøg er heller ikke blevet forklaret godt nok for vores læsere," skriver chefredaktør Pierre Collignon.

Endeligt skriver nyhedsredaktør Morten Rasmussen fra Kristeligt Dagblad, at de har troet på, at Gyldendal havde tjekke fakta i bogen:

"Vi har interviewet Karina Pedersen ud fra den antagelse, at i og med, at Gyldendal har valgt at publicere hendes historie, er det sket ud fra en grundig vurdering af, at historien naturligvis var sandfærdig og et udtryk for, hvordan Karina Pedersen personligt oplevede sin opvækst. I lyset af det, du nu nævner vedrørende mulige usandheder om opvæksten, vil jeg sige, at vi burde have gået mere kritisk til selve præmissen for hendes bog."

Avisen fortæller, at de nu vil følge metroxpress dækning. De er klar til at rette faktuelle fejl og misforståelser.

Hverken DR, BT eller Politiken har svaret inden deadline.

Flere af familiemedlemmerne oplyser til metroxpress, at de på intet tidspunkt inden offentliggørelsen af interview med Karina Pedersen, der indeholder anklager mod familien, er blevet kontaktet af Zetland og hovedparten af danske, landsdækkende medier. Medierne har ikke forholdt familien den meget hårde kritik fra datteren, inden de viderebragte anklagerene om misbrug, vold og dømte brødre, fortæller familien.

Her ligger Korskærparken:


Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?