Af Sarah Buthmann - 14/09-16 13:10; Opdateret: 15/09-16 17:13

Ingen lig brænder ensIngen lig brænder ens

Nogle døde futter hurtigt af imens andre 'ligger sådan og ulmer', fortæller Jan Larsen. Hele dagen står han ved de store ovne i Bispebjerg Krematorium og brænder døde mennesker. - Nyd din tid, siger han. Det har han lært her.

Her dufter af nyvasket gulv og lidt af bolsjer.

Jeg havde forberedt mig på noget andet. En pukkelrygget mand med samme hudtone som sit grå jakkesæt, rendende skummelt rundt blandt kisterne i en sødlig lugt af kolde lig, måske?

Men imod mig kommer en nydelig mand i shorts og sikkerhedssko. Han tilbyder mig en kop kaffe og en ostemad. I de arkitektonisk smukke lokaler stråler det ind med lys fra mange vinduer.

Her ender de fleste af os. Cirka 97 procent af alle mennesker i byer bliver brændt i et krematorium.

Den nydelige mand hedder Jan Larsen. Han har arbejdet i Bispebjerg Krematorium de seneste 9 år. Det er Jan, der brænder de døde.

I Bispebjerg Krematorium bliver der brændt omrking 20 mennesker om dagen. Sidste år blev det til 6.000 kremeringer. Det kan være stressende arbejde, fortæller Jan:

Man kan jo ligesom ikke rigtig arbejde hurtigere. At kremere et lig tager den tid, det tager, og man tager ikke hjem før der i hvert fald er 10 tomme pladser i kølerummet, så bedemanden kan komme af med de kister, han kommer med om natten.


Der bliver banket på døren.

- Kodeord?, råber Jan.

En dame griner og råber:

- Lårbensknogle!

- Ok, så kom da bare ind …

Det er Lone. Jans kollega.

Hvad er en god dag på et krematorium?

- En dag som i dag er en god dag. Ovnene fungerer, og solen skinner.

Hver morgen møder Jan ind på arbejde klokken 6.00 og starter de første kremeringer. Efterfølgende skal der svares på mails, tales i telefon, og så er der møde med de andre ansatte. Senere kommer de to andre, så normalt er der fire til at kremere i løbet af en dag.

- Jeg er af den gamle skole, så jeg kan bedst lide, når jeg kan arbejde og ikke bliver forstyrret. Men der må også gerne være nogle af snakke med - det er dejligt - ellers kan man godt føle sig lidt ensom.

Jan fortæller, at der er tre kølerum med plads til cirka 120 kister. I kølerummene står kisten som regel et par dage.

- Hvis vi får et lig ind, der lugter, har vi en lille køleboks, det kommer ind i. Så ordner vi hurtigt papirarbejdet, og så får den kiste første prioritet.

Kisterne står som regel ikke længere end en uge, da der kan gå mider i ligene, og så kravler de rundt på gulvet:

- Så skal der støvsuges. Det sker heldigvis sjældent, fortæller Jan.

- Folk, der har en anden trosretning, bliver vasket af familie eller andre, inden de skal kremeres. Det er der et specielt rum til, så de kan få fred til ritualerne. Hvis en person har en pacemaker, kommer der en læge og piller den ud. Danskere, der er døde i udlandet, kommer ofte hjem i en ikke brandbar kiste – så skal de over i en dansk kiste. Her har vi en bedemand med. Vi må aldrig være alene med en åben kiste. Af etiske grunde.

Al kistepynt fjernes inden kremeringen og bliver smidt ud, fortæller Jan.

- Det er smaddersynd for alle blomsterne, men sådan er det. Og ja, min kone vil altid se kvitteringer, når jeg har købt blomster til hende, griner han.

- Ej, vi smider det hele ud, vi må ikke tage noget. Det er fyringsgrund, hvis vi gør.

Efter kisten er blevet ryddet for blomster, bliver nummeret på kisten skrevet ind i systemet, og kisten bliver kørt ind til de fire kobberbeklædte ovne.

Kisten bliver via en maskine løftet ind i ovnen, hvorefter den bliver brændt ved 1.100 grader.

Efter 80 minutter er den færdig. Ud af ovnen kommer aske, knogler - og hvad der ellers måtte være tilbage. Dette bliver skrabet sammen og sat over i knogleknuseren for så at ende i en urne.

Er der forskel på kremeringer?

- Ja, ingen er ens. Det kommer selvfølgelig mest an på størrelse, men også folk, der har fået meget medicin, samt arbejdsmænd, der har arbejdet meget i støv og med beton har svært ved at brænde. De ligger sådan og ulmer. Små børn og fostre tager også længere tid, end man tror, da der ikke rigtig er så meget brandværdi i dem. Men sådan en som dig, siger Jan og peger på mig:

- Du ville futte hurtig af.

Ovnene kan rumme op til 250 kilo. En kiste vejer omkring 60 kilo. Det betyder, at hvis du vejer mere end 190 kilo, skal du enten kistebegraves - eller også skal du til Ringsted, hvor der er en større ovn.

Smykker og guldtænder brænder med. Men hvis den døde har en protese, kan den ikke brænde.

- Så samler vi proteserne sammen, og en gang hvert andet år kommer der et firma fra Holland og henter dem. Derefter bliver de smeltet om og ender måske i et fly.

Hvad er det underligste, du har fundet i en kiste?

- Den underligste oplevelse, jeg har haft, var, da der kom en familie, der ville have en lille sabel - som havde været i kisten - tilbage. Så jeg måtte efter kremeringen rode rundt i knogler og aske og finde den. Måske fortrød de, at de havde lagt den med? Vi finder mange ting, der ikke kan brændes - porcelænsdukker, en saks, en bøjle, en sparegris ...

Hvornår er det travlest i biksen?

- Alle vores rum bliver fyldt op i højsæsonen, som er fra oktober og frem til januar.
Vi har faktisk højsæson lige nu. Det er også nogle gange, fordi Panum (det sundhedsvidenskabelige fakultet, hvor medicinstuderende arbejder med kropsdele/lig) og hospitalerne rydder op i deres kister/lager i dette tidsrum og leverer lig til os. Nogle gange kan der komme 40 kister på en dag. Så må vi brænde længe.

Tidligere var Jan bygningshåndværker. Men der var mange tunge løft, og det gik ud over hans ryg. Så fik han tilbuddet om at arbejde på krematoriet.

- Min første tanke var nej, men så kom jeg forbi og så, hvad jeg skulle lave. Her havde jeg mulighed for at arbejde uden at skulle løfte, og der er altid noget at lave. Jobbet ender jo ligesom aldrig … Folk er skidenysgerrige, når jeg fortæller, hvad jeg laver. Mange af mine venner sagde 'Hvad pokker skal du der?' Men her er dejligt. Kirkegården er min have – som jeg ikke engang selv skal passe. Når solen skinner, kan man nyde en kaffe udenfor, og når det er jul, er her smukt med lys overalt.

Bliver du nogensinde påvirket af dit job?

- Mange mennesker skriver breve og sætter billeder på kisterne. Det kan man ikke undgå at se, når man arbejder med det, jeg gør.

- Af og til er det et barn, der har skrevet et brev til sin far. Da må jeg indrømme, at jeg kan blive påvirket. Jeg har selv to sønner, hvor den ene stadig bor hjemme. På sådan en dag får min søn lige et ekstra kram, når jeg kommer hjem. Det er vigtigt for mig at give min søn et kram hver morgen, inden jeg tager af sted. For tænk, hvis jeg ikke kommer hjem igen.

- På mange af sedlerne på kisterne står der, at det var ærgerligt, at de ikke nåede at se hinanden mere, end de gjorde. Men det skulle de jo havde tænkt på, da vedkommende var i live! Vær nærværende. En dag er vi her ikke mere. Nyd din tid med dine medmennesker, smid computer og telefoner i havet. Det har jeg lært af at arbejde her, siger Jan og bliver stille et øjeblik:

- Jeg sidder lige og kommer i tanke om, at jeg har glemt at give min søn et knus i morges – arghh, han må få to, når jeg kommer hjem. Knus af far er 'nederen', jeg ved det godt! Men mine sønner bærer over med mig. For min skyld.

- Jeg har også prøvet et par gange, hvor jeg har glemt det, og så er jeg gået i seng, og så ligger jeg dér og vender og drejer mig. Og så må jeg op igen og ind og sige godnat igen og give min søn et kram. Han tror ikke, at jeg er rigtig klog ... men, hallo mand! Jeg bliver sgu nød til det.

Jeg så en barnekiste tidligere. Hvordan har du det med det?

- Jeg tror, det er ligesom at flytte til et hus ved havet. De første par gange, du kommer hjem, bemærker du havet og tænker over det, men i løbet af tiden bliver det hverdag, fordi du ser det hele tiden.

- Det er hårdt at stå med de forældre, der vælger at observere kremeringen af deres barn, men jeg er nødt til at være professionel og lukke af for følelserne og udføre mit arbejde. Jeg hjælper og passer på dem så godt jeg kan, og vi sender dem godt af sted med alt, hvad de måtte ønske, deres kære skulle have med på kisten af bamser, legetøj. For ved barnekremeringer gør vi undtagelser. Børn må få alt med.

- Det er bare hårdt at se på de pårørende, for de har allerede oplevet så meget sorg, og så kommer de her, hvor der absolut ingen vej er tilbage. Folk står og klamrer sig til kisten og er i dyb sorg, for den døde er der jo stadig.

- Når liget først kommer ind i ovnen og går op i flammer, så er der ingen vej tilbage, så er det slut.

- Efter sådan en omgang har man brug for lidt luft, og så kan man godt finde på at ringe til sine sønner bare for at høre deres stemmer.

Vi skal være professionelle her på krematoriet, men vi skal også være glade og have det godt. Hvis du går her og er mut og indelukket, overlever du aldrig sådan et job her. Der må gerne være glæde her, respekt for stedet, men også glæde.
Man skal hurtig videre og ikke tage døden med hjem, på andre måder, end at man skal give dem, man holder af, et ekstra kram næste gang, man ser dem.

Skal du selv brændes?

- Ja, for pokker da. Jeg vil da selv vælge ovnen, ha ha! Mine forældre er blevet brændt her, før jeg startede med at arbejde her, og jeg skal selv gennem hele processen.

Jeg tror, jeg tager ovn nummer tre.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?