Af - 07/07-16 10:20; Opdateret: 07/07-16 12:53

FEATURE: \FEATURE: "For mig er det et job, hvor jeg fester, tjener penge og får bekræftelse"

Hvem er de piger, der smider tøjet, mens de slanger sig på en scene til bankende basrytmer? Og hvordan ender man overhovedet med at arbejde på en gentlemen’s club? Mød Lulu, Donna og Alissia og få et unikt indblik i livet som stripper på en eksklusiv dansk stripklub.

En kvinde danser på scenen badet i rødt lys kun iført en sort g-string. Mens hun vrider sig til musikken, sidder pigerne i baren iklædt cocktailkjoler og minimum 15 centimeter høje plateaustiletter. De klapper, da deres kollega træder ned fra scenen til lyden af Rihannas hit “Work”, der ebber ud. Alle her er på arbejde. På nær én. Han sidder i hjørnet sammen med et par letpåklædte kvinder kravlende på skødet af sig. Pludselig græder han. Ingen bemærker det. Næsten heller ikke jeg.

Stripklubben bærer navnet Mirage, der betyder fatamorgana på fransk - efter et optisk fænomen, et synsbedrag. Man tror, man ser én ting, men i virkeligheden er det måske noget andet, man ser?

Dyre høje hæle på en af pigerne på Mirage.

MIRAGE
Jeg ankommer alene til Nørregade i København. En rød løber ligger for fødderne af dørmanden ved indgangen til stripklubben. Klokken er lidt over 22 om aftenen, stedet er kun lige åbnet.

- Hvad skal du her? spørger han mig.

Jeg fortæller, at jeg er journalist og har fået lov til at overvære en aften på Mirage. Det er ikke første gang, at jeg er her. I en brandert for et par måneder siden endte jeg her med fire mandlige venner. Da vi forlod stedet, vidste jeg, at jeg måtte tilbage for at tale med de smukke kvinder og finde ud af, hvem de er, og hvorfor de er endt her.

Mirage ligger i Nørregade i København.

For et par dage siden mødtes jeg med ejeren af stedet, Peter Rygaard, der var solbrun efter at være kommet hjem fra Spanien, hvor han bor på deltid. Han fortalte, at det godt kunne være lidt problematisk at komme ind som kvindelig gæst. Især hvis selskabet kun består af kvinder. Simpelthen fordi det er dårligt for forretningen.

En meget kendt dansk popsangerinde kom herind på et tidspunkt med sine veninder. Men vi blev desværre nødt til at afvise dem, for vi risikerer, at de mandlige kunder kigger mere på dem end på vores piger. Og så tjener vi ingen penge.

Mirage er jo også en gentlemen’s club, hvilket indikerer, at stedet henvender sig til mænd. I det 18. århundrede var en gentlemen’s club stedet, hvor den mandlige overklasse kunne flygte fra familielivet, slappe af og give slip på stress og bekymringer. Dog uden letpåklædte kvinder. I dag bruges udtrykket som et synonym for en stripklub. Måske fordi man også her har muligheden for at flygte fra noget eller drømme sig væk.


FORFØRT
Da jeg betræder de bløde grå gulvtæpper i entréen med den dæmpede belysning, kommer Donna og tager imod mig. Hun har flade sko på, en lang nederdel og en bluse med bare skuldre, men som ellers ikke afslører noget. Det er hende, der bestyrer stedet, hvilket vil sige, at hun står i baren hele natten og tager imod kreditkort, serverer champagne og fortæller pigerne, hvad de skal gøre.

- Der er ingen danske piger på arbejde i dag, fortæller Donna. Her arbejder ellers et par stykker.

I stedet kommer aftenens dansere blandt fra andet Polen, Ungarn og Italien. To af dem sidder i en blød sofa med en ældre mand imellem sig, og der er en lyd af brusende champagnebobler, der fylder højstilkede glas. Manden rejser sig efter at have drukket ud, og lige så snart han er ude af lokalet, sker der noget med pigerne. Smilene aftager, de smider skoene, og nogle af dem lægger sig over i sofaerne med tæpper over sig og tager deres mobiltelefoner frem. De tjener kun penge, når der er kunder, så lige nu har de pause for egen regning.

Men det varer ikke længe, før pigerne farer op af sofaerne, smider tæpperne og hopper tilbage i stiletterne. Det må være dørmanden, der har givet signal til Donna i baren, som så har givet signal til pigerne.

Pigerne sidder i baren, når gæsterne træder ind på klubben.

Klokken er halv et, og endnu en mand kommer ind alene. Han har mørkt krøllet hår og er iført et mørkeblåt jakkesæt. Han ligner en udenlandsk forretningsmand midt i 30’erne. Manden stiller sig i baren og køber en øl. Et øjeblik efter står Alissia ved hans side, en smuk petite, storbarmet 24-årig fra Moldova. Manden bestiller en flaske champagne til lyden af Lukas Grahams forelskelse i højttalerne:

“I met this girl, I think she likes me
I must admit I like her too
She said she'd be working tonight”

Alissia forsvinder med forretningsmanden, champagnen og et flirtende blik ind bag nogle røde gardiner. Kort efter kommer Donna ned med endnu en flaske til dem. Gennem en sprække i gardinerne kan jeg se, at de sidder og taler. Han har købt privat tid med hende, men der er ikke noget med at røre, og der er slet ikke noget med at have sex, for det er forbudt ifølge loven. Hun kan danse frækt, og så må han drømme sig til resten.

Selv om gæsten købte to flasker champagne, er Alissia ikke fuld, for hun drikker ikke, når hun arbejder. Hun lader bare som om. Hun tager glasset op til munden og sipper, eller også tager hun en tår og spytter ud, når gæsten ser væk. Ellers ville hun blive alt for fuld på en vagt. Da hun kommer tilbage en halv time senere, spørger jeg hende, om hun nogensinde har haft en relation til nogen af gæsterne.

- No way. Jeg adskiller mit privatliv fra mit arbejdsliv. Jeg vil ikke date kunderne. Det er for kompliceret. Men jeg har da hørt mange af den slags historier, siger hun på fejlfrit engelsk.

Ejeren af Mirage, Peter Rygaard, fortalte faktisk, at der er en del af pigerne, der har fundet sig en mand herinde.

- Der var en politimand, der havde forelsket sig i en pige herinde, så han blev ved med at komme tilbage. I dag har de et barn sammen. Men hun danser faktisk stadig, for hans løn er ikke nok til hende, fortæller Peter.

Lulu, der er en dansk stripper på Mirage, kender også flere dansere, der har mødt deres kærester på klubben. Jeg mødes med hende en torsdag eftermiddag i dagslys.

De har jo ikke tid til at gå i byen i weekenden, for der er de på arbejde. Så det er selvfølgelig på arbejdet, at de møder mændene. Desuden har de udenlandske piger jo heller ikke det samme netværk i byen, som jeg har, fordi jeg bor her permanent. Jeg har jo et liv ved siden af Mirage.

Lulu flirter med gæsterne, men hendes mål er langtfra at finde en mand, når hun er på arbejde.

- Jeg drømmer ikke om et ‘Pretty Woman’-scenarie, hvor min kommende kæreste kommer ind ad døren og skal redde mig. Men jeg er glad for opmærksomheden, når jeg er på job. Der ligger meget bekræftelse i det.

En udfordrende cocktailkjole på en af pigerne.


LULU
Tre shots bliver tyllet ned, inden Lulu træder op på scenen kun iklædt undertøj. Det er første gang, og hun føler sig kluntet. Det er tre år siden nu. I dag er hun danser på Mirage.

Vi er begge født i 1991 og opvokset på Amager. Facebook sladrer om mange fælles venner, men vi har aldrig mødt hinanden før. Anonymitet er præmissen for, at hun vil tale med mig, for selv om hun har arbejdet som stripper, siden hun var 21 år, er det ikke alle omkring hende, som kender til hendes erhverv. Og hun vil heller ikke have, at det skal kunne skade hendes fremtid. Derfor kalder jeg hende Lulu, selv om der står et andet navn på hendes dåbsattest.

Danske Lulu på arbejde på Mirage.

Jeg startede, fordi pengene trak i mig. 30-40.000 kroner om måneden er tiltrækkende, når man er på SU. Og det har aldrig generet mig at smide tøjet, så det var ikke noget, jeg tænkte over.

Hun har mulighed for at lave 10-15.000 kroner på en god aften, men andre aftener tjener hun ikke noget. Pengene bruger hun på at betale regninger, shoppe, gå i byen og tage ud at spise med veninderne. Og så lægger hun også lidt til side til fremtiden.

- I dag er det ikke længere kun pengene, jeg danser for. Jeg kan godt lide mit arbejde. Pigerne er søde, og mange af gæsterne er spændende at tale med. Og så elsker jeg opmærksomheden.

I dagtimerne læser den 24-årige til stylist og arbejder i en tøjbutik. Da jeg møder hende en torsdag eftermiddag, er hun iført sorte højhælede støvler, der går til lidt over knæet. Hendes grå strikkjole afslører hverken tatoveringerne eller silikonebrysterne. Over skulderen har hun en Chanel-taske.

Jeg vil ikke kalde mit job en hobby, men jeg gør det, fordi det er sjovt. For mig er det et job, hvor jeg fester, tjener penge og får bekræftelse.

Lulu har danset på Mirage siden januar. Før det var hun danser på en klub på Vesterbro med full nude shows. Hun dansede altså rundt uden en trevl på kroppen, og det var ikke sjældent, at gæsterne også rørte ved hende. Sådan er det ikke længere. Nu har hun minimum undertøj på, når hun danser. Til gengæld har hun oplevet episoder, hvor danske gæster har talt grimt om hende, fordi de ikke troede, at hun kom fra samme land som dem.

- Der er gæster, der siger grimme ting om min krop, fordi de ikke synes, at jeg er tynd nok, eller at mine ben ikke er lange nok. Men dansere kommer i alle størrelser. Alligevel bliver jeg såret.

Nogle gange lader hun, som om hun ikke forstår dansk for at beskytte sig selv. Det er hårdt psykisk, hvis man har dårlige oplevelser med gæsterne. Hemmelighedskræmmeriet er en anden ting, der kan være hårdt.

- De fleste af mine venner ved det. Også min mor. Men det er er ikke alle, der ved det.

Men Lulu er ikke nervøs for, at nogle af dem hun kender besøger klubben. Og skulle det ske, så kan hun hurtigt komme ud af det.

- Jeg ville bare sige det til Donna, og så ville jeg kunne undgå at danse, men måske bare vente nede i omklædningen. Værre er det ikke.


GÆSTERNE
Fem mænd, med østeuropæisk dialekt, iført jakkesæt og med store ure om håndleddene træder ind på klubben, og pigerne sidder i baren, som havde de siddet der hele aftenen. Gæsterne stiller sig for enden af baren, og pigerne er afventende, indtil mændene har lavet første bestilling. Donna laver signaler med øjnene til nogle af pigerne, som så bevæger sig over til mændene. Herfra gælder det om at få dem til at lægge penge, for det er først der, at pigerne selv tjener noget. De får provision af salget, så jo dyrere en flaske champagne, der langes over disken, jo bedre løn. Og hvis kortet ikke trækkes frem, er der ingen løn.

- Nogle gange spørger mændene, om man vil have noget at drikke, andre gange må man spørge dem, om de giver en drink, fortæller østeuropæiske Alissia, inden hun går op på scenen for at danse.

Hun vrikker med hofterne, hopper op på en polestang og kurer ned ad den med benene ud til hver side. Selv om hun kun har været på Mirage et par dage, kender hun stedet, for hun var her også to uger i april. Lige nu bor hun i en lejlighed sammen med de af pigerne, som også kun er her for en kort periode. Men hun leder faktisk efter et værelse, for hun har tænkt sig at være her en måned eller to. Og så længe kan hun ikke holde ud at leve i en kuffert omgivet af sine kollegaer, selv om lejligheden er stor.

Donna fortæller, at selv om Alissia kun lige er kommet tilbage, er det hende, der laver flest penge lige nu. Og jeg kan godt forstå det, for hun er meget dragende med sine mørkebrune øjne.

Jeg har fået lavet næse, læber og bryster. Jeg har kunstige negle og øjenvipper og extensions. Og så bruger jeg to en halv time fem gange om ugen i fitness, siger hun.

300 kroner for en dans og 440.000 kroner for en dyr flaske champagne.

De fem mænd i jakkesæt, der kom ind før, har fundet sig en blød sofagruppe, hvor de har fået selskab af nogle af pigerne. På deres bord står et lille skilt med teksten ‘sexy lapdance from only 300,-’. Billigt i forhold til den champagne til 99.000 kroner eller en rosé Dom Perignon til 440.000, man også kan købe på Mirage.

Donna er på vej ned til dem med en stor flaske Roberto Cavalli vodka med guldbånd omkring. Kreditkortet afslører, at de er russere. Formentlig forretningsfolk. Dem kommer her mange af, siger Donna.

- De fleste mænd, der kommer her, har mange penge. Nogle vil have selskab, andre vil have opmærksomhed, så er der dem, der vil feste eller bare bruge penge. Andre igen kommer for at se på smukke piger. Jeg er også lidt en psykolog for nogle af dem. Der er mange, der bare kommer for at tale om sig selv, deres liv, spørge om råd eller klage over deres livssituation, siger danseren Alissia.

Peter Rygaard har efter syv år som ejer af stripklubben også et godt overblik over sit klientel.

- Der kommer et jysk ægtepar her i ny og næ, hvor kvinden vælger en stripper til manden. Så smutter han med hende om bag et gardin, mens konen selv drikker champagne og får en dans af en anden pige. Parret tager sammen hjem, så det er nok et lille pift i parforholdet.

Det er altså ikke alle gæsterne, der holder det hemmeligt for deres ægtefælle. Her kommer også typer, der besøger stedet for at få en mere privat og eksklusiv aften i byen, end de kan få på et diskotek.

- Der kommer også fodboldspillere, popmusikere og meget kendte danske mænd fra erhvervslivet, siger Peter.

Han mener dog, at der særligt er én grund til, at mænd vælger at gå på stripklub. De vil gerne bekræftes, og det oplever de ikke, når de går i byen.

Kvinder får nemt opmærksomhed, når de er ude, men det er sjældent, at der kommer kvinder hen til mænd og bekræfter dem. Det gør pigerne på en stripklub.


ALISSIA
- Har du nogensinde overvejet at blive danser?, spørger Alissia mig.

Jeg forklarer, at jeg ikke kan danse, så det ville aldrig kunne komme på tale.

- Du skal ikke kunne danse for at have mit job. Du ville være god til det, for du stiller mange spørgsmål. Det er også det, jeg gør, når jeg er på arbejde. Det er derfor, jeg tjener gode penge. Du behøver ikke engang at se godt ud. Det er lige meget, hvor du er fra, hvor gammel du er, eller hvad du vejer. Det handler om dit mindset, hvad der er inde i dit hovedet. Du skal tro på dig selv, og du skal kunne lide dit job.

Da Alissia var 17 år, arbejdede hun som rengøringsassistent og tjener. Og så havde hun natarbejde i en butik. Det var hårdt, og hun tjente næsten ingen penge. Så hun startede med at danse. Nu har den 24-årige danset i USA, Tyskland, Frankrig, Spanien og Danmark.

- Jeg kan godt lide at danse, og jeg kan godt lide at tjene penge. Så det er derfor, jeg startede, siger Alissia.

Jeg spørger hende, om hun mest arbejder på grund af pengene, og hun svarer:

- Arbejder du selv for pengene? Hvis jeg ikke kunne lide mit arbejde, så ville jeg ikke tjene penge, for det ville kunderne kunne mærke. Men jeg vil ikke lyve, jeg gør det da for pengene.

Hun vil ikke fortælle, hvor meget hun tjener.

Det er ikke som at arbejde i en bank, hvor du har samme indkomst hver måned. For mig er nogle måneder gode, nogle er dårlige. Et par tusinde euro på en uge er godt, men nogle gange er det kun et par hundrede om ugen. Det varierer.

Når Alissia ikke tager verden rundt for at danse, rejser hun på ferie. Typisk arbejder hun fire-fem dage om ugen i tre-fire uger, og så tager hun en uge fri. Næste gang vil hun til Thailand eller Grækenland.

- Der hører meget frihed til det her job, men det er kun indtil en vis alder, så skal man have en plan. Jeg investerer mine penge, så jeg har dem, når jeg stopper.

Faktisk er Alissia ikke meget for, at jeg stiller hende spørgsmål og har tændt for min optager. Det føles unaturligt for hende. Vi er lige gamle. Hun sidder i en kjole, der er så kort, at man kan se det nederste af ballerne. Jeg har cowboybukser og en højhalset på. Jeg ville på ingen måde blive forvekslet med en af pigerne, når der kommer en gæst. Vi er to unge piger med hver vores udgangspunkt.

Cristina, Nevana og Alissia er alle tre taget til Danmark for at danse.


NÆTTERNE
Klokken to kommer endnu en gruppe mænd ind. Alle pigerne er optaget, og jeg sidder pludselig alene tilbage i baren. Donna gør endnu en isspand med champagne klar, imens jeg hopper ned af stolen for at tage hjem. De arbejdende piger har stadig mange timer foran sig, før de kan sove. Det er det hårdeste ved jobbet, siger Lulu. De lange nætter.

For mig er det hårdt at arbejde om natten og i weekenderne. Det er svært, fordi jeg er ung og vil feste. Så hvis jeg fyrer den af, er det vildt hårdt, når man skal op dagen efter og på arbejde igen.

Alissia er enig.

- Man har jo først fri klokken ni om morgenen efter at have arbejdet en hel nat. Når man kommer ud, så ved man ikke, hvad dag det er. Man går bare hjem og sover. Det er et specielt liv, siger Alissia.

Hun fortæller, at når hun vågner hen ad eftermiddagen, går hun i fitness, inden hun tager rundt i byen og ser turistattraktioner, før hun møder ind på stripklubben igen.

- Selvfølgelig er der også dårlige klubber. Steder, hvor chefen ikke er cool, og pigerne ikke er søde. Men så skifter man jo bare sted.

Men på alle arbejdspladser kan der jo være en dårlig chef eller en irriterende kollega. Så jeg bliver ved med at prikke. Og det gør Alissia irritabel.

- Jeg kan godt lide mit job. Og jeg er ligeglad med, hvad andre siger. Det er ikke dem, der betaler mine regninger. Min drøm er at få et hus i et varmt land tæt på vandet. Og så drive en virksomhed og være omgivet af venner og måske en familie. Men jeg er jo stadig ung. Jeg har kun set 30 procent af verden. Jeg vil se det hele.


FREMTIDEN
Mens Alissias liv i Danmark udelukkende drejer sig om at danse i den korte tid, hun er her, er virkeligheden en anden for Lulu. Hendes base er her. Hendes venner og familie er her.

Det er et spændende job, men jeg vil ikke være afhængig af det. Det er også derfor, at jeg tager en uddannelse og har et andet job. Det er vigtigt for mig at have et normalt liv ved siden af for ikke at tabe mig selv og sidde fast i stripmiljøet.

Lulu danser fire gange om ugen på Mirage ved siden af sit andet liv. Men hun har ikke tænkt sig at blive ved for evigt.

- Jeg skal ikke danse resten af mit liv, der er en udløbsdato i det job. Man bliver ældre og mindre attraktiv, især hvis man også fester.

Hendes fremtidsdrømme ligger et helt andet sted.

- Jeg vil gerne ind i modebranchen og lave noget inden for styling. Måske moderedaktør, siger hun og svinger Chanel-tasken om armen, lige inden hun forlader caféen, hvor vi er mødtes. Om et par timer skal hun på arbejde igen.

Alle pigerne på Mirage er iført høje plateaustiletter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?