Af Inaam Nabil - 06/09-15 14:12; Opdateret: 06/09-15 15:27

KLUMME: I nogles bevidsthed, eksisterer jeg ikkeKLUMME: I nogles bevidsthed, eksisterer jeg ikke

Inaam Nabil oplevede, at et ægtepar ikke ville sidde ved siden af hende i toget

storybild

Det var noget af et slag i ansigtet, igen at blive mindet om, hvilke stereotype forestillinger, der er, omkring det at være dansk kvinde med muslimsk baggrund: Undertrykt, uden en stemme og underlagt en mands dominans. Faren, broren eller fætteren. Læs bare Deniz Serincis rapport om journalisternes fremstilling af den gruppe i medierne. Hårrejsende resultat.

Det er så klichefyldt, at jeg i mit lille, naive sind troede, at vi alle var kommet over den forestilling. Også selvom at den dominans og undertrykkelse findes blandt alle etniske og religiøse grupper i vores samfund. Den kommer til udtryk på mange forskellige måder. Bare tænk på parallellerne mellem ordet ”æresdrab” og ”jalousidrab”.

LÆS OGSÅ: KLUMME: Man har valgt at gå bagved og heppe lidt

Distinktionen er alene møntet på, hvilken etnicitet gerningsmanden har. Men udfaldet i begge scenarier er den samme: en mand slår en kvinde ihjel, fordi hun har truffet et valg om, hvem hun vil være sammen med eller forlade.

Nåh men, slaget kom, da jeg i sidste uge sad i et tog fra København mod Århus. Jeg selv, skulle af i Odense. Det var i de timer, hvor folk skal hjem fra arbejde, og togkupeerne derfor er propfyldte. Der var dog to ledige pladser i den firekløver, jeg sad ved. Et par stopper op, med kun to meters afstand fra mig. De hvisker til hinanden:

Kvinden: Hvor vil du sidde, skat? Manden: Der er ikke så meget at vælge i mellem Kvinden: Ja, men måske, hvis vi går lidt længere frem i toget. Manden: Skal vi ikke bare tage de her to? Kvinden: Nej. Jeg har ikke lyst til at sidde ved siden af hende. Manden: Det kan jeg godt forstå. Men jeg vil heller ikke stå op hele vejen til Århus. Kvinden: Ok, så.

Jeg er helt chokeret, fordi jeg føler mig fuldstændig usynlig. Som om, jeg ikke eksisterer i hendes verden. Alle passagerer i fire meters afstand kunne høre, hvad hun sagde. Hvad får hende til at tro det omvendte? De vælger at sætte sig i de to ledige pladser. Og senere får vi vekslet en ultra kort samtale, som afslører, at det var ”det der islam”, hun ikke rigtig kan forstå.

LÆS OGSÅ: KLUMME: Hvordan kan man hade kærlighed?

Men altså, jeg vil ikke begynde at remse, hvad jeg studerer, hvor jeg arbejder og hvor godt dansk, jeg taler – for ligesom at sige, at jeg fortjener at blive behandlet med værdighed. Alle fortjener at blive behandlet med respekt, også selvom de taler gebrokken dansk, oftest har besøg af en socialrådgiver og lever under svære kår. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at mens min omgangskreds vil beskrive mig som en kvinde, der er fremme i skoene og dygtig til sit fag, så bliver jeg fuldstændig frataget min identitet, alene fordi jeg sidder med et slør om ansigtet.

Forstå mig ret, jeg er ikke sart. Jeg møder flere mennesker på en gennemsnitlig dag, end de fleste gør og skal høre på mange holdninger til min person. Men det slog mig alligevel, denne gang, at jeg pr. definition i nogles bevidsthed bare ikke eksisterer.

Du kan følge med i Inaam Nabils betragtninger på Facebook HER

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress