Af David Andersen - 13/12-15 18:23; Opdateret: 13/12-15 18:58

Aarhus gik i sortAarhus gik i sort

I knap en time var store dele af Aarhus Midtby uden strøm søndag eftermiddag.

storybild

Et strømsvigt henlagde søndag sidst på eftermiddagen store dele af Aarhus Midtby i mørke.

Hos Forsyningsselskabet NRGi oplyser kommunikationschef Per Svendsen, at 10.000 husstande har været ramt.

- Vi er ramt af en strømafbrydelse, som indtraf klokken 17.26. Vi kender ikke årsagen, men vi arbejder på at lægge forsyningen om, så strømmen forventes at være tilbage omkring klokken 19, lød det fra Per Svendsen, kort efter at strømmen gik.

Helt frem til klokken 19 skulle aarhusianerne dog ikke vente. Omkring klokken halv syv var der nemlig lys over land igen.

- Som jeg har fået det oplyst, så skulle vi have alle med igen nu, lyder det fra Per Svendsen først på aftenen.

Årsagen til det omfattende strømsvigt er endnu ukendt, og teknikerne fra forsyningsselskabet har ikke udbedret den fejl, som har ført til strømafbrydelsen.

- Men vi har mulighed for at koble de ramte områder på, så vi leder strømmen uden om der, hvor fejlen er, fortæller Per Svendsen.

Omkoblingsarbejdet er foregået ved en transformatorstation på Marselis Boulevard i den sydlige del af Aarhus.

Strømsvigtet i landets næststørste by var væsentlig mere omfattende, end det strømsvigt, som lørdag ramte en central del af København.

I den forbindelse blev julehandlen på Strøget ramt, men det var kun i omegnen af 250 adresser, som måtte undvære strøm i et par timer.

Ritzau har været i kontakt med en kundeservicemedarbejder i varehuset Salling, som ligger midt på Strøget i Aarhus. Herfra lyder meldingen, at man er gået fri af søndagens strømsvigt.

- Vi har ikke været ramt, og jeg kan også se, at der er lys uden for vinduet, så det kan ikke være her på Strøget, fortæller kundeservicemedarbejderen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress