Af - 18/02-16 06:23; Opdateret: 18/02-16 06:33

Antidepressiv medicin ødelægger tænderne: Kun få modtager erstatningAntidepressiv medicin ødelægger tænderne: Kun få modtager erstatning

Men psykisk sårbare mennesker får ikke samme tilskud, som andre syge, der får bivirkninger fra medicin.

storybild

(Billede: Michael Conroy)

Medicin mod depression, angst, søvnproblemer eller tvangstanker kan give tør mund, og det påvirker tænderne. Spyt har nemlig en rensende funktion. Jo mindre mundvand, jo større er risikoen for at få huller i tænderne, tandkødsbetændelse eller svamp i munden.

Men psykisk sårbare mennesker får ikke samme tilskud, som andre syge, der får bivirkninger fra medicin. Eksempelvis kan kræftramte få tilskud til at få ordnet tænder, hvis de rammes af tørhed i munden på grund af deres behandlinger.

- Det er diskriminerende, at man ikke får samme tilskud, fordi man har en psykisk lidelse. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at dem, der typisk er på psykofarmaka, også tilhører en socialt udsat gruppe, siger ekspert i mundtørhed Anne Marie Klynge Pedersen, der er institutleder på Tandlægeskolen i København til Avisen.dk.

LÆS OGSÅ: Medicinalfirma afsløret: Skjulte unges selvmordsadfærd

I over tyve år har hun forsket i lægemidlers betydning for spyttet.

Ifølge hende er der tale om et alvorligt problem. På landsplan er der omkring 300.000 psykisk syge, der lider af mundtørhed som følge af deres medicin, vurderer hun.

Avisen.dk fortæller i dag om, hvordan den 40-årige førtidspensionist Ann-Camilla Larsen fik ødelagt sine tænder af depressionsmedicin.

Problematikken er velkendt i Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP).

- I mange år har vi haft et ønske om, at man kunne opnå erstatning for tandskader. Det er et udbredt problem, at der kan være skader på grund af mundtørhed eller slid på tænderne, fordi man kommer til at skære tænder, siger Karl Bach Jensen, der er konsulent i LAP og medlem af Rådet for Socialt Udsatte, til Avisen.dk.

Siden 2007 har kommunerne haft pligt til at tilbyde langvarigt sindslidende tilbud om specialtandlæge. Men langt de fleste kan ikke benytte sig af ordningen, da den kun omfatter omkring 7.500 borgere med langvarige psykiske problemstillinger, ifølge oplysninger fra Landsforeningen Sind.

Ekspert i mundtørhed Anne Marie Klynge Pedersen bekræfter, at erstatningsmulighederne varierer.

- Der er en sondring mellem at have en længerevarende, diagnosticeret psykisk lidelse eller en lidelse, man betragter som forbigående, siger hun til Avisen.dk.

Hvis man får flere forskellige former for medicin mod psykiske lidelser, er man særligt udsat for at få problemer med tænderne. Og særligt de såkaldte klassiske tricykliske antidepressiva (TCA) giver bivirkninger med mundtørhed.

Derimod er de såkaldte lykkepiller, som lige nu er mest udbredte inden for antidepressive lægemidler, mindre skadelige for tænderne, forklarer Anne Marie Klynge Pedersen.

LÆS OGSÅ: Lykkepiller farligere end hidtil antaget for børn

Der kan dog være stor forskel på, hvordan ens tænder reagerer på medicin mod psykiske lidelser, påpeger Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg. Men for dem, der er hårdest ramt, kan det få alvorlige konsekvenser.

- Man kan have gået i årevis uden huller, og så lige pludselig har man otte huller i løbet af fire måneder, siger han til Avisen.dk.

Mundtørhed fører i de værste tilfælde til problemer med at tale, synke og tygge, og det kan gå udover ens ernæring, pointerer Anne Marie Klynge Pedersen.

Siden 1960'ene har forskere kunne dokumentere, at psykofarmaka mod psykiske lidelser kan give problemerne med tørhed i munden.

Alligevel er der stadig i dag alt for dårlig oplysning, fastslår tandplejernes formand Elisabeth Gregersen.

Hun mener, at der er brug for langt bedre vejledning om sammenhængen mellem psykofarmaka og de problemer, der kan opstå med tænderne. Derfor har Dansk Tandplejerforening i starten af februar udgivet en pjece, der gør opmærksom på risikoen og giver råd om forebyggelse.

LÆS OGSÅ: Antidepressiv medicin frikendes for at give hjertefejl hos nyfødte

De seneste fem år er der sket et lille fald i antallet af personer, der får antidepressive lægemidler, fremgår det af opgørelser fra Sundhedsdatastyrelsen.

Men ser man ti år tilbage i tiden, er forbruget af antidepressiv medicin stigende. På den baggrund kan endnu flere få dårlige tænder, mener tandplejernes formand Elisabeth Gregersen.

- Da medicinforbruget generelt set er stigende, vil den naturlige forlængelse af det være, at flere får tandproblemer, siger hun.

Noget af den medicin, som bruges til behandling af ADHD, er også under mistanke for at give mundtørhed, forklarer Anne Marie Klynge Pedersen. Og flere og flere børn og unge får ADHD-medicin, er der sandsynlighed for, at flere vil få bøvl med tænderne, siger hun.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress