Af Ritzau - 24/10-16 05:46

Måling giver ny nedgang til DF efter kaotisk ugeMåling giver ny nedgang til DF efter kaotisk uge

DF står til at få 17,4 procent af stemmerne i den første Voxmeter-måling efter partiets kaotiske efterårsuge.

storybild

Sagen om rod med EU-midler har kostet Morten Messerschmidt posten som partiets gruppeformand i EU-Parlamentet og en plads i DF's ledelse. Samtidig tyder en ny måling på, at sagen koster vælgeropbakning. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Den seneste uge har været kaotisk for Dansk Folkeparti, og det ser ud til at afspejle sig i en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Heri svarer 17,4 procent af de adspurgte vælgere, at de vil stemme på DF. Det svarer til 31 mandater mod partiets i dag 37 mandater i Folketinget. Målingen har dog en statistisk usikkerhed på plus/minus 2,3 procent.

Det er en tilbagegang siden den seneste Voxmetermåling 16. oktober, hvor DF stod til 18,7 procent. Og en endnu større tilbagegang siden valget i juni sidste år, hvor DF høstede 21,1 procent af stemmerne.

Den nye Voxmeter-måling tegner samme billede som en Wilke-måling for Jyllands-Posten fra torsdag. Heri svarede 16,2 procent af vælgerne, at de vil stemme på DF.

Mens Wilke-målingen blev foretaget i dagene 11. til 17. oktober - og altså før sagen om tilbagebetaling af EU-midler for alvor rullede - er den nye Voxmeter-måling foretaget mellem 17. og 23. oktober.

I disse dage kunne flere medier berette, hvordan DF har brugt støttepenge fra EU-Parlamentet via den politiske alliance Meld og fonden Feld til ting som medietræning og middage.

Partiet undersøges for eventuelt misbrug af pengene.

DF-gruppeformand i EU-Parlamentet Anders Vistisen vil mandag eftermiddag fremlægge bilagene fra Meld og Feld for EU-Parlamentets finansudvalg.

Efter en intern undersøgelse meddelte DF fredag, at partiet vil betale yderligere knap en million kroner tilbage til EU-Parlamentet.

DF har i forvejen betalt 1,6 millioner kroner tilbage. Den resterende million er blandt andet blevet brugt på annoncer, medietræning, en bustur til Bruxelles, middage, sommergruppemøder og julekort.

I den nye Voxmeter-måling ligger rød blok og blå blok igen tæt, efter de røde partier ellers kunne mønstre et betragteligt forspring i den seneste måling.

Rød blok står nu til 50,7 procent, mens blå blok står til 49,1 procent. I sidste uges måling hed styrkeforholdet mellem de to 52,7 mod 47,1 i rødt favør.

Når rød blok står til tilbagegang, selv om DF i blå blok har en dårlig måling, skyldes det, at både Socialdemokratiet og Enhedslisten står til at få færre stemmer, mens Venstre, Konservative og Nye Borgerlige går frem.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress