Af Ritzau - 27/10-16 14:00; Opdateret: 27/10-16 14:57

Anklager kræver telefoner og penge i bestikkelsessagAnklager kræver telefoner og penge i bestikkelsessag

Bagmandspolitiet har frigivet anklageskrifter i sagen om Ateas påståede bestikkelse af offentligt ansatte.

storybild

Mobiltelefoner, iPads og fotoudstyr var blandt de gaver, som Atea gav til offentligt ansatte (arkivfoto). (Billede: Free/Johansen Linda)

Otte gange fik en mellemleder i en kommune mobiltelefoner og it-udstyr fra virksomheden Atea.

Det fremgår af et af de anklageskrifter, som Bagmandspolitiet torsdag har frigivet i en meget omtalt sag om bestikkelse.

En iPhone til 4399 kroner betalte han bare 173 kroner for. Andre ting fik han kvit og frit. I løbet af to år fik han i alt gaver for godt 43.000 kroner, hævdes det.

Han og fem andre er som de første seks offentligt ansatte blevet tiltalt for at modtage gaver fra Atea.

Omfanget er så stort, at der er tale om bestikkelse, påstår Bagmandspolitiet.

Kravet er fængselsstraf. Desuden skal penge, iPads, mobiltelefoner og andet konfiskeres hos de tiltalte.

En anden tiltalt nøjedes med at betale 2000 kroner for en iPad og en iPhone, som ellers kostede mere end 10.000 kroner, hævdes det.

En tredje fik et kamera og andet fotoudstyr. Og to andre tiltalte fik hver en iPad til cirka 6000 kroner.

Mændene er i alderen fra 68 til 42 år. Retten har forbudt pressen at bringe oplysninger, der kan identificere dem.

Efter planen skal de første sager behandles af Retten i Glostrup i slutningen af november.

Fire af de seks tiltalte forsvares af advokat Peter Trudsø, og hans klienter nægter sig skyldige.

- Uden at gå nærmere ind i mine klienters forklaringer kan jeg sige, at der både er forhold af faktisk og juridisk karakter, der kan føre til frifindelse, sagde advokaten tidligere på måneden.

Sagerne udspringer af en stor politiaktion i juni. I alt blev cirka 40 offentligt ansatte sigtet for at have modtaget for store gaver fra Atea.

- Der er af stor samfundsmæssig betydning, at domstolene nu får lejlighed til at vurdere, om der er begået noget strafbart, har chefanklager Steen Bechmann Jacobsen udtalt.

Otte slipper for at blive stillet for retten. Der er ikke grundlag for at rejse straffesager mod dem, har chefanklageren fortalt.

Endnu mangler Bagmandspolitiet at tage stilling til en række sager.

Den store virksomheds motiv var at fastholde de offentlige instanser som kunder, hævdes det i anklageskrifterne.

I øvrigt undersøger Bagmandspolitiet fortsat, om Atea har givet langt større gaver til andre ansatte i det offentlige.

Det handler blandt andet om rejser til Formel 1-løb i Dubai, kroophold i Danmark og rejser til USA. Sidste sommer sad seks mænd varetægtsfængslet i en periode.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress