Af Ritzau - 19/08-16 00:32

Løkke laver kovending om udlændinge-konventionerLøkke laver kovending om udlændinge-konventioner

Danmark vil ikke træde ud af internationale konventioner om udlændinge, siger Lars Løkke stik imod V-udspil.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen på Venstres sommergruppemøde. Her sagde han, at Danmark ikke vil træde ud af internationale konventioner på udlændingeområdet. Det står i modsætning til partiets eget udspil for to år siden. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Det skal være muligt for Danmark at opsige en konvention på udlændingeområdet.

Sådan lød det fra Venstre for to år siden. Men nu strømmer der nye toner fra partiet.

På Venstres sommergruppemøde i sidste uge afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kommer til at træde ud af de internationale konventioner.

- Det kommer ikke til at ske. Det kommer ikke til at ske, gentog han på mødet.

Dermed går han nu stik imod det udlændingeudspil, som Venstre selv gik til valg på. Det skriver Jyllands-Posten.

I partiets udspil fra august 2014 hedder det:

- Vi bør ikke frasige os muligheden for at opsige en konvention i de helt særlige tilfælde, hvor en konvention fører til åbenlyst urimelige resultater.

Løkkes kovending sker, selv om de øvrige blå partier i sidste ende er klar til at opsige internationale konventioner, der på en række områder forhindrer en selvstændig dansk udlændingepolitik.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, beklager statsministerens udmelding.

- Det er kritisabelt, at Venstre ikke holder fast i sin ambition fra før valget, siger han til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti kalder det en "stærkt kritisabel kovending".

- Når Venstre går på weekend om fredagen, mener de ét om konventioner, og når de så møder ind på arbejde, mener de noget andet, siger udlændingeordfører Martin Henriksen til avisen.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, kalder diskussionen om kursskifte "akademisk".

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der intern uenighed i partiet om forholdet til konventionerne.

Mens flere er klar til at gå længere i et opgør med de "utidssvarende" konventioner, mener blandt andre Lars Løkke Rasmussen nu, at en dansk enegang på området vil være katastrofal for Danmark.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress