Af Ritzau - 08/05-16 13:35

Midtjysk skole har succes med at uddanne kinesisk plejepersonaleMidtjysk skole har succes med at uddanne kinesisk plejepersonale

Danske uddannelser er i høj kurs i udlandet, og midtjysk skole har succes med at uddanne kinesiske sosu'ere.

storybild

En af de få danske uddannelsesinstitutioner, der har valgt at prøve kræfter med at eksportere uddannelse til udlandet, er Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg. Man har blandt andet stået for uddannelse af plejepersonale til et plejehjem i den kinesiske millionby Shanghai. (Billede: Free/Colourbox.dk)

Vend blikket mod udlandet, lyder opfordringen fra Venstres forsknings- og uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt til landets uddannelsesinstitutioner.

Han mener, der er guld at hente, hvis danske uddannelser, som nyder international anerkendelse, eksporterer konceptet til udlandet.

En af de danske uddannelsesinstitutioner, der har succes med at eksportere uddannelse til udlandet, er Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg.

Den midtjyske skole har blandt andet været med til at uddanne personale til det første plejehjem i Shanghai i Kina, og aktuelt udbyder skolen dele af sosu-uddannelsen i Vietnam og Ghana sammen med lokale partnere.

- Inden for sosu-området er vi nok pionerer på området, siger direktør Bente Strager.

Hun er enig i, at der er et stort potentiale i udlandet for danske uddannelsesinstitutioner, især erhvervsuddannelser.

- Der er øget velfærd i mange lande, men de har ikke noget svar på, hvordan de skal håndtere gamle mennesker. Man har været vant til, at konen eller datteren tog sig af dem, men nu er de jo på arbejdsmarkedet, siger Bente Strager.

Det udenlandske engagement er endnu ikke blevet en guldgrube for den midtjyske skole. Men direktøren er overbevist om, at det nok skal komme.

- Det, tror jeg, kommer på længere sigt. Vi er så meget pionerer, at vi i virkeligheden nok først vil se en effekt af det her om fem år, siger hun.

Bente Strager mener, at danske politikere kan række uddannelsesinstitutioner med mod på udenlandske eventyr en hjælpende hånd.

Hun nævner eksempelvis, at en kinesisk elev ikke kan få sin uddannelse godkendt som en dansk erhvervsuddannelse, hvis det er et kinesisk plejehjem, som har været ansvarlig for praktikdelen af uddannelsen.

- Der er sådan noget, man kan kigge på, hvis man vil gøre det lettere for os, men også for andre erhvervsuddannelser, at gøre sig i udlandet, siger Bente Strager.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress