Af Ritzau - 02/09-16 00:55; Opdateret: 02/09-16 04:15

Regeringens 2025-plan rammer 96.000 børnefamilierRegeringens 2025-plan rammer 96.000 børnefamilier

Regeringens forslag om at skære i børnechecken vil koste knap 16.000 familier mindst 14.000 kroner om året.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder oplæg om regeringens 2025-plan på Københavns Universitet torsdag 1. september 2016. (Billede: Scanpix/Malene Anthony Nielsen)

Hvis regeringens 2025-plan bliver til virkelighed, vil 96.000 børnefamilier mærke det på pengepungen. Det skriver Jyllands-Posten. Opgørelsen stammer fra Danmarks Statistik.

Regeringen foreslår i planen et loft over børnechecken, hvor satsen per barn reduceres med antallet af børn i familien.

Således vil forældre få fuld børnecheck for de to første børn. Beløbet reduceres med 25 procent ved tredje barn, mens familier ikke længere kan modtage nogen støtte til yderligere børn.

I alt har 80.000 familie tre børn, viser opgørelsen ifølge Jyllands-Posten. De vil derfor miste mellem 2784 og 4470 kroner om året alt efter det tredje barns alder. Derudover har næsten 16.000 familier mere end tre børn.

De vil derfor miste mindst 14.000 kroner om året på grund af sænkningen i børnechecken.

I regeringens 2025-plan skriver regeringen, at "større familier har en række stordriftsfordele".

Det er korrekt et stykke hen ad vejen, siger forbrugerøkonom hos Nordea Ann Lehmann Erichsen til Jyllands-Posten.

- Hvis man i forvejen har tre børn, er der som regel plads til dem i en almindelig bil. Men hvis man så får et fjerde barn, skal man måske skifte til et stort køretøj med mange sæder, hvis ikke man vil lade det ene barn cykle, siger hun til avisen.

Med regeringens forslag bliver der nul kroner til barn nummer fire, fem og seks. Men disse børn er ikke gratis, forklarer forbrugerøkonomen.

- Selvfølgelig koster det noget, når man får ekstra børn. De skal også have bleer, mad og drikke, i daginstitutioner og holde børnefødselsdage.

- Børn fra nummer 2,75 og op er jo ikke gratis i drift, siger hun med henvisning til, at man kun får 75 procent af det fulde beløb ved barn nummer tre.

Dansk Folkeparti bakker dog op om forslaget, fortæller skatteordfører Dennis Flydtkjær til Jyllands-Posten.

- Jeg har selv børn, og det tredje barn er jo ikke så dyrt som de to første børn. Meget tøj, legetøj og måske barnevognen kan genbruges, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress