Af Anders Malling Beck - 31/07-16 08:59; Opdateret: 31/07-16 09:51

Seks unge i alvorlig ulykke: Altan brasede sammen under privatfestSeks unge i alvorlig ulykke: Altan brasede sammen under privatfest

Seks unge er bragt til sygehuset, efter at de styrtede seks meter ned. En 19-årig kvinde er i livsfare.

Opdatering med rettelse: Første meldinger gik på, at to personer er livsfare efter ulykken. Ifølge politiet er det dog kun en person - en 19-årig kvinde - der er i livsfare.

En ungdomsfest i Nykøbing Falster endte natten til søndag katastrofalt, da en altan brød sammen, og seks unge styrtede ned på et flisebelagt område.

To af de unge - to kvinder på 19 og 20 år - kom alvorligt til skade, og den 19-årige er ifølge politiets oplysninger i livsfare.

Politiet fik anmeldelse om ulykken på Hammerloden klokken 00.49.

- Under festen er seks af de unge gået ud på altanen, fortæller vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Pludselig falder bunden ud af altanen, og de styrter seks meter ned på et flisebelagt område, fortsætter han.

De tre mænd og tre kvinder i alderen 18-21 år er alle bragt til sygehuset, og to af dem er som nævnt alvorligt kvæstet.

Ifølge vagtchefen er der tale om en ældre ejendom.

- Vi har talt med ejeren, der fortæller, at han købte ejendommen for 10 år siden, og da var altanerne dér. Men han ved ikke, hvornår de er sat op.

- Nu skal en byggesagkyndig undersøge altanerne for at finde ud af, om de generelt er i dårlig stand. Det sker først i morgen, så indtil videre har vi spærret området af, siger Henrik Karlsen søndag formiddag.

Efter ulykken har de øvrige beboere i ejendommen fået besked om, at de ikke må bruge deres altaner, før de er blevet undersøgt.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress