Af Ritzau - 06/11-16 20:56; Opdateret: 06/11-16 21:14

Flygtninge-chef tvivler på tysk asyl-modelFlygtninge-chef tvivler på tysk asyl-model

Mangel på solidaritet i EU forhindrer behandling af asylansøgninger i Nordafrika, mener Andreas Kamm.

storybild

Andreas Kamm(tv.) tror ikke, at EU kan lave en model, hvor asylansøgere bor på centre i Nordafrika, mens deres sag behandles. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Søndag har det tyske indenrigsministerium ytret ønske om en model til behandling af asylansøgere, hvor ansøgningerne behandles på centre i Nordafrika i stedet for i Europa.

Mere konkret vil man forhindre migranter i at nå Europas Middelhavskyst ved at samle dem op på havet og sende dem tilbage til Afrika, eksempelvis Egypten eller Tunesien.

Det forslag har generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, dog svært ved at se blive til virkelighed.

- Forudsætningen for en sådan model er, at der i EU er en villighed til at stille temmelig mange pladser til rådighed for flygtninge med behov for beskyttelse, siger han.

- Den villighed har man hidtil ikke demonstreret.

Ifølge Andreas Kamm har EU-landene udvist "manglende solidaritet", når det har handlet om fordeling af flygtninge.

- Så jeg har ikke fantasi til at forestille mig et forslag om at stille pladser til rådighed for dem, der i en nordafrikansk procedure bliver vurderet som flygtninge, med behov for beskyttelse. Det bliver svært, siger han.

Formålet med forslaget er at forhindre asylansøgere i at tage en risikabel færd over Middelhavet.

Hvis de begiver sig ud på den farefulde færd alligevel, skal deres både sendes tilbage til de lande i Nordafrika, hvor centrene skal ligge.

Det står ikke klart, hvilke lande centrene skal ligge i. Men landene i Nordafrika betyder ifølge Andreas Kamm, at forholdene i de centre meget let kan blive problematiske.

- Det er helt afgørende, at de lande kan betragtes som sikre for de pågældende mennesker, mens den her procedure afvikles. Det er helt afgørende, at retstilstanden er i orden, siger han.

- Jeg tør godt sige, at der vil være problemer mange steder. Jeg kan ikke se, at det for nærværende er en ordning, man kan etablere i respekt for menneskerettigheder eller flygtningekonventionen.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress