Af Ritzau - 08/11-16 07:06

Flertal vil hindre mænd i at hente ny kone efter hustruvoldFlertal vil hindre mænd i at hente ny kone efter hustruvold

Venstre mener, det strider mod retsprincipper at sanktionere folk, der ikke er dømt. Det lægger S op til.

storybild

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye står bag et beslutningsforslag, der skal nægte voldelige, men ikke dømte, personer adgang til familiesammenføring med en ny ægtefælle. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Mænd med en forhistorie for vold mod deres udenlandske ægtefæller skal ikke have mulighed for at hente en ny kone til Danmark. Det mener et flertal uden om regeringen ifølge DR Nyheder.

Flertallet vil pålægge regeringen at undersøge, hvordan mænd, der tidligere har udøvet vold mod deres ægtefælle, kan nægtes familiesammenføring med en ny udenlandsk ægtefælle.

Også selv om mændene aldrig er blevet dømt for vold mod den tidligere kone.

Det er socialdemokraten Mattias Tesfaye, der står bag forslaget.

- Nogle mænd henter en asiatisk eller østeuropæisk kvinde til Danmark, tæsker hende, voldtager hende, og når hun så beder om en skilsmisse, så får de en ny, siger han til DR Nyheder.

Det præcise omfang af problemet med vold mod udenlandske ægtefæller kender de danske myndigheder ikke, skriver DR Nyheder.

Men en høring blandt landets kvindekrisecentre, hvor 11 af centrene har svaret, viste i april i år, at de "ind imellem oplever denne problematik".

Mattias Tesfaye medgiver, at Socialdemokratiets forslag om at straffe mænd, som ikke er dømt for noget, kan være i strid med gældende dansk ret eller internationale konventioner.

Derfor skal regeringen i første omgang pålægges at afklare sagen og komme med en "løsningsmodel".

S har ifølge DR Nyheder tidligere været ude med et lignende forslag, men nu er både SF og Dansk Folkeparti positivt indstillede over for forslaget, som tirsdag skal førstebehandles i folketingssalen.

Dermed tegner der sig et flertal udenom regeringen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ønsker ikke at kommentere Socialdemokratiets forslag.

Venstres ordfører på området, Marcus Knuth, afviser til gengæld, at regeringspartiet kan støtte beslutningsforslaget, som det ser ud nu.

- Vi er selvfølgelig meget positive over for hensigten, når det gælder voldsmænd, siger han til DR Nyheder.

- Men da der er tale om folk, som endnu ikke er dømt for noget, så strider det lodret imod det grundlæggende danske retsprincip, at man er uskyldig, indtil man er dømt. Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress