Af Ritzau - 26/11-16 17:45; Opdateret: 26/11-16 18:23

Tre unge sigtes for at bortføre og banke 16-årig i skovTre unge sigtes for at bortføre og banke 16-årig i skov

Retten i Næstved har fængslet tre teenagere, som er sigtet for at have bortført en 16-årig fredag aften.

storybild

En 16-årig mand blev fredag aften bortført og udsat for vold i en skov - angiveligt fordi gerningsmændene mente, han havde gjort sig skyldig i voldtægt. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lørdag, hvor tre mænd er blevet fængslet i sagen. (Billede: Free/Colorbox.dk)

Tre unge mænd på 16, 17 og 19 år er sigtet for for kvalificeret vold og frihedsberøvelse efter angiveligt at have bortført en 16-årig bekendt til en skov, hvor de slog og sparkede ham.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Stefan Jensen.

De tre mænd er lørdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet frem til 20. december.

- I går aftes bliver de tre unge mænd bekendt med noget, de mener er en voldtægt. De kører op og opsøger den 16-årige mand fra Nykøbing. Her putter de ham ind i en bil og kører ham ud i skov, hvor de udsætter ham for vold, siger vagtchefen.

Cirka halvanden time senere kører de tilbage til Nykøbing med den 16-årige.

I mellemtiden har en tilfældig borger ringet til politiet, fordi han havde set den 16-årige blive kørt væk. Derfor venter politiet på adressen og anholder de tre mænd klokken 00.42. Anmeldelsen kom klokken 23.10.

Under afhøringen af de tre mænd kommer det frem, at de gjorde det, fordi de mente, at den 16-årige havde begået en voldtægt.

- Der er to forskellige sager i det her. Der er voldssagen, og så er der en sag om en mulig voldtægt, som vi behandler som en voldtægtssag med alle de undersøgelser, det indebærer, siger Stefan Jensen.

De tre fængslede kender den 16-årige, og de kender også den pige, som de mener, den 16-årige har voldtaget.

- De kender alle hinanden. Men hvor godt, ved jeg ikke, siger Stefan Jensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress