Af Ritzau - 18/05-16 07:47; Opdateret: 18/05-16 08:13

Etisk Råd: Højere pris for kvinders æg er på sin pladsEtisk Råd: Højere pris for kvinders æg er på sin plads

Det er besværligt at donere æg, og derfor giver det god mening at hæve godtgørelsen, mener Det Etiske Råd.

storybild

En ny politisk aftale hæver godtgørelsen for ægdonationer i Danmark. (Billede: Scanpix/Torben Hansen)

Der er forskel på at donere æg og at donere sæd. Når en kvinde donerer sit arvemateriale til barnløse medsøstre, kræver det både skanninger og undersøgelser forud for selve udtagelsen af æg. Det er kort sagt en besværlig proces.

Derfor er det kun rimeligt, at godtgørelsen for ægdonationer sættes op. Det mener Det Etiske Råd, der tager godt imod en aftale, som en række af Folketingets partier har indgået om højere beløb for kvinders donationer.

- Hvis man skal have beløbet afstemt i forhold til de gener og det tidsforbrug, der er ved at donere æg, så er det naturligt at se på at hæve beløbet, siger næstformanden for Det Etiske Råd, Lise von Seelen.

Fra 1. juli i år sættes godtgørelsen per donation op fra 2400 kroner til 7000 kroner. Formålet med stigningen er at dække den mangel på donoræg, som er skyld i årelange ventelister for barnløse danskere.

Lise von Seelen mener, at det ikke er et problem, hvis det økonomiske aspekt dermed bliver et incitament for mulige donorer.

- Det Etiske Råd har til gode at drøfte det her spørgsmål i den nærmeste fremtid. Men for mit eget vedkommende vil jeg sige, at det springende punkt er, at det selvfølgelig ikke må være en kommerciel virksomhed, siger hun.

- Men at man får en kompensation for de gener og den risiko, der er forbundet med at donere æg, det mener jeg ikke, er noget problem.

Hvert år er der behov for at kunne lave 600 behandlinger med donoræg, men i 2015 var der kun æg nok til at foretage 233 ifølge Politiken. Det på trods af, at der de senere år er foretaget flere lovændringer, der skulle øge antallet af tilgængelige æg.

Den nye aftale om donoræg er indgået mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og Konservative.

Foruden højere godtgørelser for ægdonationer betyder aftalen, at der til efteråret indledes en folkeoplysningskampagne. Kampagnen skal udbrede kendskabet til, at kvinder under 36 år kan blive donorer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress