17/02-16 11:19; Opdateret: 17/02-16 12:16

Svenske borgerlige søger inspiration hos StøjbergSvenske borgerlige søger inspiration hos Støjberg

Sveriges største borgerlige parti, Moderaterna, besøger Støjberg for at få idéer til nyt udlændingeudspil.

storybild

Integrationsminister Inger Støjberg (V) drøftede onsdag udlændingepolitik med næstformanden i det største svenske borgerlige parti, Moderaterna, som ønsker en flygtningepause i Sverige. (Billede: Polfoto/Hove Olesen Peter)

De borgerlige politikere i det tidligere regeringsparti Moderaterna vil gerne lære af Danmark, før partiet præsenterer en strammere udlændingepolitik før næste valg til den svenske Riksdag.

Det fortæller Moderaternas næstformand, Elisabeth Svantesson, som onsdag mødtes med integrationsminister Inger Støjberg (V) i København til en kop kaffe og en snak om flygtningekrise, grænsekontrol og asylstramninger.

LÆS OGSÅ: Arbejdsparate flygtninge drukner i papirbunker

- Det er vigtigt for os i Sverige at have et godt forhold til Danmark og alle de nordiske lande. Vi må samarbejde mere i flygtningekrisen, fordi vi har de samme udfordringer, siger Elisabeth Svantesson.

Hun er interesseret i, hvordan Danmark fører integrationspolitik, får flygtninge hurtigere i job og ser på EU's politik med den massive strøm af flygtninge og migranter.

- Sidste år havde vi en utrolig stor udfordring i Sverige. Moderaterne mener, at vi må have en midlertidig flygtningepause. Ellers kan Sverige ikke klare den store udfordring i socialvæsenet, skolen og Udlændingestyrelsen, siger Elisabeth Svantesson.

Hun understreger, at stramninger i udlændingepolitikken har en effekt på antallet af asylansøgere. Men det er ikke alle Støjbergs stramninger, Moderaterne vil lade sig inspirere af.

LÆS OGSÅ: Østergaard: S-udspil ændrer ikke på flygtningestrøm

Den omdiskuterede smykkelov, hvor myndighederne kan tage værdigenstande fra flygtninge, er hun ikke fan af.

- Det er ikke noget, vi vil indføre i Sverige, siger Elisabeth Svantesson.

- Jeg synes helt enkelt ikke, det er rigtigt at tage genstande fra de individer, der kommer hertil.

Den svenske politiker understreger samtidig, at hun ikke er i København for at "lære Danmark, hvilken politik I skal føre."

- Men jeg tror, det er vigtigt, at vi har en god relation og forstår hinanden.

Inger Støjberg kvitterer ved at udnævne Moderaterne som et parti, der "absolut flytter meget i svensk politik i øjeblikket". Hun pointerer samtidig, at hun ikke har givet sin svenske kollega råd på mødet.

- Jeg har fortalt om de opstramninger, vi har gennemført.

Sidste år modtog Sverige 160.000 flygtninge og migranter, men må ifølge den svenske regering sende godt halvdelen hjem, da de ikke er flygtninge. Danmark modtog godt 21.000 asylansøgere i 2015. Inger Støjberg venter et styrket nordisk samarbejde.

- Der er ingen tvivl om, at de nordiske lande kommer til at samarbejde mere i fremtiden - også om hele flygtninge- og integrationsspørgsmålet, end vi har gjort. Man kan se, at vi alle nærmer os hinanden i udlændingepolitikken, siger den danske minister.

- Det er ingen hemmelighed, at Danmark og Sverige har ført en meget forskellig udlændingepolitik i mange år.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress