Af Ritzau - 13/04-16 12:31; Opdateret: 13/04-16 16:15

Odense-borgmester: Stå nu ved aftalen om TogfondenOdense-borgmester: Stå nu ved aftalen om Togfonden

Anker Boye (S) mener, at man er nødt til at gennemføre timedriften på tognettet af hensyn til de større byer.

storybild

Anker Boye opfordrer partierne bag Togfonden til at stå ved forliget i stedet for at begynde at pille det fra hinanden. (Billede: Polfoto/Ole Frederiksen)

Det vækker harme på borgmesterkontoret i Odense, at Dansk Folkeparti nu sætter spørgsmålstegn ved gennemførelsen af initiativerne i Togfonden, fordi finansieringen hviler på et usikkert grundlag.

Borgmester Anker Boye (S) anklager Dansk Folkeparti for at føre hovsapolitik og kigge for snævert på egne partiinteresser.

- Man skal ikke sjakre rundt med de store politiske forlig, men have respekt for de aftaler, der er indgået.

- Selvfølgelig er forudsætningerne ændret, men så må man trække harmonikaen længere ud og gennemføre tingene på en anden måde eller finde pengene et andet sted, siger Anker Boye.

Fra hans stol er det helt afgørende for væksten i Odense og for den sags skyld i Aarhus, Aalborg og Trekantsområdet, at planerne om at indføre timedrift mellem de større byer bliver gennemført.

- Den danske infrastruktur skal hænge sammen og understøtte vækst og udvikling i de fire store byer, der selv har taget fat.

- Men hver dag byder på en ny udmelding på Christiansborg, i stedet for at man ser på det store billede med den konkurrence, vi er ude i, og det globale marked, vi er oppe imod, siger Odense-borgmesteren.

Også borgmesteren i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen (S), er ærgerlig.

Særligt fordi en jernbane til Aalborg Lufthavn er ved at blive etableret, og uden Togfonden frygter borgmesteren, at lufthavnen ikke kan tiltrække helt så mange midtjyske passagerer.

- Det gør jo, at den investering ikke helt får den gennemslagskraft, som den ellers ville have fået, siger han.

- Togfonden var en klar opprioritering af den offentlige trafik, som ville få flere til at bruge togene. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man vælger den her vej.

Togfonden er resultatet af et forlig mellem Socialdemokraterne, Radikale, SF og Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Med et samlet budget på 28,5 milliarder kroner er hensigten at forbedre tognettet i Danmark i kraft af nye anlægsinvesteringer, herunder opførelsen af en togbro over Vejle Fjord.

Den er budgetteret til at koste 4,3 milliarder kroner og spare et sted mellem seks og ni minutter på turen mellem Aarhus og København.

Togfonden skal finansieres ved en højere afgift på olien fra Nordsøen, men på grund af den lave oliepris er der færre penge på den konto end forventet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress