23/02-16 14:46; Opdateret: 23/02-16 23:01

Statsadvokat beslaglægger 423 fuskende hjemmesiderStatsadvokat beslaglægger 423 fuskende hjemmesider

Udenlandske borgere står bag hundredvis af webbutikker, der mistænkes for at narre penge fra folk.

storybild

423 hjemmesider, som sælger kopivarer af kendte mærker eller franarrer forbrugere deres penge, er blevet beslaglagt af politiet. (Billede: Free/Dmytro Potapchuk/colourbox)

423 hjemmesider, som politiet mistænker for at være falske eller for at sælge ulovlige kopivarer af kendte produkter, er blevet beslaglagt.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - bedre kendt som Bagmandspolitiet - der på baggrund af kendelser fra Københavns Byret har lukket siderne.

Senioranklager fra Bagmandspolitiet Dorte Frandsen er tilfreds med den store bunke beslaglæggelser.

- Det betyder, at der i hvert fald ikke er danske forbrugere, der bliver lokket i fælden dér, siger Dorte Frandsen i en pressemeddelelse.

Ifølge anklagemyndigheden får forbrugerne enten tvivlsomme og ulovlige kopivarer ud af deres handel, eller de bliver franarret deres penge via såkaldt phishing af kreditkort- eller bankdata.

Det er udenlandske personer, især fra Kina, der står bag hjemmesiderne. Bagmandspolitiet mener, at en enkelt person har registreret 73 af de beslaglagte sider.

Anklagemyndigheden formoder, at de kriminelle benytter sig af robotter, da nogle af opkøbene er meget mistænkelige.

- Vi har en mistanke om, at gerningsmændenes via robotter løbende skanner nettet og køber domænenavne umiddelbart efter, at registreringen er udløbet, siger Dorte Frandsen.

- I nogle tilfælde er det helt oplagt, at der er foregået noget ulovligt. Eksempelvis er der en hjemmeside, der oprindeligt tilhørte et gospelkor i en landsby, der nu sælger sko af mærket Supra.

Sagen er den største af sin art, og det er organisationen E-mærket, der har indgivet politianmeldelsen 14. december 2015.

E-mærket er en dansk certificeringsordning, som blandt andet skanner internettet for at tjekke hjemmesider, der er rettet mod det danske marked.

Efterforskningen mod bagmændene og de netværk, der står bag netsvindlen, fortsætter.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress