02/03-16 14:52

Zikavirus bekymrer danske rejsendeZikavirus bekymrer danske rejsende

Rejsebureauer oplever bekymring om zikavirus hos rejsende. Færre vil tilsyneladende til lande med virusset.

storybild

Zikavirus bekymrer rejsende, oplever nogle rejsebureauer. (Billede: AP/Andre Penner)

Zikavirus får tilsyneladende flere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de bestiller en rejse til Syd- og Mellemamerika.

Det er i hvert fald billedet hos nogle rejsebureauer. Hos Kipling Travel oplever de et fald af rejsende til lande i Syd- og Mellemamerika.

- Vi har helt sikkert mistet noget salg på det. Der er færre, der vil høre om rejser til Sydamerika, siger direktør Lars Gundersen til Ritzau.

Han kan endnu ikke sige, hvor stort faldet i rejser er, fordi det er nogle store, dyre rejser, som man typisk køber lang tid i forvejen. Men Lars Gundersen anslår, at selskabet får 10-15 procent færre henvendelser. De har ikke haft afbestillinger.

- Hos dem, der har købt rejser, mærker vi ikke nogen frygt. De tager det totalt cool, siger han.

Hos Jesper Hannibal Rejser, som også arrangerer rejser til blandt andet Syd- og Mellemamerika, har de oplevet, at rejsende har afmeldt en rejse på grund af zikavirus. Men kun i omkring ti tilfælde.

- Det har været af rationelle grunde, som at kvinden er gravid eller påtænker at være det. I meget få tilfælde har det været af mindre irrationelle grunde. Det har været til lande som Brasilien, Columbia og Bolivia, siger Jesper Hannibal til Ritzau.

Hos Skov Rejser, som arrangerer charterrejser for danskere via tyske rejsebureauer, har de oplevet, at flere rejsende ikke vil til lande med zikavirus og i stedet vælger lande som Mallorca, Tyrkiet, Grækenland og Nordafrika.

- Vi oplever, at flere tyr til mere traditionelle feriedestinationer. De er bange for zikavirus og tør ikke tage nogle chancer. De har ikke lyst til at blive syge på ferien, siger stifter og partner i Skov Rejser Henrik Skov.

Selskabet har bestilt en YouGov undersøgelse, som har spurgt 1004 danskere i hvilken grad sygdomsudbrud som zikavirus kunne få dem til at fravælge en given rejsedestination.

Her svarer 25 procent, at det "i høj grad" kunne få dem til at fravælge en feriedestination, mens 24 procent svarede "i meget høj grad".

Zikavirus har spredt sig til omkring 40 lande, især Syd- og Mellemamerika.

Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefaler, at alle gravide eller kvinder, der påtænker at blive det, ikke rejser til Syd- og Mellemamerika.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress