13/11-15 14:51

Regeringen: Flygtninge skal vente tre år på familienRegeringen: Flygtninge skal vente tre år på familien

Regeringen vil skærpe asylreglerne, så nogle flygtninge fremover skal vente ikke ét år, men tre år på familien.

storybild

Arkivfoto (Billede: Adrian Joachim)

Fremover skal flygtninge fra borgerkrige som i Syrien vente i længere tid på at blive genforenet med deres familie, hvis de vælger at søge asyl i Danmark.

Det foreslår regeringen, som ét af 34 tiltag i den store asylpakke, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag præsenterede sammen med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og justitsminister Søren Pind (V).

Forslaget vil ramme flygtninge, som ikke er individuelt forfulgt og dermed har konventionsstatus. Fremover skal denne gruppe af flygtninge vente ikke ét, men tre år på at få mulighed for familiesammenføring.

Netop spørgsmålet om adgangen til at få familien med til det nye land spiller ikke overraskende en stor rolle for asylansøgere. Derfor kan forslaget få betydning for lysten til at søge asyl i Danmark.

Det var den tidligere SR-regering, som indførte den særlige midlertidige beskyttelsesstatus for flygtninge, der flygter fra en generel farlig situation, som eksempelvis i Syrien.

Med SR-regeringens stramning fik denne gruppe af flygtninge kun adgang til en midlertidig opholdsholdstilladelse på ét år. Og først når det år var gået og opholdstilladelsen forlænget, kunne flygtningen søge om at få familien til Danmark.

Hvis regeringen kan samle flertal for forslaget, vil reglerne blive skærpet, så denne gruppe af flygtninge skal vente tre år.

Lars Løkke Rasmussen mener, at forslaget flugter med de internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt:

- Det er vores bestemte vurdering, at det er i overensstemmelse med konventionerne. Vi har arbejdet med disse spørgsmål i længere tid, og det vi lægger frem i dag, mener vi respektere vores internationale forpligtelser, siger Lars Løkke Rasmussen.

OVERBLIK: Her er regeringens 34 flygtningetiltag

Det bliver sværere at få ophold og få familien til Danmark. Og så tages telte i brug til indkvartering.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede fredag 34 tiltag, som skal mindske tilstrømningen af asylansøgere og sikre, at myndighederne kan håndtere indkvarteringen.

Her er de 34 tiltag:

1. Begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til flygtninge.

2. Udskydelse af retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse.

3. Skærpelse af adgangen til at opnå permanent opholdstilladelse.

4. Stramning af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse.

5. Gebyrbetaling.

6. Øget egenbetaling for asylansøgeres ophold i Danmark.

7. Mulighed for at undersøge, om asylansøgere har medbragte midler.

8. Færre på kostpenge ved øget brug af cafeterier på asylcentrene.

9. Nedsættelse af økonomiske ydelser til asylansøgere.

10. Tilbagerulning af ekstraordinær asylrådgivning.

11. Tilbagerulning af asylaftalen.

12. Integrationsydelsen udbredes til at omfatte flere.

13. Reform af ægtefællesammenføringsreglerne med videre.

14. Genindførelse af ”integrationspotentiale-kriteriet” ved udvælgelse af kvoteflygtninge.

15. Afskaffelse af statens betaling for transport til familiesammenførte til herboende flygtninge.

16. Styrket indsats for at udsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold.

17. Øget adgang til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere med videre.

18. Kortere udrejsefrist.

19. Skærpet kontrol med udlændinge i udrejsecenter.

20. Nyt udrejsecenter i afstand fra større byer.

21. Mere konsekvent brug af meldepligt og opholdspligt.

22. Øget kapacitet til indkvartering, herunder telte.

23. Adgang til at fravige planloven i forhold til asylindkvartering.

24. Adgang til uden ejerens samtykke i akutte tilfælde at gøre brug af offentlig ejendom til asylindkvartering eller tilbageholdelsesfaciliteter.

25. Adgang til at pålægge kommunerne operatøransvar for asylcentre.

26. Mulighed for bistand fra private aktører til at løse myndighedsopgaver på udlændingeområdet.

27. Oprettelse af modtagecentre.

28. Mulighed for at begrænse domstolsprøvelsen af frihedsberøvede udlændinge til kun efter anmodning.

29. Mulighed for at tilbageholde asylansøgere med henblik på at fastlægge identitet med videre.

30. Skærpelse af straffen for tiggeri.

31. Mulighed for at standse bus-, tog- og færgedrift.

32. Lettelse af krav om rum med videre ved boligplacering af flygtninge.

33. Lettelse af regler om støj og miljø ved boligplacering af flygtninge.

34. Styrket integrationsprogram.

Kilde: Statsministeriet.

/ritzau/

LÆS OGSÅ: Flygtninge i telte: Regeringen præsenterer ny asylpakke

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress