Af - 22/04-15 08:42; Opdateret: 22/04-15 09:25

Ensomhed plager mange overvægtige børnEnsomhed plager mange overvægtige børn

Mange overvægtige børn kæmper med ensomhed. Det oplever de blandt andet på Julemærkehjemmet i Hobro, hvor langt den største del af børnene har haft ensomhed inde på livet. Det fortæller DR Nordjylland.

storybild

Mange overvægtige børn kæmper med ensomhed. (Billede: Polfoto/HELENA BERGENGREN)

Én af børnene er 13-årige Rikke Andersen, der lige er gået i gang med sin tredje uge på Julemærkehjemmet i Hobro.

- Jeg er en lille smule overvægtig, og så har jeg haft en meget svær barndom. Jeg har nogle lig i lasten, som jeg gerne vil prøve at komme af med, siger hun.

LÆS OGSÅ: Ensomhed er farligt – og det breder sig som en epidemi

Rikke har haft en svær tid i skolen. Hun blev holdt ude af fællesskabet af de andre børn i klassen.

- Jeg havde ikke rigtig nogen venner. Jeg stod meget ovre i hjørnet. Det var virkelig træls. Jeg følte, at de andre havde et godt liv, mens jeg bare havde lyst til at løbe væk fra det hele, fortæller Rikke Andersen.

LÆS OGSÅ: TV: Thomas Skov tester - gider folk snakke med ham i toget?

Hun var så ked af det, at hun græd sig i søvn om aftenen.

- Mine forældre var nødt til at sidde inde ved mig og sørge for, at jeg ikke gjorde et eller andet dumt, som jeg ville komme til at fortryde. Når man er så ked af det, så kommer man nemt til at gøre nogle ting mod sig selv, som ikke er særligt rare, siger Rikke Andersen.

LÆS OGSÅ: Føler du dig tyk? Så bliver du det også...

Julemærkehjemmet i Hobro tilbyder et 10-ugersforløb til børn, der primært kæmper med overvægt. Der kommer 250 børn hvert år, og ventelisten er lang. Fælles for børnene er, at de lider af ensomhed.

- Det er langt over 80 procent, nærmere 90 procent af de børn, vi modtager her, som på den ene eller anden måde har opgivet at få lov at komme ind i et fællesskab. Enten har de selv valgt at trække sig, eller også er de blevet skubbet ud, siger forstander Lise Claesson.

Og ifølge Lise Claesson er ensomheden et stigende problem

- Det er alvorligt, at så mange børn føler sig skubbet ud på et sidespor og ikke føler sig gode nok til at være med. Det er meget snævert efterhånden, hvad der er godkendt socialt, siger hun.

Lise Claesson mener, at en del af problemet skyldes den måde, voksne taler om andre mennesker på.

- Vi er nødt til at være vores rolle bevidst - også bare når vi sidder hjemme omkring spisebordet og snakker om andre mennesker. Hvad er det for et tonefald, vi nævner andre mennesker i? Hvordan anskuer vi det at være forskellig? Det har rigtig meget at sige for, hvordan vi påvirker vores børn, og hvordan de går ud og møder deres kammerater og deres omgangskreds, siger Lise Claesson.

Drillerierne og ensomheden har tæret hårdt på Rikke Andersen.

- Det gjorde virkeligt ondt i maven at stå og kigge på at andre havde det sjovt, når man ikke selv havde det sjovt. Hele kroppen gør på en eller anden måde ondt, og man får en masse tanker inde i hovedet. Om man gør noget galt, om det er mig, der er noget galt med, eller om de andre bare ikke gider mig, fortæller Rikke Andersen.

Heldigvis er hun glad for at være på Julemærkehjemmet. Her møder hun andre, der har været i samme situation, og det gør det lettere. Hun har et klart budskab til de børn, der mobber.

- At de skal stoppe det, for det kunne lige så godt være dem, der ikke havde den perfekte krop, siger Rikke Andersen til DR Nordjylland.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress