Af Ritzau - 22/07-15 10:15

Unge udsatte mand for systematisk vold under røveriUnge udsatte mand for systematisk vold under røveri

Politiet har anholdt to formodede gerningsmænd bag voldeligt røveri. Den ene har dog haft held til at flygte.

To unge mænd udsatte ifølge politiet en 53-årig mand for systematisk vold under et røveri i mandens hjem i Nykøbing Mors lørdag. Mændene er tirsdag blevet anholdt, og onsdag eftermiddag skal der ved Retten i Holstebro være grundlovsforhør.

Det er dog kun den ene af mændene, en 19-årig, som i første omgang bliver fremstillet med krav om fængsling. Den anden mand, der er 24 år, er nemlig stukket af fra politiet, oplyser vicepolitiinspektør Kell Svenningsen fra lokalpolitiet i Thisted.

- Under flugten smækkede han en indvendig glasdør ind i hånden på en politiassistent, hvorunder vedkommende kom lettere til skade af det knuste glas, fortæller Kell Svenningsen.

Flugten skete fra politistationen i Nykøbing Mors, hvor de to mænd var blevet bragt hen, efter at de tirsdag eftermiddag blev pågrebet af politiet.

Det voldelige røveri, som sagen udspringer af, fandt sted lørdag morgen ved sekstiden hos en 53-årig mand på Nørrebro i Nykøbing.

- Forurettede blev udsat for systematisk vold samt trusler, og gerningsmændene stjal i forbindelse med volden nogle genstande i huset, fortæller Kell Svenningsen.

Ifølge politiets sigtelse mod de anholdte, truede de ovenikøbet den 53-årige med, at de ville slå ham og hans mor ihjel, hvis han gik til politiet.

Kell Svenningsen oplyser, at offeret og de sigtede kendte hinanden på forhånd fra misbrugsmiljøet i Nykøbing.

Den 19-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro onsdag klokken 12.30.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress