Af Ritzau - 17/04-16 08:00

Kristian Jensen: Vesten greb for sent ind mod Islamisk StatKristian Jensen: Vesten greb for sent ind mod Islamisk Stat

Flere menneskeliv kunne være reddet, hvis Vesten havde reageret tidligere, mener den danske udenrigsminister.

storybild

Flere menneskeliv kunne have været reddet, hvis Vesten havde grebet ind tidligere over for Islamisk Stat, mener udenrigsminister Kristian Jensen. (Billede: Polfoto/Henrik Daugaard Jens)

De vestlige lande reagerede for sent på truslen fra Islamisk Stat. Sådan lyder vurderingen fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) forud for, at et flertal i Folketinget på tirsdag ventes at øge den militære indsats i Irak og Syrien.

Set i bakspejlet kunne flere menneskeliv være reddet, hvis Vesten havde grebet ind tidligere, mener han:

- Jeg synes, at vi reagerede for sent på den trussel, der var, siger Kristian Jensen.

USA og en række allierede lande begyndte at bombe Islamisk Stat i Irak i august 2014. Herefter gik der mere end en måned, før operationen inde i selve Syrien blev indledt.

Og selv om den danske udenrigsminister altså mener, at man kunne have reddet menneskeliv ved at gribe ind tidligere, så pointerer han, at det folkeretlige grundlag var nødt til at være på plads.

- Vi har ikke folkeretligt lov til at gå ind militært i et land, fordi der er en udvikling, vi ikke bryder sig om, eller fordi der er nogle konflikter, som kan se ud til at sprede sig.

- Syrien har vist, at de hverken har evnen eller viljen til at nedkæmpe Isil (en anden forkortelse for Islamisk Stat, red.). Derfor er der også folkeretligt grundlag for gå ind i Syrien, siger Kristian Jensen.

Set fra Kristian Jensens synspunkt var det et stort problem, at USA's præsident, Barack Obama, tilbage i 2012, erklærede, at brugen af kemiske våben mod Syriens egen befolkning var en klar rød linje, men da det senere blev dokumenteret, blandt andet af FN, at der faktisk var brugt kemiske våben mod syriske civile, stod det klart, at linjen ikke var så rød alligevel.

- Det udstillede os som handlingslammede og svage, og det motiverede bare de bøller, der er i Assad-regimet og Isil til at fortsætte deres bøllemetoder i området, siger Kristian Jensen.

Kristian Jensen mener, at Vesten enten skulle have tiet om røde linjer eller have vist vilje til at handle.

- Det havde været enklere. Og vi havde reddet flere menneskeliv, hvis vi havde reageret på daværende tidspunkt, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress