Af - 03/12-15 20:48

Tævet af tyrkisk grænsepoliti: De sparkede til mit hoved som en fodboldTævet af tyrkisk grænsepoliti: De sparkede til mit hoved som en fodbold

Den danske journalist Nagieb Khaja var på vej over grænsen til Syrien, da tyrkisk grænsepoliti overfaldt ham. De tævede ham gul og blå, men lod ham alligevel krydse grænsen.

storybild

Sådan så 36-årige Nagieb Khaja ud efter den 'kærlige behandling' af det tyrkiske grænsepoliti. (Billede: Nagieb Khaja)

Den danske journalist Nagieb Khaja blev onsdag overfaldet af tyrkisk grænsepoliti. Han var på vej over den tyrkiske grænse med retning mod Syrien.

- Jeg slap heldigt. Jeg kan godt tage nogle knubs, men jeg tror, de prøvede at få mig til at besvime. De sparkede til mit hoved som en fodbold, siger Nagieb Khaja til metroxpress.

LÆS OGSÅ: Tyrkisk politi napper 1300 migranter dagen efter EU-aftale

Det er lige nu ulovligt at rejse fra Tyrkiet ind i Syrien, også selvom man er journalist. Men det er noget Nagieb har gjort mange gange før. Sådan er arbejdsvilkårene. Alligevel overraskede overfaldet ham.

- Selvom jeg ikke anerkender den midlertidige lov, Tyrkiet har indført her, så har jeg forståelse for ordenshåndhævere, der bare prøver at følge ordrer. Men når de så efterfølgende lader mig rejse videre ind i Syrien, det som de egentlig stoppede mig for, så bliver jeg altså vred.

LÆS OGSÅ: Flygtningehjælp: Vinteren påvirker ikke flygtningestrøm

Efter en tur på hospitalet i Syrien har Nagieb Khaja det godt. Hovedpinen har lagt sig, og han har mod på at fortætte arbejdet.

- Det er jo hverdag for mange det her, og det afholder mig ikke fra at krydse grænsen igen. Det er jo en del af mit arbejde at færdes i de her områder, hvor jeg lever med større risici. Jeg ved, at det kunne være gået meget værre, siger journalisten.

LÆS OGSÅ: Løkke: Tyrkiets flygtningeopbremsning skal følges tæt

Efter overfaldet havde Nagieb Khaja forventet, at han ville blive tilbageholdt af politiet og sendt hjem til Danmark med midlertidigt indrejseforbud i Tyrkiet.

At betjentene alligevel bare lod ham rejse ind i Syrien, gjorde ham så fortørnet, at han har skrevet et langt indlæg om hændelsen på Facebook.

Dansk Journalistforbund meldte torsdag ud, at man tager skarpt afstand fra behandlingen af Nagieb Khaja.

"Det er helt uantageligt og ganske enkelt en skændsel, at en journalist på denne måde bliver tæsket af grænsemyndighederne i Tyrkiet. Det siger noget om landets forhold til den frie presse”, siger Lars Werge formand for DJ i erklæringen fra Dansk Journalistforbund.

”Vi støtter naturligvis Nagieb Khaja i denne sag, og vil hurtigst muligt rette vores skarpeste kritik til den tyrkiske ambassade i Danmark og bede dem om en forklaring på overfaldet. Jeg mener samtidig, at dette er en sag som den danske regering bør tage op over for Tyrkiet," siger Lars Werge.

Arkivfoto(Bild: Polfoto)

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress