Af Ritzau - 02/06-16 02:55

Pind vil fjerne forældelsesfrist i sager om børnesvigtPind vil fjerne forældelsesfrist i sager om børnesvigt

Svigtede børn skal kunne lægge sag an mod ansvarlige, uden at deres sag bliver forældet, siger ministeren.

storybild

Justitsminister Søren Pind vil fjerne forældelsesfrist i sager om omsorgssvigt. Det siger han til TV 2. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Hvis det står til justitsministeren, skal det være slut med, at omsorgssvigtede børn får deres retssager afvist som følge af den såkaldte forældelsesfrist.

Sådan lyder budskabet fra justitsminister Søren Pind (V) ifølge TV 2.

Forældelsesfristen betyder, at der er en tidsfrist for, hvor lang tid omsorgssvigtede børn kan lægge sag an mod de svigtende myndigheder efter et misbrug.

- Når børn udsættes for seksuelle overgreb, så er det et chok af sådan en karakter, at erkendelsen af svigtet kan risikere først at melde sig mange år senere. Det ved vi nu, og vi kan ikke længere påstå, at vi ikke kender noget til det, siger justitsministeren til TV 2.

Debatten om forældelsesfrist er blandt andet opstået på baggrund af dokumentaren "Anbragt i Helvede", der er blevet vist på TV 2.

Dokumentaren følger to søskende, der er blevet sexmisbrugt af deres plejefar. De to kan ikke få stillet den tilsynspligtige kommune til ansvar, fordi sagen er forældet.

Ophævelsen af forældelsesfristen vil dog ikke ske med tilbagevirkende kraft, lyder det fra Søren Pind.

- Det ansvar, som i dag er forældet, det kan jeg ikke røre ved, for det vil være lovgivning med tilbagevirkende kraft, og det kan vi ikke, siger Søren Pind.

Efter at justitsministeren først havde luftet tanken om at forlænge tidsfristen, bekendtgjorde et flertal uden om regeringen, at de ville have fjernet den såkaldte forældelsesfrist i sager om misbrug af børn.

Det ønske kommer justitsministeren altså nu i møde. Men det skal ikke kun gælde i sager mod staten – det skal også gælde i sager mod gerningsmanden, mener Søren Pind.

- Jeg vil indlede en drøftelse med de øvrige blå partier om en ophævelse af den strafferetlige side af det her, så vi kan komme efter forbryderne - også lang tid efter, siger Søren Pind.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress