Af - 14/10-16 04:00; Opdateret: 14/10-16 11:26

Læger bag officiel adhd-guide får penge af ritalinfirmaerLæger bag officiel adhd-guide får penge af ritalinfirmaer

Regionernes adhd-vejledning får kritik for at overvurdere effekt ved ritalin til børn. Halvdelen af udvalget samarbejder med virksomheder med økonomisk interesse i adhd-medicin

Oversigt over, hvordan udvalget bag regionernes nye adhd-guide, samarbejder med virksomheder, der har økonomisk interesse i adhd-medicin. Virksomheden HB-Pharma repræsenterer den tyske medicinalvirksomhed Medice, der laver adhd-medicinen Medikinet. Shire laver adhd-medicinen Equasym, Novartis laver Ritalin og Lundbeck, meldte sidste år ud, at de vil satse på adhd-medicin.

Medicinen methylphenidat, der er mest kendt under navnet ritalin, har en positiv effekt på børn med adhd og øger ikke risikoen for alvorlige bivirkninger.

Sådan konkluderer Danske Regioners fagudvalg i det baggrundsnotat, der ligger til grund for deres nye adhd-behandlingsvejledning, og det møder kritik.

Forfatterne bag det studie, som udvalget bruger som kilde, føler sig fejlciterede. Deres studie viser nemlig, at den forskning, der findes om adhd-medicin, er for dårlig til, at man kan sige noget om medicinens effekt.

LÆS OGSÅ: Forskere: ADHD-medicin kan forstyrre hjerterytmen

“Den måde udvalget citerer studiet, det er grænsende til uartigt”, siger speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Lisbeth Kortegaard, der har læst den nye vejledning.

“Når jeg læser den, tænker jeg umiddelbart, at den er meget positiv overfor medicinsk behandling. Der står selvfølgelig, at der kan være bivirkninger, men det bliver nedtonet meget i forhold til den kliniske virkelighed, jeg kender”.

Børne- og ungdomspsykiater Torsten Schumann mener også, det er problematisk, at udvalget bruger et studie, der er nået frem til, at vi ikke kender effekt og skadevirkninger af ritalin, til at konkludere, at medicinen har god effekt.

“Udvalget blander det sammen, og de burde have gjort det mere tydeligt, hvad det er, de tænker, og hvad studiet konkluderer.”

LÆS OGSÅ: Dan fik diagnosen ADHD: - Jeg blev afhængig af ritalin

En gennemgang af Sundhedsstyrelsens lister over tilknytning, økonomisk støtte og udvalgets egne habilitetserklæringer viser, at halvdelen af udvalgets medlemmer samarbejder med virksomheder, der har økonomisk interesse i medicinsk behandling af adhd, og det kan ifølge kommunallæge og kontaktperson for Læger uden Sponsor, Mats Lindberg betyde, at regionens eksperter har svært ved at vurdere medicinen objektivt.

“De eksperter der modtager penge eller andre goder fra lægemiddelvirksomhederne tolker evidensen for virksomhedernes lægemidler langt mere positivt end andre eksperter. Det er set mange gange før, det er dokumenteret i flere studier, og det gælder selvfølgelig også adhd-medicin”, siger Mats Lindberg og fortsætter:

“Med den baggrund må man spørge sig selv, hvorfor i alverden Sundhedsstyrelsen og regionerne bliver ved med at vælge og bruge eksperter med interessekonflikter. Det giver ikke mening, for man ved i forvejen, hvad der kommer ud af det. En ekspert, der samarbejder med et lægemiddelfirma, vil altid give anbefalinger, der passer med firmaets interesser.”

LÆS OGSÅ: Farlig trend breder sig: Misbruger ADHD-medicin

Også Børne- og ungdomspsykiater Thorsten Schumann finder regionsudvalgets samarbejder uhensigtsmæssigt.

“Det nedsætter troværdigheden af det produkt, de leverer, og dermed overfor befolkningen, og det er skidt for patientbehandlingen”, siger han.

Forsker: Behandlingsguide er modstridende og vildledende

Sidste år konkluderede et stort Cochrane systematisk review, der har gennemgået alt tilgængelig forskning om effekten af adhd-medicinen methylphenidat, at den forskning vi har, er af for dårlig kvalitet til, vi kan sige noget om, hvor stor effekt medicinen i virkeligheden har på adhd.

Men i Regionernes nye behandlingsvejledningen står der, at selvsamme review fandt, at methylphenidat (for eksempel Ritalin red.), har en positiv effekt på adhd og ikke giver en øget risiko for alvorlige bivirkninger, og det undrer reviewets forfattere.

“Det vælger at anvende vores review, men de ser bort fra vores konklusion og vælger i stedet at bruge deres egen og ender med at konkludere, at den forskning, der viser at methylphenidate har en god effekt, er af moderat til høj kvalitet”, siger reviewets hovedforfatter Ole Jakob Storebø, der er seniorforsker ved Psykiatrisk Forskningsenhed, Region Sjælland.

Medforfatter til reviewet Christian Gluud, der er overlæge og leder af Copenhagen Trial Unit ved Rigshospitalet, er af samme opfattelse.

“Vi står fuldstændig måbende overfor den konklusion, udvalget har, hvor de tilsidesætter det, vi har skrevet”, siger han og påpeger, at det er ‘modstridende og vildledende’, når Regionernes behandlingsvejledning konkluderer, at kvaliteten af den forskning, der viser ADHD-medicinens effekt, både er høj og moderat. ”Kvaliteten er meget dårlig!”, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress