Af Ritzau - 02/11-16 13:22; Opdateret: 02/11-16 15:37

Tiltalt for frihedsberøvelse: Troede jeg skulle døTiltalt for frihedsberøvelse: Troede jeg skulle dø

En 25-årig mand nægter sig skyldig i at have holdt en mand fanget og forsøgt at få ham til at betale en gæld.

storybild

En 25-årig mand nægter i Københavns Byret onsdag, at han er medskyldig i at have frihedsberøvet og slået en mand for at få ham til at betale en gæld på 87.000 kroner. (Billede: Free/Per Johansen)

En 25-årig mand, som er tiltalt for at have frihedsberøvet en mand i ti timer og presset ham til at udlevere 87.000 kroner, nægter sig skyldig.

I Københavns Byret forklarer han på retssagens første dag, at han intet har med pengene at gøre, og at han ikke holdt manden fanget.

Han forklarer, at han faktisk er gode venner med manden, og at han kun forsøgte at hjælpe ham med at skaffe de 87.000 kroner, som vennen skyldte nogle helt andre mænd. Dem tør han ikke oplyse navnene på i retten.

- Er du gal, dem kan jeg ikke sige navnene på. De skal ikke kunne kalde mig stikker. Så ville jeg faktisk hellere skyde mig selv, siger den tiltalte i retten.

Ifølge anklageren skal den tiltalte sammen med de ukendte gerningsmænd have truet vennen ind i en bil på Amagertorv for at køre ham til tiltaltes lejlighed i Valby i november 2014.

Her blev vennen ifølge tiltalen bundet på hænder og fødder med polititape og slået. Han fik at vide, at han skulle betale en gæld på 87.000 kroner, hvis han ville slippe fri, lyder anklagen.

Den 25-årige mand fortæller, at han var med i bilen og i lejligheden, men hverken krævede penge eller slog sin ven. Det var de andre gerningsmænd, som han ikke vil sige navnene på, som gjorde det.

- Jeg troede, at vi begge to skulle dø. Det føltes, som om vi sad i den bil i flere timer. Jeg var så bange, det var en total skodsituation, siger han.

Ifølge den 25-årige havde han i et stykke tid forsøgt at hjælpe vennen med at skaffe pengene til gælden.

- Han spurgte mig om hjælp. Han var virkelig bange. Han græd og græd. Han var min ven, og jeg vil til enhver tid hjælpe alle mine venner, siger den 25-årige.

Han forklarer, at de ukendte mænd bad ham om at holde øje med vennen i lejligheden. Vennen blev bundet fast af de andre gerningsmænd, og da mændene gik, slap den 25-årige vennen fri, påstår han i retten.

Manden, der påstår, at han blev holdt fanget, kunne derfor bare have forladt lejligheden, hvis han ville, forklarer den tiltalte.

Den 25-åriges lillebror på 23 år er tiltalt for at have opfordret til frihedsberøvelsen. Han sad dog i fængsel den pågældende dag for to år siden.

Onsdag skulle manden, der ifølge anklagen blev holdt indespærret, have vidnet i retten. Men han dukkede ikke op.

Sagen forventes at blive afsluttet i januar.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress