Af Ritzau - 22/09-16 10:00

Bevæbnede betjente er klar ved retssag om kidnapningBevæbnede betjente er klar ved retssag om kidnapning

Fem mænd er tiltalt i Østre Landsret for afpresning, bortførelse og farlig vold. Offer var i akut livsfare.

storybild

Østre Landsret ventes fredag at afgøre en usædvanlig sag om afpresning og bortførelser. Det ene offer var i akut livsfare, da han fik trukket en plastikpose over hovedet (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Sortklædte politifolk står posteret på gaderne omkring Østre Landsret i København, når en sag om afpresning og bortførelser behandles i en af retssalene.

Betjentene er bevæbnet med langløbede skydevåben. De har fingeren på aftrækkeren. På hovedet har de hjelme og huer, så kun øjne og næse kan ses.

Årsagen til de usædvanlige sikkerhedsforanstaltninger er, at politiet vil hindre, at en af de tiltalte mænd i sagen flygter - eventuelt med hjælp udefra.

- En af dem anses for at være særligt flugttruet. Derfor er der et større set-up end normalt, forklarer vicepolitiinspektør Jens Møller i Københavns Politi. Han ønsker ikke at gå yderligere i detaljer.

I øvrigt er selve sagen, som landsretten ventes at afslutte fredag, også usædvanlig. To af tiltalte er så farlige for andre, at de bør idømmes forvaring. Almindelig fængselsstraf er ikke nok, mener anklagemyndigheden.

Kim Hoang Tran, en forretningsmand med vietnamesisk baggrund, er hovedperson i affæren.

Han er tiltalt for flere forbrydelser. For eksempel skal han i løbet af fem år have afpresset en mand for cirka 800.000 kroner.

Samme offer blev kidnappet fra en skole på Stæhr Johansens Vej på Frederiksberg i august 2014. Kravet var yderligere en kvart million, hævdes det.

Han blev kørt til Birkerød og anbragt i et kælderrum. Her blev han slået med et koben og fik en plastikpose trukket over hovedet, så han kom i akut livsfare, fremgår det af tiltalen.

Desuden beskyldes Tran for at have arrangeret bortførelsen af en 57-årig vietnamesisk mand.

Også han havnede i Birkerød og var holdt fangen i to døgn. Først da hans hustru havde skaffet 166.000 kroner, blev han frigivet.

Da Retten på Frederiksberg afsagde dom i december sidste år, slap forretningsmanden for at blive dømt til forvaring, som er indespærring på ubestemt tid. I stedet fik han fængsel i ni år.

Også en af Trans påståede hjælpere, 26-årige Daniel Kryger, undgik forvaring, men blev idømt fængsel i 10 år.

Nævningetinget afsiger kendelse fredag formiddag. Såfremt de tiltalte kendes skyldige, vil anklager Maja Schiøtz nedlægge påstand om dom til forvaring til begge mænd, har hun varslet ved sagens begyndelse.

Yderligere tre er tiltalt. Det er en nedrivningsarbejder, der tidligere er dømt for drab, samt to tjetjenske mænd med russiske pas.

En af de sidstnævntes far er i øvrigt blevet dræbt under kampe med russiske styrker i det østlige Ukraine. Han og landsmanden protesterer imod kravet om udvisning.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress