Af Ritzau - 11/09-16 13:12

Ellemann insisterer på enklere servicelovEllemann insisterer på enklere servicelov

Serviceloven er blevet så kompliceret, at det sænker kvaliteten af sagsbehandlingen, mener Karen Ellemann (V).

storybild

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann kalder den nuværende servicelov for en "kafkask labyrint". (Billede: Scanpix/Simon Læssøe)

Den nuværende servicelov er blevet for kompliceret. Det går ud over den hjælp, som de udsatte borgere skal have. Sådan lyder det fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

Hun er derfor på vej med en ændring af serviceloven. I Jyllands-Posten kritiserer to eksperter og Danske Handicaporganisationer ministerens forslag, som avisen har fået kendskab til gennem et ikkeoffentliggjort notat.

Ifølge kritikken vil ministerens forslag betyde en større frihed til kommunerne, når de skal hjælpe handicappede. Den frihed svækker de handicappedes retsstilling, lyder kritikken.

- Vi er kommet ind i en kafkask labyrint, hvor man arbejder rettighed for rettighed – paragraf for paragraf. Vi politikere må sørge for at få loven tilbage på sporet, så kommunerne tager udgangspunkt i, hvad de her mennesker har behov for, siger Karen Ellemann.

- Jeg har ikke udsendt et forslag til et sparekatalog. Vi vil sikre, at udgangspunktet er, at der laves en grundig udredning. At der laves en handlingsplan. Og at sagsbehandlerne arbejder helhedsorienteret.

Over for Jylland-Posten forklarer adjunkt Eva Naur Jensen fra Aarhus Universitet, at forslaget vil give kommunerne frihed til at give "dårligere ydelser".

Professor i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher kalder udspillet for en "rettighedsmassakre".

Karen Ellemann afviser, at udspillet vil forringe handicappede eller andres forhold.

- Det her udspil vil ikke fjerne nogle af de ydelser, der er i serviceloven. Man kan som i dag klage over de afgørelser, man får, siger hun.

Social- og indenrigsministeren mener, at forslaget vil være en "kæmpe forbedring" af forholdene for de udsatte voksne, der i dag ikke får udredninger eller handlingsplaner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress