Af Lars Sejr - 21/12-15 15:16; Opdateret: 21/12-15 15:45

Mette Frederiksens skattesag politianmeldesMette Frederiksens skattesag politianmeldes

BT kunne i sidste uge referere til en fortrolig afgørelse om S-formandens brug af privatchauffør.

storybild

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen. (Billede: Polfoto/arkiv)

Skatteministeriet politianmelder lækagen af Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksens, omdiskuterede sag i Skatterådet.

Det siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Medlemmer af Skatterådet må ikke bryde deres tavshedspligt, men alligevel kunne BT torsdag i sidste uge referere til en fortrolig afgørelse fra rådet om, hvordan Mette Frederiksens brug af chauffør vil blive beskattet.

- Det strider med helt grundlæggende principper om retssikkerhed på skatteområdet, når fortrolige oplysninger lækkes til et dagblad, siger Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse.

- Borgerne - uanset hvem, de måtte være - skal selvfølgelig trygt kunne overlade deres personfølsomme skatteoplysninger til eksempelvis Skatterådet uden risiko for, at de kommer til uvedkommendes kendskab.

- Derfor finder jeg det rigtigst at politianmelde sagen, siger Karsten Lauritzen.

Selv statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har blandet sig i sagen. I sidste uge erklærede Løkke sig på Twitter enig med Skatterådets formand, advokat Hanne Søgaard Hansen, der kalder lækket uheldigt, kritisabelt og utilstedeligt.

- Og jeg er helt enig. Det er utilstedeligt. BT's historie beriger heller ikke ligefrem den politiske debat, skrev Løkke.

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, hilser politianmeldelsen velkommen.

- I sidste uge nøjedes ministeren med at trække på skuldrene over sagen. Det er positivt, han nu tager lækket til BT mere alvorligt.

- Og det er da dybt urimeligt, at Socialdemokratiet ikke kan stille et spørgsmål til Skat, uden at svaret ender hos BT, før vi selv får det, skriver Jesper Petersen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Et svar, hvor Skatterådet jo i øvrigt slår fast, at alt er, som det skal være. Vores partiformand bliver med mellemrum kørt rundt til møder i partiets Toyota og passer sit arbejde fra bagsædet imens.

- Socialdemokratiets partikontor har selv henvendt sig til Skat for at sikre sig, at reglerne er fulgt i den forbindelse. Det er de. Og alligevel skal man så hænges ud i BT. Det er altså langt ude, skriver Jesper Petersen.

Skatterådet har 19 medlemmer, der er udpeget af henholdsvis skatteministeren og Folketinget. I rådet sidder både politikere, repræsentanter fra erhvervslivet og revisorer og advokater.

Rådets opgave er at udtale sig om principielle spørgsmål og afgive såkaldte bindende svar, så borgere og virksomheder kan vide, hvordan de skal forholde sig i forhold til skat i bestemte sammenhænge.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress