Af Ritzau - 30/11-16 12:58; Opdateret: 30/11-16 13:28

Nigel Farage: Et spørgsmål om tid før Danmark træder ud af EUNigel Farage: Et spørgsmål om tid før Danmark træder ud af EU

Tidligere leder af partiet Ukip mødes med DF, som endnu ikke er klar til at kræve afstemning om EU.

storybild

Den tidligere Ukip-leder Nigel Farage tror, at Danmark vil ende med at følge Storbritannien ud af EU. Det er bare et spørgsmål om tid, siger han. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Den tidligere leder af partiet Ukip Nigel Farage spillede en central rolle i afstemningen, som førte til Storbritanniens beslutning om at træde ud af EU.

Onsdag mødes han med Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Og Farage er overbevist om, at Danmark vil følge Storbritannien ud af EU:

- Det er et spørgsmål om tid, før Danmark forlader EU, siger Nigel Farage fra det britiske anti-EU-parti United Kingdom Independence Party (Ukip).

På spørgsmålet om, hvad han baserer det på, når hverken meningsmålinger eller et flertal i Folketinget ønsker en udmeldelse af EU, siger han:

- 2016 vil stå som året, hvor nationalstaternes demokrati fik et massivt comeback. Og den bevægelse er ikke slut. Om det er Italien næste gang eller Holland eller Danmark, har jeg ingen idé om.

- Men jeg er fuldstændig overbevist om, at den fælles valuta ganske enkelt ikke virker. At migrationskrisen har ført til meget negative holdninger til Angela Merkels beslutning sidste år (om at åbne grænserne, red.).

- Jeg er ikke antieuropæer. Men folk ønsker et EU baseret på samarbejde og handel. Men de vil ikke have denne model ledet af mr. Juncker, siger Nigel Farage med henvisning til EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Dansk Folkeparti har i begyndelsen af 00'erne talt for dansk EU-exit. I dag er partiets linje, at man skal blive i samarbejdet, men reformere EU.

Søren Espersen siger, at han vil afvente resultatet af Storbritanniens exit-forhandlinger, før man træffer en beslutning, om den politiske linje skal ændres.

Når de om to til tre år er færdiggjort, og man kan se resultatet, vil partiet overveje, om Danmark bør bede om samme model.

- Jeg har lyst til at se, hvor Storbritannien ender. EU-systemet er på vej ind i en blindgyde, og det bliver værre og værre. Det er det, vi skal tale om. Hvordan man overhovedet kan rette op på det her. Jeg tvivler på det, for viljen til det er der ikke, siger Søren Espersen.

På spørgsmålet om, hvorvidt han vil anbefale, at Dansk Folkeparti også kræver dansk EU-exit, svarer Nigel Farage:

- Jeg er ikke kommet for at skrive manifestet (for Dansk Folkeparti, red.). Jeg er kommet for at besøge Dansk Folkeparti, og vi vil tale om, hvad vi har tilfælles, lyder det, og Farage tilføjer:

- Der er to mulige veje. Den ene er at anbefale reformer af EU. Og det kan være, at brexit er så stort et chok, at fornuften indfinder sig i Bruxelles. Eller det kan være, at deres modsvar på brexit bliver et forsøg på at centralisere endnu mere magt.

- Hvis det sker, så vil de, der har anbefalet reformer, søge en mere radikal løsning, mener Nigel Farage.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress