Af ritzau - 24/08-16 13:59; Opdateret: 24/08-16 14:23

Messerschmidt stopper som DF-formand i EU-ParlamentetMesserschmidt stopper som DF-formand i EU-Parlamentet

Efter politianmeldelse om identitetstyveri stopper DF-profilen som formand for DF-gruppen i EU-Parlamentet.

Morten Messerschmidt trækker sig efter eget valg som formand for Dansk Folkepartis gruppe i EU-Parlamentet, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter han i sidste uge blev politianmeldt for identitetstyveri af sin tidligere partifælle, medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson.

Morten Messerschmidt kalder i en pressemeddelelse anklagerne for "grundløse og forkerte":

- Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare tingene. Men jeg må konstatere, at der er rejst tvivl om min ledelse og forvaltning af tingene i Bruxelles, som jeg er ked af, og som sår tvivl om både det politiske projekt og om min troværdighed.

- Det skygger så meget for mit politiske virke, at jeg ikke længere føler, jeg er den rette til at stå i spidsen. Derfor tager jeg konsekvensen og træder tilbage som leder af Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet.

Politianmeldelsen er en udløber af DF's omdiskuterede brug af midler fra den EU-støttede fond Meld.

Dokumenter fra det franske indenrigsministerium, som Ekstra Bladet har fremlagt, viser, at både parlamentsmedlemmet Jørn Dohrmann (DF) og Rikke Karlsson har været medlemmer af ledelsen i Meld.

De blev valgt på fondens generalforsamling tilbage i november 2014, hvor ingen af dem var til stede. Rikke Karlsson stod opgjort som litauer. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.

Men den forkert angivne nationalitet er en "administrativ fejl" i det franske register. I det tidligere års formular var det et litauisk medlem, forklarer Messerschmidt.

- Siden valget til Europa-Parlamentet i 2014, hvor vi blev fire DF'ere valgt, har jeg anvendt en uformel ledelsesstil, hvor vi har talt om tingene på ugentlige møder af formel og nok oftest uformel karakter, siger Messerschmidt.

- Det har bygget på gensidig tillid, hvor vi talte både formelt og uformelt og ikke førte trufne beslutninger til protokols, men stolede på hinanden.

- Denne uformelle facon har haft konsekvenser, som jeg ikke forudså. Det burde jeg, og det kan jeg ikke have siddende på min samvittighed. Det er simpelthen ikke godt nok, og det har jeg nu besluttet at tage konsekvensen af.

Adspurgt hvorfor han ikke tager den fulde konsekvens og trækker sig helt fra EU-Parlamentet, svarer Messerschmidt til TV2, at han har lavet en formaliafejl.

DF skal i løbet af de næste uger finde en ny gruppeformand.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl forstår beslutningen og tager den til efterretning, meddeler partiet.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress