16/03-16 14:02; Opdateret: 16/03-16 14:29

V og DF vil føre omstridt besparelse tilbage i kommunerV og DF vil føre omstridt besparelse tilbage i kommuner

Regeringen og DF foreslår i fælles udspil at føre omprioriteringsbidraget tilbage til kommunerne i 2017.

storybild

Dansk Folkepartis finansordfører, Rene Christensen, foreslår sammen med Venstre-regeringen at føre næste års omprioriteringsbidrag på 2,4 milliarder kroner tilbage til kommunerne i 2017. (Billede: Polfoto/Joachim Adrian)

I 11. time er Venstre-regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om et forslag om at føre alle besparelserne i næste års omprioriteringsbidrag tilbage til kommunerne.

De 2,4 milliarder kroner, kommunerne har skullet spare, får de altså tilbage igen - øremærket til kernevelfærd.

Finansordfører René Christensen (DF) fremsætter på vegne af Venstre og Dansk Folkeparti følgende forslag til vedtagelse:

- Folketinget fastslår, at frigjorte midler i 2017 som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag bør bruges til at sikre kernevelfærden i kommunerne.

- Midlerne skal således prioriteres anvendt dér, hvor behovet er størst. Den konkrete udmøntning sker i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi og finanslovsforhandlingerne.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er tirsdag til hasteforespørgsel efter massiv rød kritik af omprioriteringsbidraget, der betyder, at de 98 kommuner tilsammen skal finde besparelser for 2,4 milliarder kroner årligt frem mod 2019. Det er én procent årligt.

Adspurgt om kommunerne også skal forvente at få ført pengene tilbage i 2018 og 2019, lyder René Christensens svar på talerstolen:

- Der forestiller vi os sådan set, at der skal ske det samme. Men kommunernes økonomi fastlægges for et år ad gangen.

- Det aftalesystem anerkender vi fuldt ud.

Samme toner lyder fra Venstres finansordfører, Jacob Jensen, der henviser til, at der først bliver taget stilling til kommunernes økonomi for 2018 og 2019 i de kommende års kommuneaftaler.

Enhedslistens kommunalordfører, Rune Lund (EL), hæfter sig under debatten ved forslagets vending om, at omprioriteringsbidraget "bør bruges" til at sikre kernevelfærden i kommunerne.

Ordføreren vil gerne vide, om det åbner for, at nogle af pengene i stedet kan bruges til eksempelvis skattelettelser, når nu der ikke står "skal bruges" på kernevelfærd. Men det afviser René Christensen pure:

- Nej, det gør det ikke.

Jacob Jensen bekræfter ligeledes, at forslagets "bør" skal forstås som et "skal".

De to øvrige borgerlige partier, De Konservative og Liberal Alliance, er ikke med på forslaget fra Venstre og Dansk Folkeparti. Til gengæld har Socialdemokraterne med opbakning fra hele rød blok fremsat et lignende forslag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress