Af Ritzau - 01/11-16 12:07

Politikere skal finde milliarder til boligejerePolitikere skal finde milliarder til boligejere

Tryghed for boligejerne ville koste 24 milliarder, lød det i regeringens 2025-plan. Den plan er nu udskudt.

storybild

Forhandlingerne om den storstilede 2025-plan er sat bero. Nu forsøger regeringen at få en aftale i hus om ejendomsvurderinger, finanslov for næste år og energiafgiften PSO. Her ses skatteminister Karsten Lauritzen (V), energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved tidligere forhandlinger i Finansministeriet. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Boligejerne skal kunne blive boende i de huse, de har købt. Sådan lød mantraet, da regeringen præsenterede sin plan for dansk økonomi frem til 2025.

Og det er stadig målsætningen, forsikrer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Udmeldingen kommer, selvom regeringen nu har udskudt forhandlingerne om den stort anlagte "helhedsplan".

Det kunne skabe uvished om, hvorvidt boligejerne nu ikke får den lovede hjælp på i alt 24 milliarder kroner. Men det bør man ikke være bekymret for, siger Hjort:

- Der er sådan set jo ingen, der har taget afstand fra regeringens udspil til boligejerne. Alle mener jo også, hvad rigtigt er, at det skaber den fornødne tryghed for boligejerne, siger han tirsdag før et forhandlingsmøde.

Men det er et åbent spørgsmål, hvor pengene nu skal findes. Regeringens 2025-plan indeholdt en række finansieringselementer. Blandt andet højere pensionsalder og lavere rentefradrag betød, at der var penge at give af.

Socialdemokratiet er ikke umiddelbart begejstrede over, at regeringen nu lægger op til først at få et system for ejendomsvurderinger på plads.

Og først derefter forhandle om, hvad der så skal ske med boligskatten.

- Det vil i givet fald ikke være noget, der skaber tryghed for boligejerne, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).

Den radikale finansordfører, Martin Lidegaard, kalder det uambitiøst at adskille den mere tekniske aftale om, hvordan boligerne rent praktisk skal vurderes, fra de politiske forhandlinger om boligskat.

- Det er utroligt vigtigt, at vi får sat en effektiv stopper for boligskattestoppet. Det har vist sig til at skævvride Danmark. Det har ikke skabt tryghed for boligejerne.

- Vi burde kunne blive enige om at lave en fair og stabil boligbeskatning, så alle boligejere ved, hvad de har at gøre godt med, siger han.

Han er enig med regeringen og Socialdemokratiet i, at det vil koste penge i en overgangsperiode, hvis de nuværende boligejere skal kunne blive i deres huse og lejligheder.

Nye, mere retvisende vurderinger, vil nemlig føre til, at en række boligejere ellers vil få markant højere skatteregninger.

Men om det beløb er 24 milliarder eller 30 milliarder, som Socialdemokratiet har spillet ud med, er for tidligt at sige, hvis man spørger De Radikale.

- Tallene flyver gennem luften. De taler om æbler, pærer og bananer alle sammen, siger Martin Lidegaard.

- Det, der skal til, er, at vi finder ud af, hvor vi skal hen. Og så skal der være en overgangsordning. Og den skal være så billig som muligt, så vi ikke skal til at skære alle mulige steder for at finansiere det.

- Men den skal også være sådan, at alle boligejere kan blive boende i det hus, de nu har, mener han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress