Af Ritzau - 30/04-16 08:01

Seksuelt misbrugte børn slipper for at møde i rettenSeksuelt misbrugte børn slipper for at møde i retten

Ny lov skåner misbrugte børn for at møde i retten. Forsvarsadvokat er betænkelig.

storybild

Formand for Børnerådet Per Larsen glæder sig over, at børn op til 15 år kan afgive forklaring på video i stedet for at møde i retten. - Det er virkelig en landvinding, siger han. (Billede: Polfoto/Niels Hougaard)

Mødet med retssystemet kan være svært for børn og unge, der har været udsat for incest eller et andet seksuelt overgreb.

For nogle er det så voldsomt at afgive forklaring i retten og måske møde gerningsmanden, at de mister evnen til at bearbejde traumet og komme videre med deres liv.

Men nu er der hjælp på vej. En ny lov sikrer, at seksuelt misbrugte børn og unge op til 15 år i stedet kan videoafhøres af betjente med ekspertise i afhøring af børn.

Hidtil har det kun været muligt for børn under 12 år at undgå retssalen.

- Det er virkelig en landvinding, at vi sparer de 12 til 15-årige for turen gennem retssystemet.

- Deres helingsproces bliver så forstyrret af, at de skal vente på at komme i retten, måske flere gange. Det kan sætte sig dybe spor hos dem, siger Per Larsen, formand for Børnerådet.

Lovændringen sker på baggrund af en undersøgelse og en række interviews, foretaget af Børnerådet og Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb, med piger, der har vidnet som ofre i sager om seksuelle overgreb.

Særligt belastende er det for børn, som skal vidne flere gange, fordi den dømte eller anklagemyndigheden anker dommen.

Psykolog Helene Almind Jansen, tidligere forskningskoordinator ved Center for Seksuelle Overgreb, siger til Ritzau, at det kan betyde, at børnene fastholdes i overgrebet i flere år.

- Børnene ved, at det er vigtigt, at de siger det samme, næste gang de møder i retten, for ellers kan de blive opfattet som utroværdige. Derfor bliver de bange for at glemme detaljer, og dermed kommer retssystemet til at stå i vejen for, at de kan slippe overgrebet, siger hun.

Formand for Danske Forsvarsadvokater Kristian Mølgaard forstår godt, at det kan være belastende for børn at afgive forklaring i retten.

Men han mener, at retssikkerheden for den tiltalte forringes med en videoafhøring.

- På den her måde får forsvareren ikke mulighed for at stille direkte spørgsmål til barnet, og det er problematisk. Forsvarerens eventuelle spørgsmål stilles via politiet, og dermed fratages forsvareren muligheden for at bygge sine spørgsmål op i retssalen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress