Af Ritzau - 29/06-16 16:34

Forskere overvåger toiletvaner på Roskilde FestivalForskere overvåger toiletvaner på Roskilde Festival

Millioner af data bliver indsamlet på festivalen, men folk kan være rolige - det er lovligt og helt anonymt.

storybild

Gæsternes vaner og bevægelsesmønstre på Roskilde Festival er blot nogle af de ting, som en gruppe forskere fra Copenhagen Business School kan følge med i på deres computerskærme. (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Vidste du, at når du benytter dig af toilettet på Roskilde Festival, så er det muligt, at fire professorer, en analytiker fra Finland og cirka 50 af deres kolleger følger med fra en baggård på Roskilde Tekniske Gymnasium?

Copenhagen Business School (CBS) indsamler for tredje år i træk flere hundrede millioner data på Roskilde Festival. Tre toiletter er i år med som dataleverandør. De er udstyret med en vægt, der vejer indholdet, og personen, der bruger det.

Og toiletvaner er ikke det eneste, der bliver indsamlet. Madvaner, aktivitet på sociale medier og hvor folk befinder sig på festivalen, er blot en lille del af den indsamlede information.

Det fortæller Per Østergaard Jacobsen, ekstern lektor på CBS og projektets leder.

- Vi bruger Roskilde Festival som et levende laboratorie, da festivalen jo er en "by" på 130.000 indbyggere, hvor vi opsamler data fra blandt andet mobiltelefoner og sociale medier, siger han.

Tirsdag fortalte whistlebloweren Edward Snowden på festivalen om masseovervågning via et videolink fra Rusland.

Som optakt til begivenheden med Edward Snowden var der hængt skilte op på festivalen. De fortalte, at Roskilde Festival indsamlede personlige data fra gæsterne.

Den del var ment som en happening for at gøre folk opmærksomme på emnet. Selv om det altså ikke var sandt, fremkaldte det vrede reaktioner hos gæster.

Men folk har ingen grund til at frygte for, at informationer, som indsamles af CBS, bliver misbrugt, fortæller projektlederen.

- Vi indsamler kun digitale data, som er fuldstændigt anonyme. Det er kun prikker på et kort, siger han.

Den digitale indsamling fra folks mobiltelefoner sker via sociale medier og gps. Det er kun personer, som har sagt ja til deling via den officielle Roskilde Festival-app, der kan indsamles mobildata fra. Det understreger Per Østergaard Jacobsen.

Spørgsmål: Kan du forsikre folk om, at deres data ikke bliver misbrugt eller solgt videre?

- Ja, det kan jeg. Det er forskning og intet andet, siger projektchefen.

Den nye viden skal bruges til at forbedre eksempelvis sundhed, sikkerhed og miljø på festivalen. Resultaterne kan også være samfundsmæssigt gavnlige uden for festivalen, fortæller forskerne.

Roskilde er så unikt et miljø til indsamling af såkaldt "big data", at Per Østergaard Jacobsen bruger store dele af året på at rejse rundt i verden og holde foredrag om emnet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress