Af Ritzau - 26/08-16 10:18; Opdateret: 26/08-16 11:16

Skats topchef fritstilles efter skandalesagerSkats topchef fritstilles efter skandalesager

Skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) bekræfter, at Skat-tophef Jesper Rønnow Simonsen er fritstillet.

Den øverste chef for Skat, direktør Jesper Rønnow Simonsen, fritstilles med øjeblikkelig virkning. Det bekræfter Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, over for Ritzau.

I stedet konstitueres den nuværende direktør for kundeservice, Merete Agergaard, skriver DR.

Det sker få timer før skatteminister Karsten Lauritzen (V) klokken 13 præsenterer regeringens plan for at få Skat tilbage på benene efter flere skandalesager.

En måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, viser, at seks ud af ti danskere mener, at Jesper Rønnow Simonsen, ikke kan fortsætte i sit job.

Det har også vakt undren blandt de folkevalgte på Christiansborg, at skatteministeren har valgt at frede Skat-direktøren, som har haft det overordnede ansvar for de seneste års skandaler i myndigheden - blandt andet ulovlig inddrivelse af gæld.

Karsten Lauritzen pointerede torsdag, at han lytter til kritikken af Skats øverste ledelse.

- Jeg tager selvfølgelig de meldinger med, som kommer fra de forskellige politiske partier. Jeg forstår godt, at der er en frustration, både på Christiansborg og i offentligheden, sagde skatteministeren.

- De (de højtstående embedsmænd, red.) har fået den opgave af mig at rydde op, og hvis der ikke bliver leveret på det, får det selvfølgelig nogle konsekvenser.

Også departementschef i Skatteministeriet Jens Brøchner har været genstand for kritik.

Tirsdag kom det frem, at Skat har formået at tabe hele 12,3 milliarder kroner, fordi man trods advarsler blev ved med at refundere udenlandske svindlere skat på aktieudbytter.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress