Af - 24/05-16 11:41; Opdateret: 24/05-16 12:31

Qvortrup: Partitoppen er rasende på Jeppe KofodQvortrup: Partitoppen er rasende på Jeppe Kofod

Hele sagen med EU-parlamentariker Jeppe Kofod, hvor han nu korrigerer sit tweet med ordet »nigger« til »negro«, er ifølge metroxpress' politiske kommentator, Henrik Qvortrup, et mesterstykke i forkludring af politisk kommunikation.

storybild

(Billede: Scanpix)

Tirsdag morgen trak den socialdemokratiske europaparlamentariker Jeppe Kofod sin omstridte udtalelse tilbage, hvor han på Twitter direkte oversatte Søren Espersens (DF) brug af ordet 'neger' til 'nigger'. Nu lyder oversættelsen 'negro'.

LÆS OGSÅ: Jeppe Kofod retter sig selv: Oversatte ordet neger forkert

Samtidig beklagede Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar sine handlinger, som ifølge ham selv var over stregen:

- Jeg har beklaget og rettet, at jeg selv gik over stregen, men Søren og jeg bliver aldrig enige om, hvorvidt det er okay at kalde folk de ting, han gør. Og så er der ikke mere at rafle om, lød det.

Ifølge metroxpress' politiske kommentator, Henrik Qvortrup, er sagen og Jeppe Kofods ageren i selvsamme et mesterstykke i forkludring af politisk kommunikation:

- For mig virker det som om, at han ikke selv fra begyndelsen har kunnet se dimensionerne af sine brølere. Der har hele tiden været nogen, der skulle fortælle ham, at nu skal du gøre sådan, og nu skal du gøre sådan. Mit bedste bud er, at de er rasende i partitoppen, fordi det her er et mesterstykke i forkludring af politisk kommunikation. Det er et mesterstykke i at forhale en møgsag, som kunne have været lagt ned ganske hurtigt, siger metroxpress' politiske kommentator, Henrik Qvortrup.

LÆS OGSÅ: Espersen giver intet for Kofods Facebook-forklaring

Den såkaldte 'negersag' startede, efter Dansk Folkeparti gik i luften med kampagnen 'Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på', hvor man på et billede ser en 'typisk' dansk familie, hvor alle familiemedlemmer igennem tre generationer er hvide. Sågar familiens hund er hvid – en photoshoppet golden retriewer.

Kampagnen skabte stor debat på blandt andet sociale medier, hvor folk rasede over DF's stereotype billede af, hvordan en dansk familie ser ud anno 2016.

De mange kritiske røster fik efterfølgende Søren Espersen til at udtale:

- Vi kunne da sagtens have sat en neger ind, og hvad så?

Sidenhen eksploderede sagen, da Espersen mente, at man også kunne kalde Barack Obama for USA's første negerpræsident. Det var her Jeppe Kofod kom ind fra højre og på Twitter oversatte Espersens neger til nigger.

LÆS OGSÅ: Obama sortlister ordet 'negro' fra amerikansk lov

Ifølge Henrik Qvortrup har sagen fra start til slut været som at "stå på sidelinjen og opleve en bilulykke i slowmotion".

- Han har ene mand formået at gøre, hvad der kunne have været en vindersag for Socialdemokraterne til præcis det modsatte, siger Henrik Qvortrupo og understreger samtidig, at sagen har pustet liv i en gammel kedelig sag om Jeppe Kofod, som han selv og Socialdemokraterne helt sikkert gerne så glemt:

- Hele historien og hans historik med den 15-årige DSU'er, som han havde sex med, får han nu rippet op i. Det var noget, som de fleste nok havde glemt, men som alle nu snakker om, siger Henrik Qvortrup og henviser til især 'Den korte Radioavis' på Radio24Syv, som i dagevis har bolteret sig i sagen og kaldt ham en pedofile (udtalt på engelsk, red.).

- Pludselig er alt blevet tilladt med Jeppe Kofod, fordi han har behandlet hele den her sag fuldstændig talentløst.

LÆS OGSÅ: Sprogeksperter: Derfor må du ikke sige 'neger'

LÆS OGSÅ: Satiriker revser danskerne: ‘Jeg har da ret til at sige neger.’ Nej, gu’ fanden har du ej!

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress