Af Ritzau - 14/09-16 17:50; Opdateret: 14/09-16 18:24

Hjort om Dong-undersøgelse: Er i høj grad belystHjort om Dong-undersøgelse: Er i høj grad belyst

Salget af Dong er allerede belyst gennem 200 folketingsspørgsmål og flere samråd, mener finansministeren.

storybild

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) regner ikke med, at der vil komme meget nyt frem om salget af Dong med en undersøgelse fra Rigsrevisionen. (Billede: Free/Stig Stasig, Pressefoto Finansministeriet.)

- Jeg ser frem til resultatet af Rigsrevisionens arbejde, og vi vil selvfølgelig fra Finansministeriets side bidrage med de oplysninger, som Rigsrevisionen måtte ønske.

Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), efter at Statsrevisorerne onsdag har bedt Rigsrevisionen undersøge, om Dong Energy blev solgt for billigt.

Det ligger dog også mellem linjerne i den skriftlige udtalelse fra finansministeren, at han ikke regner med, at der vil komme meget nyt frem som følge af undersøgelsen.

- Jeg har noteret mig, at Statsrevisorerne har anmodet Rigsrevisionen om en undersøgelse af Dong Energy, der skal dække alt lige fra forberedelsen af kapitaludvidelsen og frem til og med det kommende årsregnskab for 2016.

- Som statsrevisorerne nævner, er det jo en sag, som i høj grad allerede er belyst takket være mere end 200 besvarede spørgsmål fra Folketinget og en lang række samråd, ligesom Folketingets Finansudvalg har haft adgang til alle centrale dokumenter, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han lægger vægt på, at Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om at afgrænse undersøgelsen ved at fokusere på at afdække de forhold, der kan bibringe nyt i sagen.

Statsrevisorerne, der er politisk valgte vagthunde, vil blandt andet have undersøgt ledelsens og Finansministeriets rolle, udbyttebetalinger og udviklingen i selskabets værdi siden børsnoteringen.

Baggrunden er, at Folketingets Finansudvalg i januar 2014 godkendte en aftale om kapitalindskud i det dengang statsejede Dong Energy på cirka 13 milliarder kroner.

Indskuddet kom dels fra nye investorer ATP, PFA og Goldman Sachs, der dermed fik en ejerandel i energikæmpen. Det viste sig at være en fremragende investering, fordi værdien af selskabet steg markant på to år.

Siden har der været vedvarende kritik fra blandt andre Enhedslisten af, at staten solgte for billigt ud af selskabet.

Claus Hjort Frederiksen har dog tidligere forsvaret salget. Han har flere gange afvist, at selskabet blev solgt for billigt.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen er Dong simpelthen blevet mere værd, fordi man skiftede fokus fra olie- og gasproduktion til havvindmølleparker. Og det har været muligt at gøre, fordi man fik indskudt kapital fra Goldman Sachs og andre.

I en pressemeddelelse oplyser Dong Energys koncernchef, Henrik Poulsen, at selskabet ser frem til undersøgelsen.

- Vi ser frem til, at en undersøgelse fra Rigsrevisionen kan belyse fakta og aflive de myter og misforståelser, som har været fremført i den offentlige debat, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress