Af Ritzau - 18/10-16 08:55; Opdateret: 18/10-16 10:06

DF-næstformand var vicepræsident i omstridt EU-fondDF-næstformand var vicepræsident i omstridt EU-fond

Søren Espersen havde nøglerolle i omstridt fond i den periode, hvor politiske arrangementer blev finansieret.

storybild

Ifølge Felds officielle vedtægter har Søren Espersen DF) haft et formelt medansvar for fonden Felds brug af EU-penge. (Billede: Scanpix/Simon Skipper)

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, har officielt haft en langt mere fremtrædende rolle i den omstridte europæiske fond Feld, end partiet hidtil har oplyst.

Allerede i efteråret 2012 blev han nemlig valgt som vicepræsident for fonden, som var tilknyttet den politiske alliance Meld, som Morten Messerschmidt var formand for.

Han var dermed ikke blot menigt bestyrelsesmedlem, som det tidligere har været fremme.

Det viser nye dokumenter, som Ekstra Bladet har fået indsigt i fra de franske myndigheder.

Papirerne viser, at Søren Espersen har haft en nøglerolle i Feld i den periode, hvor både Feld og Meld i strid med EU's regler har finansieret politiske kampagner og møder for Dansk Folkeparti.

Søren Espersen kalder selv sin rolle proforma og afviser blankt, at han har anet, hvad der foregik.

Men ifølge Felds officielle vedtægter har han haft et formelt medansvar for fondens brug af EU-penge.

– Det er rent proforma. Der skal stå nogle navne. Men det er formanden, som kører biksen, siger DF's næstformand.

Spørgsmål: Der følger et bestyrelsesansvar med. Det står også i vedtægterne?

- Jeg er sådan en godtroende himmerlænding. Jeg tror det bedste om folk, og at det nok skal gå, siger Søren Espersen til Ekstra Bladet.

Også partiformand Kristian Thulesen Dahl risikerer at blive hevet ind i sagen, skriver Politiken. Han har sat sin underskrift på de regnskaber, hvoraf det normalt skal fremgå, at partiet har modtaget støttekroner.

I 2014 og 2015 fik Dansk Folkeparti cirka 200.000 kroner fra Europaparlamentet med den begrundelse, at pengene skulle bruges på to konferencer i alliancen Meld.

Men pengene er efter alt at dømme blevet misbrugt, fordi de er gået til afvikling af DF's sommergruppemøder.

Hvis pengene er gået til Dansk Folkeparti, skal de normalt opføres i folketingsgruppens eller partiorganisationens regnskaber.

Men pengene er ikke nævnt i hverken folketingsgruppens regnskab eller i landsorganisationens.

Tirsdag har Dansk Folkeparti oplyst til TV2, at partiet agter at betale op mod 300.000 yderligere tilbage.

EU-Parlamentet har før krævet 2,9 millioner kroner tilbage fra DF i Meld-midler til at hyre skonnerten Halmø. DF har refunderet 1,6 millioner kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress