Af Ritzau - 26/10-16 05:16

K vil samle flertal om at fordømme blodbad i AleppoK vil samle flertal om at fordømme blodbad i Aleppo

Naser Khader (K) ønsker Folketinget skal fordømme blodbadet i Syrien. På sigt ønsker han også flyveforbud.

storybild

Konservatives Naser Khader har stillet en hasteforespørgsel til udenrigsminister Kristian Jensen (V) for at få ministeren til at redegøre for, hvordan han vil stoppe krigshandlingerne i Aleppo i Syrien. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Der skal samles beviser for, at Rusland har begået krigsforbrydelser, EU skal også sanktionere enkeltpersoner, og der skal være flyveforbud i Syrien.

Det er nogle af det Konservative Folkepartis ønsker til den danske indsats mod krigen i Syrien, fortæller partiets udenrigsordfører, Naser Khader.

Han har taget initiativ til en hasteforespørgsel til udenrigsminister Kristian Jensen (V) om Syrien onsdag. Partiet har mange ønsker, men i første omgang håber Naser Khader, at han kan få Folketinget til at fordømme Putins fremfærd i Syrien.

- Det er vigtigt, at Danmark med høj stemme fordømmer det, der sker i Aleppo og i Syrien. Jeg vil gerne se en fordømmelse af Putins fremfærd og det iranske regimes fremfærd, siger Naser Khader.

Udenrigsordføreren, der selv er født i Syrien, har dog et stærkt ønske om at gøre mere end at fordømme. Konservative ønsker blandt andet et flyveforbud over bestemte områder i Syrien.

- Hvis man virkelig mener det med at beskytte civilbefolkningen, skal man have et flyveforbud.

- Men der er ikke opbakning i Folketinget til et forbud, og derfor håber jeg, at der vil være opbakning til de andre elementer, siger politikeren.

Partiet ønsker blandt andet, at man skal udvide sanktioner mod Rusland til også at kunne ramme enkeltpersoner. Derudover skal man i EU samle beviser for, at Rusland har begået krigsforbrydelser i Syrien, mener partiet.

Henrik Ø. Breitenbauch, der er leder på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, mener, at det er en god idé at fordømme, sanktionere og samle beviser. Men et flyveforbud er ifølge ham ikke en mulighed.

- Et flyveforbud vil kun lade sig gøre, hvis man går ind og i vidt omfang bomber det syriske luftvåben. Og problemet er, at hvis man kunne det, så er der også russiske kampfly på de syriske landingsbaner.

- Ved at lægge sig ud med russerne på denne måde, risikerer man at komme i krig med Rusland, siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Det er i stedet de knapt så hårde midler, som Vesten har mulighed for at tage i brug, mener forskeren.

- Realiteten er, at Vesten er nødt til at se i øjnene, at der er ret stor begrænsning på, hvad vi kan. Over for russerne er sanktioner nok et af de eneste realistiske midler, siger Henrik Ø. Breitenbauch.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress