Af Lars Sejr - 19/12-15 14:21

Branche: Ulovligt krudt skal gøres socialt uacceptabeltBranche: Ulovligt krudt skal gøres socialt uacceptabelt

Hvis ulovligt fyrværkeri skal bekæmpes, er en holdningsændring afgørende, mener brancheorganisation.

storybild

Arkivfoto - Beslaglagt krysantemumbombe. (Billede: Polfoto/arkiv)

Trods kampagner og advarsler er der hvert år danskere, der kommer til skade med fyrværkeri. Og ulovligt fyrværkeri er skyld i en del af kvæstelserne.

Ifølge Fyrværkeribrancheforeningen er det afgørende at ændre folks opfattelse af det ulovlige fyrværkeri, så krudtbegejstrede personer holder sig fra det.

- Der skal en holdningsændring til. Det skal gøres socialt uacceptabelt at bruge den slags ting. Ligesom spritkørsel er blevet socialt uacceptabelt, siger direktøren for Fyrværkeribrancheforeningen, Karsten Nielsen, til Ritzau.

Han understreger, at det ulovlige krudt ikke kan bekæmpes med lovgivning alene.

Desuden er det vigtigt at gøre opmærksom på, at ulykker med fyrværkeri ikke kun rammer dem, der bliver såret, men også deres pårørende, forklarer Karsten Nielsen.

LÆS OGSÅ: På Facebook: Politiet advarer mod ulovligt krudt

Sikkerhedsstyrelsen har op til nytår søsat en kampagne, der har fokus på netop fyrværkeriulykkernes omkostninger for ofrenes familier.

- Vi skal have oplysninger, oplysninger, oplysninger, og der skal en holdningsændring til, så vi holder os fra det ulovlige fyrværkeri, siger Karsten Nielsen.

Helt generelt opfordrer han til, at man holder sig ædru og læser brugsanvisningen, hvis man skal affyre raketter, batterier eller andet nytårsaften. På den måde mindsker man risikoen for at komme til skade.

- Det er ikke den store hemmelighed, at en del fyrværkeri bliver anvendt af folk, der har indtaget alkohol nytårsaften. Helt basalt er fyrværkeri og alkohol en dårlig cocktail, siger Karsten Nielsen.

Ifølge overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analysen Gruppen ved Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital, kan man dele gruppen af mennesker, der kommer til skade på grund af fyrværkeri, op i tre.

- Den type, som bruger eksempelvis krysantemumbomber, er typisk unge mænd mellem 17 og 30 år, som tror - eller synes - det er en god oplevelse at få et kæmpe brag, siger han til Ritzau.

Han påpeger, at det ofte er en gruppe, der også søger grænser på andre måder ved eksempelvis at køre stærkt.

Og så er der den gruppe - også ofte unge mænd - som køber ulovlige strygere. Her er der omkring ti hvert år, der får en skade af den ene eller anden art.

Og så er der de mennesker, der kommer til skade, selv om de gør brug af lovligt fyrværkeri. Derfor er det vigtigt, at man overholder de sikkerhedsråd, der er, siger Jens Lauritsen og i forhold til det ulovlige fyrværkeri, er budskabet kort:

- Jeg synes, man skal spørge sig selv, om det er det værd.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress