Af - 19/10-16 15:00

Ny måling: Suveræne socialdemokrater sørger for regeringsskifteNy måling: Suveræne socialdemokrater sørger for regeringsskifte

I en ny meningsmåling står rød blok til at kunne danne regering helt uden mandater fra Grønland og Færøerne.

storybild

(Billede: Henning Bagger)

Rød blok har en kraftig efterårsvind i ryggen i øjeblikket.

Socialdemokraterne stormer frem i en ny meningsmåling, og hvis danskerne skulle til valg nu, ville det sandsynligvis blive S-formand, Mette Frederiksen, der efterfølgende skulle en tur forbi dronningen og præsentere en ny, rød regering.

Ifølge målingen, der er baseret på interviews med 1.390 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år og er foretaget af YouGov for metroxpress, så vil rød blok med 92 mandater kunne danne regering helt uden at skue til, hvad vælgerne mener i Grønland og på Færøerne.

Socialdemokraterne alene går tre mandater frem i forhold til valget i juni sidste år, og partiet ville nu opnå hele 50 folkevalgte partimedlemmer på Christiansborg, hvis danskerne skulle til stemmeboksene. Dermed er S med afstand det største parti på borgen, da Venstre samtidig er reduceret til blot 30 mandater.

LÆS OGSÅ: Q om Messerschmidt-exit: Skandale må ikke nå Thulesen Dahl

Ifølge politisk analytiker Henrik Qvortrup skyldes fremgangen hos Socialdemokraterne ikke mindst, at partiet har lagt en mere kritisk linje over for udlændinge. Det har trukket mandater fra Dansk Folkeparti, og de mandater er nu gået over midten og er havnet i rød blok.

- Socialdemokraterne er lykkedes med at markere sig på udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti havde for sig selv i mange år. Mette Frederiksen er hardcore på det her område, og det ser ud som om vælgerne kvitterer for det, siger han og fortsætter:

- Der har lige været en socialdemokratisk kongres, hvor der var meget kritiske røster over, at partiet havde lagt sig så tæt på Dansk Folkeparti i forhold til udlændingepolitikken. Men noget kunne tyde på, at det er en vare, vælgerne gerne vil have, siger han.

Artiklen fortsætter under tabellen her

Henrik Qvortrup kalder vælgertilsutningen en “markant fremgang” for Mette Frederiksen og hendes partifæller.

Den politiske analytiker hæfter sig ved, at vælgerne ser ud til at se stort på den politiske dagsorden på Christiansborg, hvor regeringen og blå blok for nylig har kritiseret, at Socialdemokraterne ikke har lavet et udspil som modsvar til regeringens finanslovsforslag.

- Man kan konkludere, at vælgerne er fuldstændig ligeglade med al den slags Christiansborg-snak, siger Henrik Qvortrup.

Chance for valg er uforandret
Mette Frederiksen og Co. skal dog ikke glæde sig for tidligt over den gode meningsmåling, for den får næppe statsministeren til at fremskynde et tryk på valgknappen, vurderer Henrik Qvortrup.

LÆS OGSÅ: Messerschmidt: Vi har ikke bevidst svindlet med EU-midler

- Man må sige, at med sådan en måling her, har Lars Løkke Rasmussen fået endnu mindre lyst til et folketingsvalg. Men han er også i den lidt kedelige situation, at han ikke selv afgør, om vi får et valg eller ej, fordi han ikke blot kan give Anders Samuelsen (LA) det, han gerne vil have (nemlig topskattelettelser, da det andet støtteparti, DF, har modsat sig dette, red.).

- Statsministeren har det problem, at han ikke råder over de nødvendige mandater selv. Man kunne så argumentere for, at Dansk Folkeparti i løbet af de seneste dage er blevet mindre interesserede i et valg end før, men det ændrer ikke ved, at Lars Løkke ikke kan holde til at give Anders Samuelsen det, han gerne vil have. Så risikoen eller chancen for et folketingsvalg er uforandret, siger Henrik Qvortrup.

LÆS OGSÅ: Kommentator: DF-krise kan blotlægge et sygt parti


Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress