Af - 10/05-16 10:52; Opdateret: 10/05-16 14:33

Belinda kunne næsten ikke gå: Mirakelvest ændrede hendes livBelinda kunne næsten ikke gå: Mirakelvest ændrede hendes liv

33-årige Belinda fik som blot 21-årig konstateret sklerose. Siden har hun kæmpet en lang og sej kamp med balancebesvær. Lige indtil hun prøvede en ny, neurologisk vest, der ændrede hendes liv.

33-årige Belinda demonstrerer, hvordan hun går med og uden den neurologiske vest, BalanceWear. Se video i større format i vores videosektion Videoportal

- Det var nærmest en ud af kroppen-oplevelse. Lige pludselig kunne jeg ting, jeg normalt ikke havde kunnet meget længe. Det var så vildt, at jeg bare begyndte at tude.

Ordene kommer fra 33-årige Belinda, som over for metroxpress fortæller, hvordan hun oplevede det første gang, hun fik muligheden for at prøve en ny, neurologisk vest, kaldet BalanceWear, der er designet til at hjælpe folk med svære balancelidelser som udløses ved blandt andet sklerose, Parkinsons syge og ataksi.

Belinda til højre sammen med vestens skaber, Cindy Gibson Horn.


Nogle af de ting, som Belinda refererer til, var – for de fleste raske mennesker – simple ting som at gå op ad trappen uden at holde fast i gelænderet eller at gå uden at støtte sig til en væg eller en stok. Et scenarie, der ifølge den 33-årige førtidspensionist var helt utænkeligt, før hun prøvede vesten.

- Pludselig kunne jeg ud af det blå lave gadedrengeløb og faktisk også løbe en lille smule. Noget jeg ikke har kunnet i mange år og faktisk ikke troede, jeg nogensinde skulle komme til at gøre igen, siger Belinda, der allerede som 21-årig fik konstateret sklerose, efter hun en dag væltede på cykel og blev indlagt på Rigshospitalet.

Her begyndte det efter få dage i sygesengen at gå gevaldigt ned ad bakke. Synet forsvandt pludselig på det ene øje, og hun mistede stort set evnen til at gå.

Efter to år fik hun noget stærk medicin, som en overgang hjalp, men hurtigt faldt hun tilbage i samme dårlige rille med smerter og hyppige attakker.

Først da hendes fysioterapeut, som hun går til ude i Brønshøj i Københavns nordvestkvarter, fortalte hende om BalanceWear, begyndte der at ske noget. Belinda blev udvalgt som en ud af i alt 45 testpersoner på Skodsborg Fysioterapi, der som den første klinik i Europa er certificeret i brugen af vesten.

- Det var helt vildt. Der var så mange følelser, der blev vækket i mig første gang, jeg havde vesten på. Tænk, at så lidt kan gøre så meget, siger Belinda og refererer til vestens diskrete vægtsystem i form af små lodder, som placeres i små lommer på vesten, og som maksimalt udgør en procent af patientens samlede kropsvægt.

Vægten er med til at sende sensorisk information til nervesystemet, som derigennem påvirker balanceevnen. Noget, der gør det muligt at kontrollere finmotorikken i bevægelse og tale.

- Min svimmelhed forsvandt også. Jeg følte mig sikker, når jeg gik. Det var helt utroligt, at jeg pludselig ikke skulle støtte mig op ad en væg, fordi jeg var bange for at vælte. Det behøvede jeg slet ikke, siger Belinda og understreger, at hun i dag på grund af vesten har det bedre:

- Når jeg tænker på et hjælpemiddel, tænker jeg umiddelbart på en stok eller en rollator. Men de gør dig ikke bedre. De støtter dig bare. Den her vest gør rent faktisk, at du får det en lille smule bedre. Du bliver ikke rask, men du får det bedre og kan overskue at træne noget mere. Og med vesten kan jeg faktisk yde meget mere, når jeg går hos min fys, og hun kan også se de fremskridt, jeg gør, siger Belinda.

Også selvforståelsen, synet på sig selv og andres opfattelse af hende som person har ændret sig, efter vesten er blevet et fast hjælpemiddel i kampen mod sklerosen. En sygdom, som cirka 14.000 danskere lider af.

- Når jeg tidligere gik uden stok, troede folk, jeg var pisse fuld. Eller når jeg gik med krykke, fik jeg blikke fra folk, der ligesom indikerede, nå, hun er handicappet. Hvad er der mon galt med hende? Nu, når jeg har vesten på inden under min trøje eller min jakke, er mit handicap ikke længere synligt på samme måde. Og det føles rart, siger Belinda, som mener, at vesten burde være et hjælpemiddel, som alle, der ville have gavn af den, skulle kunne få.

- Vesten er dyr som et engangskøb, men kommunerne sparer jo en masse penge i længden, når de kan udelukke de samme udgifter til krykker, rollatorer, kørestole og så videre. Og jeg ved godt, at vesten selvfølgelig ikke gør én rask, men den gør, at man er i stand til at gøre nogle ting selv, siger hun og fortsætter:

- Mit liv har i hvert fald ændret sig meget. Jeg ser nogle muligheder, som jeg ikke så før. Og nogle chancer i livet, som jeg ikke troede var mulige førhen.


LÆS OGSÅ: Ny vest giver alvorligt syge patienter mulighed for at gå normalt igen

LÆS OGSÅ: Muterede kælegrise sælges for 10.000 kroner i Kina: Danske forskere står bag

LÆS OGSÅ: Din fødselsdag har betydning for, hvad du kommer til at fejle senere i livet

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress