Af Ritzau - 28/11-16 10:01; Opdateret: 28/11-16 10:32

Syv mænd skal styre regeringens magtfulde udvalgSyv mænd skal styre regeringens magtfulde udvalg

Trekløverregeringens centrale koordinationsudvalg består af tre V-ministre, to LA-ministre og to K-ministre.

storybild

LA-leder Anders Samuelsen, V-formand Lars Løkke Rasmussen (V) og K-formand Søren Pape Poulsen udgør sammen med fire andre ministre i den nye trekløverregering regeringens magtfulde koordinationsudvalg. (Billede: Scanpix/Keld Navntoft)

Når Regeringens Koordinationsudvalg mødes en gang om ugen, er det ikke småsager, der er på bordet.

Det centrale regeringsudvalg "behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, herunder større regeringsudspil og lovforslag", hedder det på Statsministeriets hjemmeside.

Trekløverregeringens koordinationsudvalg kommer til at bestå af syv mænd. Som altid er det med statsministeren for bordenden.

Foruden Lars Løkke Rasmussen (V) kommer udvalget også til at tælle regeringens to øvrige partiledere: udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Resten af udvalget udgøres af finansminister Kristian Jensen (V), forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) samt økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Der er også sat navne på medlemmerne af regeringens andet centrale udvalg, Regeringens Økonomiudvalg, der mødes ugentligt for at varetage regeringens samlede økonomiske politik.

Udvalget behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre sager om økonomi og budget.

Finansminister Kristian Jensen (V) bliver formand for udvalget, der også tæller erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) samt skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Ud over de to ovenstående magtfulde udvalg, der i daglig tale på Christiansborg går under K-udvalget og Ø-udvalget, har regeringen tre andre udvalg:

Sikkerhedsudvalget, der drøfter sager vedrørende nationens sikkerhed, består foruden statsministeren af udenrigsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren.

Regeringens Ansættelsesudvalg behandler sager om udnævnelse af visse højere embedsmænd og særlige rådgivere samt udpegninger til bestyrelser, udvalg, nævn og internationale stillinger.

Her skal statsministeren, udenrigsministeren, justitsministeren og finansministeren styre slagets gang.

Det femte og sidste udvalg, EU-implementeringsudvalget, får beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i spidsen.

Derudover tæller udvalget udenrigsministeren, justitsministeren, erhvervsministeren, energi-, forsynings- og klimaministeren, skatteministeren, miljø- og fødevareministeren samt transportministeren.

Dermed er der ingen kvindelige ministre i regeringens fem centrale udvalg.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress